Nørager, Tirsdag Morgen.
Kjære Ven!
Endelig skal jeg da besvare dit Brev, og vil Du vide, hvorfor jeg ikke efter Sædvane har gjort det strax, så skal jeg sige Dig det åbenhjertig. Jeg vil ikke gjøre mig bedre, end jeg er. Seer Du, strax, da jeg havde afsendt mit forrige Brev, saa tænkte jeg, at jeg dog i Grunden ikke mente, hvad jeg havde skrevet, og at det i Grunden fremgik af Mangel på Tro, og da jeg Søndagen efter læste en Artikel i Kirketidende, tænkte jeg, det nytter nok ikke, hvormeget Du stritter imod, Grundtvigianer bliver Du nok alligevel. Og da jeg så fik Dit rare, lange Brev og havde læst den første Deel deraf, så var jeg så ulykkelig, ja, Du smiler, men det var Tilfældet, jeg føler godt, at jeg ikke er moden endnu til at magte sådanne Spørgsmål, jeg er bleven ført så vidunderlig i det praktiske Liv, at der altid i Øieblikket har været den Gjerning for mig at udføre, som netop passede for mig. Men Theorien! Jeg er opfyldt af Idealer, men det con-s. 58servative Element er også stærkt i mig, så skjøndt mit Valgsprog er »Fremad«, så er der dog stadig Noget, der ligesom holder på mig, at jeg ikke skal gåe for vidt, og det i Forbindelse med min medfødte Afsky for Smiger, kan Du nok forståe, ofte bringer mig til at forstumme med, hvad min Mening egentlig er, når jeg ståer overfor Folk, jeg iøvrigt er enig med. Nu læser jeg for Øieblikket nogle kirkehistoriske Foredrag af Hammerich. De vise, hvorledes Religionsfriheden er det eneste rigtige; aldeles rigtig, og Tvang er jo ligefrem vanvittig, men hvorledes laer vi en friere Kirkeforfatning, ja, jeg troer ikke, at Kommissionen vil udrette Noget. Lovens Frihed, som Du har brugt, det er et fortræffeligt Ord, det er netop det, vi skal have. Nu med Hensyn til Kirke, Stat og Skole, så kan jeg godt forståe, at det er rigtig i Principet, men ligesålidt som R. Nielsens Forsoning nogensinde er gået op for mig klart, således seer jeg heller ikke, hvorledes denne Forsoning i det praktiske Liv er udførlig. Og i Grunden er det mig for Øieblikket temmelig ligegyldig, der er nok til at bryde Hovedet med det; det, der nu ligger for Hånden for mig, det er at udrette noget her på Egnen, og det skal jeg gjøre efter bedste Måde.
Hør, det skrevne Ord er noget Snavs, vil Du nu bare see, hvor den lille Skrøder har vredet sig, han vilde dog gjerne komme med Noget ligeså snildt som dit, nei, men han kan ikke, og så krymper han sig så ynkeligt ved at tilståe det, nei, min gode Ven, Du har Ret i, man skal ikke gjøre sig bedre, end man er. Nå, jeg glæder mig da til, at vi forhåbentlig næste Gang skal tales mundtlig ved, når Du kommer ud på Jernveistationen paa Mandagaften. Så kunde Du muligviis see en god Ven. I Søndags var jeg i Vallekilde, det var en deilig Dag. Vi kjørte hjemmefra tidlig om Morgenen, begge Lærerinderne og jeg, da vi skulde til Alters hos Hoff. s. 59Hvor der dog kan være noget hyggelig ved en sådan lille Kirke. Sangen gik så godt, og der var i det Hele sådan et Sammenhold mellem de enkelte, det bevægede mig så meget at see, hvorledes Alle efter Nadveren trykkede hverandre i Hånden, selv om de ikke kjendte dem, og her er ikke sådan en Uro som i Kjøbenhavn. Nå, og så Hoffs Hjem. Det er, som der hvilede en Kjærlighedens Ånd over det Hele, Bordbønnen f. Ex., kom som et naturligt Udtryk deraf, ikke Spor af Affectation. Som Du måskee veed, har han fået indrettet et Asyl, som tillige skal være Børnehjem, som han viste os og var meget glad over. Så var jeg da også ude på Høiskolen, så det samme Billede, som jeg har hjemme. Der er jo pragtfuldt. Jeg skal ret så vidt mulig benytte mig af hans Indbydelse at komme der, når der er Skole. Forresten kan jeg bedre lide Hoff end Trier, hvor meget Godt der end kan være hos denne, men der er noget meget Dybere og Inderligere hos Hoff end hos Trier.
Halløi, Kloken er 9, jeg skal ind og læse, lad mig see, Du er rigtig glad og fornøiet, når jeg seer Dig.
Hils Alle
Din Ven.