Drachmann, Holger Henrik Herholdt BREV TIL: Drachmann, Andreas Georg FRA: Drachmann, Holger Henrik Herholdt (1869-08-25)

Allinged. 25de Aug. 1869.

Kjære Fader.

Forat bøde paa den korte Epistel fra iforgaars, som Du formodenligt tilligemed Skizzerne nu har modtaget, vil jeg idag, da jeg tilmed mangler Arbeidsmateriale, følge den Opfordring, der ligger i det dei- lige, klare og friske Vejr til at skrive et rigtigt friskt, solbeskinnet Brev, med Noget af det i, som Tydskerne kalde „heiter“, hvilket, selv om Du skulde have overvættes meget at bestille eller være fortrædelig eller have en Mindelse af Dit gamle Onde 1, maaske dog for en Stund kunde drage Dit Blik ud i den store Natur, som det er faldet i min Lod at skulle omgaaes hele mit Liv med, som Du i Din Ungdom har levet saameget sammen med, og som Du jo endnu betragter som Din Ven, maaske den bedste Du har. At indføre denne Din Ven i Dit Studereværelse, hvorom, jeg husker nu ikke hvilken Notabilitet har sagt, at der var „forbandet rart at ryge en Pibe Tobak i“, at lyse op mellem Instrumentskab, Bøger, Reoler og Malerier, falder mig saa meget naturligere ind, som netop Solen nu kaster sine Straaler skraat over Landskabet derudenfor og med sine lange Skygger og sin Glød mellem Træerne erindrer mig om vore Eremittage og Raadvad Toure, paa hvilke jeg ærligt tilstaaer, at jeg har befundet mig bedst sammen med Dig og holdt mest af Dig, rimeligvis fordi vi da vare paa et Gebeet, hvor vore Sympathier mødtes, hvor Du bedst kunde indrømme mig min Plads som den Unge, og jeg Dig Dine Fordringer som den Ældre, hvor Forskjellen paa en naturlig og smuk Maade udjevnedes, og vi egenlig paa den rette Maade var som Fader og Søn. Jeg fremhæver netop disse Toure som de Momenter, jeg helst dvæler ved, fordi jeg paa den anden Side føler at der ofte i vort Samliv derhjemme har indsneget sig noget Forkeert, som jeg ikke nærmere kan bestemme, som rimeligvis fra først af har været begrundet i en Mangel paa Aabenhed og Imødekommen hos mig, men som ogsaa maa søge sin Grund i den Forskjellighed, der er i vore Naturer, en Forskjel i Character og Tingenes Betragtningsmaade, som jeg i min Ungdommelighed maaske for ofte har gjort til en Gjenstand for indesluttet Overveielse og af den Grund med Eensidighed ogs. 98en vis tvær Intolerance har faaet Facit til at stemme til Fordel for mig og betragtet Dig som en Slags knarvurren Custos, der nidkjært men uden kjærlig Overbærelse vaagede over Drengens og Ynglingens Færden, straffede hans Feil, men aldrig tog Hensyn til hans altfor livlige og følsomme, letsindige men for saameget Skjønt og Stort begeistrede Gemyt. Enhver Sammenligning halter, som man siger, men der var ikkedestomindre en Bog, som baade Du og jeg læste med megen Interesse, Palle Hjelm og Uffe Løve 1, der gav mig Anledning til at drage mange Paralleler, og som da i Reglen med megen Vilkaarlighed bleve dragne til Fordel for mig.

Holger Drachmann i Breve

7

I det sidste eller de sidste Aar er jeg, eller føler jeg mig idetmindste at være bleven saameget ældre og modnere, at jeg har kunnet tage dette Forhold, der bestandigt trykkende har ligget mig paa Sinde, under en alvorlig, mere dybtgaaende og mindre uhildet Overveielse. Jeg indsaae at der var kommen en Frygt og en indesluttet Skjulthed ind i mit Sind, der hemmede og standsede enhver selvstændig Yttring af Livsvirksomhed, og som jeg maatte befries for, hvis jeg idetheletaget skulde blive til Noget. Jeg saae Dig, arbeidsom, ivrig og utrættelig i Dit Kald, fra Barndommen af, kjæmpende Dig frem imod tusinde Hindringer, og samtidigt saae jeg mig selv, gjærende, higende og urolig drivende omkring, bestandig med Dig som en enten middelbar eller umiddelbar Bebreidelse over mit Hoved, med en Følelse af, at der maatte en Forandring til, men uden at indsee, hvorledes denne Forandring skulde komme. Under saadanne Forhold var det at jeg kom ud paa min Reise. Min Synskreds udvidedes, mit Sind blev let og frit, mit Kald blev mig mere og mere klart, og da jeg samtidigt hermed bestandigt modtog Breve, der maaske for første Gang aandede Venlighed og Kjærlighed imod mig og hvori Du rosende skildrede mig som en livlig, opvakt, fremadstræbende Natur, da fik jeg atter Mod og Tillid til mig selv og jeg følte mig voxen og sideordnet med Dig, ikke længer som en Umyndig, der skulde drives frem med Haardhed, men som et begavet og selvstændigt Fornuftvæsen, der kunde ledes med Venlighed og Overbærenhed. Som de fleste digterisk eller kunstnerisk anlagde Naturer har altid min Følelse været overveiende fremfor Fornuften, og blød og modtagelig overfor Indtryk længtes jeg bestandigt efter En, hvem jeg kunde offre al den Varme og Hengivenhed, der, soms. 99jeg føler, er mit Væsen eiendommeligt. Da jeg ingen Moder havde var det saa naturligt at Du blev Gjenstanden herfor, og jeg troer ogsaa at mine Breve fra den Periode have været Udtryk for hvad jeg da følte.

Meget forandredes ved min Hjemkomst. Jeg troede at jeg med det Fond, jeg i saa rigt Maal havde samlet, strax og uden udholdende Iver kunde producere noget Fremtrædende. Det var naturligvis ungdommeligt, men jeg havde i al min Ungdommelighed en saa overvældende Følelse af at være rig paa Verdens Herligheder og med Bevidstheden herom en saadan Magt og Myndighed — æsthetisk talt — i Phantasiens Rige, at hvis vi da havde omgaaedes saa cordialt og saa gjensidigt venskabeligt, som jeg paa Middelhavet og imellem Schweitzeralperne higede og længtes efter, da havde ikke den strenge og alvorlige Indgriben senere behøvedes for endelig at sætte mig der, paa den Vei hvor jeg nu staaer. I det unge Menneskes Liv, især naar det physiskt er saa livskraftigt og psychiskt saa livligt og opvakt, skeer der ofte meget, hidføres ofte saa stærke Svingninger, som den Ældre enten ikke forstaaer eller ogsaa af egen Erfaring kun altfor godt veed maa modarbeides paa den ene eller anden Maade. Nuvel, Du hidførte et Resultat, Du standsede mig paa en pludselig og voldsom Maade, og endskjøndt jeg, saasandt engang en Dom skal overgaae os, selv i denne Periode maaske har mindre at bebreides end baade Du og den offentlige Mening antog, endskjøndt de Aar af mit Ungdomsliv, hvor netop Du af Din Erfaring overfor Tusinde af mine Jevnaldrende maa have seet baade Legeme og Sjæl maculeres, skjøndt disse Aar have faae eller ingen Bebreidelser efterladt naar pro og contra af en retfærdig Dommer sammenholdes ligeoverfor Ideen, ligeoverfor den milde, humane Maalestok, — saa veed jeg dog godt, hvormeget jeg skylder Dig, og Du veed ogsaa godt, hvor taknemlig jeg er Dig, uagtet Du tog saa haardt paa mig, at Du paa ganske lidt nær uigjenkaldeligt havde brudt Broen af mellem Fader og Søn, og uagtet Dit Tag vil dirre gjennem hele mit Liv.

Du undskylder, at jeg fra den smukke Natur, som det oprindelig havde været min Hensigt at gjøre til Gjenstand for disse Linier ifølge en, forresten ikke uforklarlig Digression er gaaet over til at skizzere min egen Natur og et forløbet Afsnit af mit eget Liv. Af den sidstes. 100Vinter har Du forhaabenligt indseet at jeg kan, hvad jeg vil, ligesom denne Sommer har viist at jeg vil, hvad jeg kan. Jeg har tilmed ved den større Ro, som dette sidste Aar har givet mig, lært at indsee hvormeget Iver og Stadighed hjælper Talentet, og at disse to Ting idetheletaget er et sine qua non og en absolut Betingelse ikke alene for Ens Resultater som Kunstner men ogsaa for hele Livet saavel det ydre som det indre, og samtidigt med at jeg bestandigt har modtaget Dine velvillige Raad og Din practiske Understøttelse og derved groet mere og mere fast i Taknemlighed og Kjærlighed til Dig, har jeg ogsaa kunnet vurdere den utrættelige Arbeidsomhed og Energie hos Dig, der forhen virkede saa trykkende paa mig i min Uvirksomhed, men som nu synes at anspore mig til at modarbeide mit rimeligvis medfødte Hang til æsthetisk Syslen, der i Forening med en vis Given efter for tungsindige Stemninger, altid lod mig føle Modsætningen saa stærkt til Din practiske, driftige, gjennem Livets Skole hærdede Aand. Jeg beder Dig da, saafremt Du føler Dig overbeviist om, at det ikke er et tomt Mundsveir naar jeg forsikkrer Dig, at Du skal faae Glæde og Stolthed af mig som et dygtigt og begavet Menneske, at komme mig imøde paa Halvveien, naar jeg søger Dig ikke alene som en kjærlig Fader, men som en ældre Ven, til hvem jeg uden min gamle Forsagthed og Frygt kan henvende mig, hvem jeg kan meddele Alt, hvad jeg ellers maatte gjemme og indeslutte i mig selv, hvem jeg kan fortælle som til en jevnaldrende Fortrolig om en yndig ung Pige, der bærer et Navn som min Moder og Din første Kjærlighed, som jeg saae her ifjor Efteraar, hvorom Erindringen har fulgt mig og opmuntret mig gjennem Vintrens Arbeide, imod hvem jeg skal stræbe og hige, som Du selv har stræbt og arbeidet mod et lignende Maal uden Andet end Dit Talent og Din Flid, hvem jeg, trods Alt, hvad en Fader af Betænkeligheder kunde indvende, dog vil fortælle den ældre Ven at jeg elsker, saa sandt som den Tid nu er kommen, hvor den unge Mands Sind, trods Alt, hvad han selv har forsøgt at sætte imod, maa bøie sig for den Indflydelses Magt, hvorom skrevet staaer i Platons Symposion, hvorpaa Socrates byggede sit System, hvorover Alcibiades og Shakspeare har holdt de aandrigste Foredrag, og hvorpaa hele Christendommen hviler, og det maaske i en langt mindre abstract Forstand end de lærde Kirkefædre havde antaget.

(H. B.)

7*

Jeg troer ikke at jeg i disse Linier har sagt formeget. Saameget ers. 101vist at jeg før har talt for lidet. Jeg har aldrig længtes saameget efter at nærme mig den, der i Ordets egenlige Forstand er mig den Nærmeste, og jeg føler mig af den Grund overbevist om at min Aabenhjertighed vil fremkalde det Forhold, der dog er det naturligste mellem Fader og Søn, — der være da saa stor Forskjel mellem dem som mulig.

Med mange Hilsner til Hjemmet.

Din hengivne Søn
Holger Drachmann.

Just i det Øjeblik da jeg blev færdig med at afskrive dette lange Brev, som Holger aabenbart selv har haft svært ved at komme tilende med, fik jeg sendende fra Fru Kalkau (Holgers første Hustru) de Breve, i hvilke han meddeler hendes Forældre sin Forlovelse med deres Datter. Det er interessant saaledes at have for sig paa én Gang de fire Breve: til hans Stedmoder, til hans Fader, til lians Svigermoder og til hans Svigerfader. De følger her:

(H. B.)

1