Nørager, d. 13. Febr.
Kjære Ven!
Før fik jeg Dit rare Brev, og det er bedst Du får et Par Ord med det Samme. Jeg må åbenbart høre til en sjelden Slags Perler, for jeg blev aldeles forbavset, da jeg kom til Enden af Dit Brev, over at jeg skulde være gnaven. Jeg s. 162kunde opregne Dig mange hvorfor jeg var glad ved Dit Brev, men det Vigtigste er dog, at jeg var det. Jeg forstår så godt, hvad Du siger om denne forunderlige, sløve Tilstand, om Dit Forhold til Adolph o.s.v. Jeg kommer til at tænke på Noget. Du kan tro, det er dejligt at være her på Landet netop om Foråret. For ikke lang Tid siden havde vi kedeligt, mørkt, tåget Vejr, det så meget mørkt ud, og dog var det som en Anelse om Foråret, når i Middagsstunden Tågen med èt var som blæst bort og Solen skinnede i al sin Glands; det var dog kun et Øjeblik, kort efter den samme Tåge. — Hvor dejligt er det dog ikke i disse Dage. Sangfuglene kviddre, Luften frisk, mild og kvægende, Haslerne blomstre og de små Blomster titte op af Jorden. Alt er som iført et nyt Liv, men Forårsluften er trættende, hvor forfriskende den end er. Igåraftes, da jeg var nede i Rerslev, var jeg så træt, så jeg frygtede for at falde isøvn, men jeg gjorde det ikke. Maven kommer let i Uorden, det bevirker Ildebefindende; Så til andre Tider flammer den nysvågnede Følelse op med en mægtig Kraft som i Onsdagsaftes, da en lille Sangfugl i Form af en Præstedatter satte mit unge Hjerte i en sådan Ekstase, at jeg snarere fløj end red hjem og nær havde begået diverse Dumheder. Hjemme fandtes dog det mere adstadige Jeg, som snart fik bragt Ligevægt tilveje i den unge Fusentast, hvis Elskværdighed den Aften dog havde forskaffet ham 2 meget lærde Værker af den adstadige Licentiat og Præstemand i Foræring. — Apropos om Aftenskolen. Heldigvis mødte en hjælpende Ånd forleden Aften og understøttede mine Bestræbelser for at opbygge Menigheden ved at oplæse nogle af Andersens Eventyr, hvoraf navnlig »Kejserens nye Klæder« sloge prægtigt an. Desværre er Skolen snart forbi, da Folkene ikke kan komme, når Dagene blive lysere for Arbejdets Skyld. San-s. 163gen var ellers begyndt at gå rigtig godt, da Nielsen havde ladet dem skrive nogle Sange af og fået 4 Skolepiger til at komme og synge for. Selv talte jeg den Aften om Venderne og Absalon efter Hammerichs Fremstilling: fra Valdemarernes Tid.
Tirsdagaften.
Nu fortsætter jeg. Der er foregået meget, siden jeg skrev det Første i Lørdags, som Du kan mærke i en meget god Stemning. Søndag kom og fra Morgen til Aften begik jeg ikke stort Andet end Dumheder, hvoraf en af de mindste var, at jeg trods det forfærdelige Vejr red til Kirke efter at have betænkt mig sålænge, at jeg kom efter Prædikenen. Rørdams var her til Middag, og vi sad meget rart og talte sammen om Eftermiddagen, men om Aftenen, da vi var alene, kom jeg til at støde Greven temmelig meget og selvfølgelig også Grevinden. I Grunden var det en Ubetydelighed men stødt blev de, og da jeg kom over, følte jeg mig så trykket, og hele Mandagen gik jeg i den voldsomste Pine, som var des ubehageligere, da her var Middagsselskab. Og det var ikke alene det, der pinte mig, men jeg så netop klart den Dag, hvor mangelfuld min Undervisning var o.s.v., ja jeg behøver jo ikke nærmere at udvikle den Tilstand, Du kender den jo. Endelig fik jeg mig da lettet lidt om Eftermiddagen ved at sidde og tale temmelig længe med vor fortræffelige Lærerinde. Det er forunderligt, hvor velgjørende det kan være at tale med et ældre qvindeligt Væsen, især når hun er så kristelig oplyst. Jeg er glad ved i hende at have fundet En, med hvem man kan tale, for jeg ved ikke, hvordan det går ligeoverfor Grevinden, netop når jeg vil tale med hende, er det mig umuligt at bringe et Ord over Læberne, med den Anden går det af sig selv. .......
s. 164På Grund af Dine mange Forretninger kan jeg vel ikke vente Brev for det Første, men fåer Du et Øjebliks Tid, så skriv mig et Par Ord, for når jeg har skrevet et Brev, begynder jeg at længes efter Svar fra den samme Dag.
Til Lykke med Examen og de andre Ting og hils så Menneskeheden fra
Din Ven.