Drachmann, Holger Henrik Herholdt BREV TIL: Drachmann, Clara Josephine FRA: Drachmann, Holger Henrik Herholdt (1867-03-25)

Gibraltar25. Marts.

(I megen Hast!)

Madre cara!

Dersom Du, hvad jeg haaber, igjennem mine Breve til Fader og Erna, har seet, hvorledes jeg har befundet mig i Nordsøen og i Skotland, erindrer Du vel ogsaa, at min Bestemmelse eller rettere Skibets Bestemmelse var, at afseile den 10de d. M. fra Leith, hvilket imidlertid begrundet i vedholdende Snestorme, blev udsat til Onsdagen d. 13de, hvor baade Vinden og Søen havde lagt sig lidt. Vi forlode da Skotlands Hovedstad og Havnestad, bleve i Nordsøen modtagne med ganske taaleligt Veir, saaledes at jeg i to Dage kunde sidde paa Dækket og tegne den engelske Kyst, efterhaanden som vi passerede de forskjellige Forbjerge, Fyr, etc. — og naaede endelig Dover. Ligesaa stenkulstilrøget som hele den øvrige Kyst havde vist sig, ligesaa smilende laae Dover for os, beskinnet af Morgensolen, med sine hvide, høie Kridtklinter, sit gamle Castel og sine maleriske Canalfartøier. Hele den Dag havde vi deiligt Veir, og jeg befandt mig aldeles som om jeg gjorde en Helsingørstour i Sundet, i den Grad mindede nemlig Canalen og dens Kyster mig om vort Øresund og Sjælland; men allerede næste Dag, paa Høiden af Plymouth, forandrede Veiret sig, og Søndagen den 17de høitideligholdt jeg for første Gang maaske med Andagt en Gudstjeneste, hvor Søilerne vare taarnhøie Vandmasser, og Stormen spillede paa et Orgel, som ingen Organist hverken ved Frue eller Frelsers. Imidlertid, for Folk, der sidde ved den lune Kakkelovn i Kjøbenhavn, vil det enten klinge høittravende-pathetisk, eller overdrevent usandt, naar man beskriver saadan en Storm (NB især Ens første, eller „Daabsvandet“ som Søfolkene kalde den), og derfor vil jeg korteligen berette, at jeg sad i mine Olieklæder paa Dækket, saae paa de grønlige Bjerge, paa Captainens urolige Ansigt, forsikkrede Styrmanden, der deltagende fortalte mig, at vi meget godt kunde forandre Køiepladser inden Aften, at jeg virkeligt ikke ansaae mine 3 Alens Liv for noget saa overordentligt Værdifuldt, og gik endelig henimod Aften ned og smed mig i Køien, vaad, forfrossen, fortumlet i Hovedet af den forfærdelige Slingren, og — jeg tilstaaer det — om Natten, men ogsaa først i den lange, mørke og søvnløse Nat, med den rasende Knagen og Buldren, — en Smule forknyt. Den næste Morgen bleve vis. 62anraabte af en fransk Skonnert i Havsnød, men da hans Baade vare skyllede bort, og Captain Fischer i den „nederdrægtig høie Sø“ ikke vilde vove sit eget Mandskabs Liv i vor Redningsbaad, og vi jo ligesaalidt kunde løbe ham paa Siden, maatte vi lade ham sakke skrigende og skraalende agterud. Fra den Dag af og ligeindtil igaar, har vi haft vedholdende ondt Veir, ɔ: Storm lige i Næsen, og jeg har saaledes i over l Uge gjort den spanske Søs nærmere Bekjendtskab, og erhvervet mig hele Mandskabets Agtelse, ved at være den første Passageer, der ikke har været søsyg. Jeg har taget Vagterne med, halet og heiset og delt Tobak rundt. Jeg har endvidere kun kjendt meget lidt til tørre Fødder, kun brugt 2 Skjorter, haft megen lidt Appetit om Middagen (fersk Suppe og Kjød hver Dag) og overordenligt stor om Aftnen, hvor jeg da spiste i Captainens Kahyt oppe paa Dækket og (rimeligvis for mine Synders Skyld) fordrevet Tiden for Captainen ved i Gjennemsnit dagligt at spille 5 Timer Domino, med Benene skrævende ud paa Kahytsgulvet og Brikkerne i Haanden. Endelig igaar, Søndag d. 24, løiede Vinden, Regnen hørte op, og efterat den sidste voldsomme Overhaling havde (bogstaveligt sandt) kastet mig med samt Stewarten, 3 Tallerkner, og l Kasserolle graae Ærter, hen ad Kahytsgulvet, lagde Søen sig, og hele Sydens Varme baade fra Spanien og Africa kom anstigende, Straahattene kom paa Hovederne, Støvlerne af Benene, Mandskabet holdt Storvask lige til Navlen, Cigarerne bleve tændte, og vi holdt fra Cap St. Vincent ind imod Strædet ved Gibraltar, hvor vi nu ere, men desværre kun bliver saa kort Tid. — Uh! nu gaaer Brevbaaden.

Farvel.
Hils Alle
fra Din hengivne
Søn
Holger Drachmann.