Drachmann, Holger Henrik Herholdt BREV TIL: Drachmann, Andreas Georg FRA: Drachmann, Holger Henrik Herholdt (1876-06-10)

Bozen. 10. Juni 76.

Kære Fader.

Jeg er, efter flere Dages Samraad med min Læge i Florens, og endelig paa hans indstændige Opfordring, reist fra Florens, og er nu som Du sér landet her idag ved min første Station. Jeg er naturligvis meget medtaget af Natteturen, men synes dog at Turen har oplivet mig. I Florens umuliggjorde den tiltagende Hede enhver Fremgang; jeg har spildt 6 Uger i den (fordømte) By, har givet en urimelig Mængde Penge ud til Apothekersager og har faaet at føle hvad det vil sige, ikke at have frit Lægetilsyn. Ligesaa forstemt jeg er over dette Tab af Penge og Tid, ligesaa vel føler jeg mig ved endelig at være kommen afsted. Nu faar vi sé hvad Forandring i Luft og Omgivelser kan gøre paa mig. Foreløbig reiser jeg ganske langsomt frem for at søge mig et Sted, hvor jeg muligvis kan slaa mig ned. Ensomheden piner mig imidlertid og mit Humeur er stadig graat. Det volder mig endnu stort Besvær at skrive, da Smærterne fra Exsudatet stadig sidder i den ene Side. Appetiten er fremdeles yderst ringe men jeg gaar dog noget bedre.

Hvor gerne jeg vilde skrive, at Alt gik fremad, begriber Du jo nok. Saameget staar imidlertid oplivende for mig, at jeg har Florens paa Ryggen, der til Slutningen formelig indgød mig Rædsel.

Jeg er temmelig sløv overfor de fleste Ting, og min Korrespondance maa fuldstændig hvile. Ganske rask bliver jeg vel næppe førend jeg kommer hjem. Jeg længes dennegang efter Hjemmet mere end nogensinde.

Jeg skriver snarest mulig igen.

Mine venligste og hjerteligste Hilsner til Alle.

Din hengivne
Holger Drachmann.