Skrøder, August Ludvig BREV TIL: Holm, Harald Emil Larsenius FRA: Skrøder, August Ludvig (1870-05-07)

Nørager, d. 7. Maj 70.

Kære Ven.

Ja Du er rigtignok en kær Ven og en trofast Ven er Du, nu har jeg hver Dag i den senere Tid fået på Hovedet, fordi jeg ikke skrev til Dig og Bøcher. Endelig fik jeg da skrevet til min Moder, men kun 1½ Side, jeg synes slet ikke, jeg har haft Noget at skrive om, men nu er det pludselig gået op for mig, at jeg har så Meget at skrive om. Egentlig har s. 248jeg vel gået i lidt Spænding for min Dreng. Greven meddelte mig nemlig forleden Dag, at han skulde til København og samtidig vilde han tage ind for at se om en Plads til Karl i Roskilde. Jeg har nu i Grunden smigret mig stedse med det Håb, at han ikke alligevel kom i Skole, men dette var jo at sætte mig Kniven på Struben, idet han ovenikøbet pludselig fik i Sinde, at Karl skulde med. Du kan tro, det pinte mig, rigtignok sagde jeg til mig selv, vil Vorherre ikke have han skal i Skole, så kommer han alligevel ikke, men det pinte mig dog. Flere Gange var jeg ved at ville tale med Grevinden derom, og om det Uhyggelige ved dette Skolevæsen, men min gode Engel fik mig til at lade være, da hun sagde, at når de endelig vilde have ham i Skole, vilde jeg blot gøre det sværere for dem. Nå det gik jo også, skøndt flere Gange lå det mig på Tungen som i Søndags, da jeg kørte med Grevinden i Kirke og i Mandagsmorges, da jeg ellers havde en rar Samtale med hende om Børnene. Så gik jeg også og ventede på Dit Stykke om Kold, dèr ventede jeg at finde Hjælp, men det kom ikke, og jeg er glad ved, at jeg Intet har sagt, for Karl er nu indmeldt i Roskilde Skole. Igår var Gr. og Grevinden med Karl i R. Gr. og Karl var oppe hos Rektoren, der straks bad, om han ikke måtte anstille en Prøve, som han da også gjorde i Forbindelse med 2 andre Lærere. Examinationen gik nok tålelig godt i Betragtning af, at han blev hørt i dels ikke repeterede Ting, dels i Noget, han ikke havde læst i lang Tid, men det Vigtigste var, at de alle roste hans Besindighed og forstandige Svar. Morsomt nok svarede han så udmærket i Historie, skønt han til Lærerens Forbavselse erklærede, at han sågodt som ikke havde brugt Lærebog. Ligeledes blev han optagen i Huset hos en af de tilstedeværende Adjunkter, som både selv og Kone gjorde et meget godt Indtryk, og som s. 249ingen anden Pensionær har, så skal galt være er det gået så udmærket som det kunde gå. ......

Karl har altid været meget elskværdig, men Otto, som jeg næsten har levet på Krigsfod med, er også på en Gang blevet så prægtig at komme til Rette med. Samme Dag fik Børnene en meget heldig Idé, som jeg venter megen Glæde af, nemlig Indrettelsen af et Aqvarium, Idéen kom som sædvanlig fra dem selv, og så fører jeg det videre. Kassen fandtes her samt en Anvisning, så jeg håber, det går. Det er fornøjeligt at læse med sådanne levende Drenge. Du skulde spadsere med Karl i Skoven og høre ham tale om Fuglene, som han kender til Bunds, og Otto om alle mulige praktiske Sager. I denne Tid skal hans Hest have Føl, det taler han om med største Sagkundskab, men tillige med største Ro, uden at finde det mindste Stødende deri. Det er anderledes sundt end denne velbekendte københavnske Trækken Slør for Alt af den Slags, som dog ikke kan blive ubekendt.

Søndag.

Nu er jeg for lidt siden kommen hjem med Sofie fra Rørdams, vi har spadseret både frem og tilbage i det dejlige Vejr, hvor der var henrivende ovre i Skoven. — Han holdt en dejlig Prædiken om de Kristnes Kår, om de tunge Tider, og det lod til, det var hans egen Tilstand, han talte om, for senere hen, da vi gik i hans Have, sagde han, ja, derude i Skoven der blomstrer det, men med Menneskene går det rigtignok småt, Kulde og Død. Varme, Varme trænger vi til. Men hans Prædiken gjorde mig så godt, for det kan jo undertiden være lidt svært for mig, men det hjælper så udmærket, at en troende Mand stiller En Forholdet klart for Øje, at netop i de tunge Tider kan Velsignelsen strømme rigeligst over En, og Væksten være stærkest, thi den tun-s. 250geste Tid for Herrens Disciple var dengang han kæmpede for dem og erhvervede for dem de evige Boliger i Paradis. Vi sad og talte lidt om Forholdene, og han meddelte mig da, at Birkedal havde fortalt ham et mærkeligt Møde han havde haft med R. Nielsen. Ved sidste Vennemøde var R. N. nemlig kommen hen til B. på Tuborg i Haven og sagt til ham: Hør Birkedal, jeg har fået det Indtryk, at De ikke har nogen rigtig Tro til min kristne Tro. — Ja siden De spørger mig, vil jeg da sige Dem, at jeg tror, at De har Ånd nok til at se, på hvilken Side Ånden og Livet er, men at Kristendommen ikke er blevet åndelig hos Dem. — Ja, det mente han dog. — Går De til Alters, havde så B. spurgt. — Ja, han gik til Alters, men ikke hos Grundtvig, men hos sin Kones Svoger J. Nielsen o.s.v.

Vi havde Birkedal herude i Fredags otte Dage. Det var første Gang jeg hørte ham prædike, og jeg blev rigtignok forbavset, han talte mod Sædvane ikke så kraftig og mægtig, men så indtrængende og oplysende; det er en udmærket Mand, men jeg føler mig dog nok så meget tiltalt af Brandt; nu imorgen er det jo hans Sølvbryllupsdag, og give Gud, at den må bringe ham megen Glæde og Velsignelse. Han skal være uhyre alvorlig og stille hjemme i sit Hus til daglig, men når nu denne store Byrde bliver lettet fra hans Skuldre, vil det vel hjælpe. — Jeg må da ellers fortælle Dig, at Birkedal bad mig komme over til Frimenigheden og besøge dem der, han fortalte en Del om »Kirkeklokkeklangen«, de vigtigste Begivenheder deri ere enten oplevede personlig af ham eller fortalt ham af troværdige Mænd, således Thorolfs Spørgsmål til sin Moder, om hun havde et hårdt fordærvet Hjerte; dette Spørgsmål havde en Kontorchef rettet til sin Moder i et Selskab. Denne Mand havde ellers af Naturen et så yndigt blødt og kærligt Hjerte, s. 251var bleven vakt af B., men senere falden i Kløerne på Professor Johnsen. Det må også være en forfærdelig En denne J., jeg læste netop forleden om Pastor Domås deroppe, som på Grund af, at han har sagt, at hos ethvert Menneske var noget af hvert Slags Jord, også af den, der bar 100 Fold, og i en Ligtale, at vi måtte være glade, at vi havde vore kære Afdøde i Himlen, at de kunde bede for os; — er bleven for. kættret i Luthersk Kirketidende (J.’s Blad) ja, de har endog sagt om ham, at han har været utro mod sin Embedsed. — Ja Tak for Dit kære Brev, nu håber jeg snart at få Besten af det. Mit vil jeg sende bort idag, for at Du dog kan høre fra mig. Vi har det rigtig rart her. Grevinden er Venligheden selv, følgelig går det godt, og hvad det Andet angår, om vi var glade ved at være inde, så tror jeg ikke nogensinde jeg har haft en sådan Ferie, og Du har haft en væsentlig Andel i, at den blev så god. Hils Bøcher og fortæl ham, hvad Du vil af dette Brev og bed ham snart skrive mig til. Selv har jeg det udmærket, jeg har ikke længe været så let og glad. Skriv så snart til

Din Ven.

Jeg har nær glemt det Vigtigste, en venlig Hilsen fra min Sofie.