Kære Fader.
Jeg aabner Brevet igen forat vedlægge denne Seddel.
Af mit Telegram idag vil Du se, at jeg har faaet Skrupler. Jeg læste Dit Brev nok en Gang igennem og kom da til at tænke paa den ministerielle Langsomhed og Quæsturvrøvlet, og den — som jeg tror Du vil underskrive med mig — ikke usandsynlige Mulighed faldt mig ind, at Legatets (halve eller hele) Udbetaling trak ud over den Dag, hvor jeg selv var kommen hjem; hvoraf igen kunde følge, at man rent nægtede at betale mig noget *. Endnu er jeg i Udlandet. Saafremt Dit Telegramsvar iaften eller imorgen tidlig er benægtende (ingen Penge endnu) bliver jeg her indtil videre; ellers ved Bestemmelsen.
H.
Der havde været megen Ængstelse for Holger i Hjemmet. Den typhoide Feber, han laa af i Florens, havde han paadraget sig i Venedig, og ved Behandlingen, med Is paa Hovedet og Gennemtræk, havde han yderligere faaet Lungebetændelse. Hans Lunger var i Forvejen ikke stærke, og Fader var meget bekymret for ham. Jeg husker endnu, med hvor stor Bevægelse Fader en Aften sad og læste hans Digt: „Snart er de lyse Nætters Tid forbi —“ han troede da, at det snart skulde være slut med baade lyse Nætter og Dage for Holger. Men han kom jo hjem, langt raskere end vi havde ventet. Han kom hjem til et nyt Afsnit af sit Liv, til en ny stor Lidenskab, som fik lang Rækkevidde.
10*
s. 148Brevene fra denne Rejse, fra Efteraaret 75 til Sommeren 76, synes jeg er nogle af de elskværdigste i hele Samlingen. Tonen overfor Fader er saa naturlig og tillidsfuld, og hans kærlige Udtalelser om Vilhelmine og Barnet synes ægte nok „saa underligt det lyder“ (som han selv siger). Jeg har før nævnet, at vi altid satte Sakuntala-Digtet i „En Overkomplet“ i Forbindelse med Vilhelmine. I det sidste lange Brev fra Florens skriver han om en kommende Digtsamling. Den kom først imod Jul 1877 (Sange ved Havet. — Venezia), og de enkelte Digte har ingen Tidsbetegnelse. Men man kan ikke lade være at søge Sammenhængen mellem nogle af dem og de Tanker, som man efter Brevene kan skønne har optaget ham. Saaledes Digtet:
„Jeg hører i Natten den vuggende
Lyd af Venezias Vand;
Det kommer hidover
Med klagende Vover,
Som nærme sig, langsomt dukkende
Under den buede Bro.
De komme som smaabitte Dværge
Fra Marmorpaladsernes Bjerge
I Rader paa To og To.
De bære en Byrde, de synge en Sang,
En Ligbegængelse er deres Gang;
Stemmerne slaa mig imøde:
Snehvide, Snehvide, Du døde!“
„Jeg øjner i Natten det blændende
Syn af et hvidklædt Barn,
Med voksblege Kinder,
Som drager, som minder,
Som gør, at min Pande bli’r brændende,
Gør, at mit Hjærte bli’r Is.
Det rolige Strøg over Øjet,
Og Hænderne sammenføjet
Om Brystet paa barnlig Vis.
Fra Barmen, som højner sig kysk og ren,
Nedglider en grøn Oleandergren; —
Hvi var det Stemmerne løde:
Snehvide, Snehvide, Du døde!“
Nu, ved Gennemlæsning af Brevene, tænker jeg mig Muligheden af, at Digtet kan være skrevet under Indtrykket af vore Beretninger om Vilhelmines Sygdom. Hendes skønne Ansigt var som skaaret i Elfenben. Hun lignede altid paafaldende Carl Blochs Billede af Jairis. 149Datter; men som hun saa ud i den Tid kunde det have været et Portræt af hende.
Ogsaa i „Sange ved Havet“ er der et Digt, der handler om Død:
„Og da jeg sejled Dit Hus forbi,
Da kunde jeg næppe fatte,
At det var Dig, som gemtes deri,
Den dyreste af mine Skatte.“
„Jeg saa kun Dit Tag. I Aftenens Stund,
Mod Solens synkende Lue,
Det tegnede mørkt mod den glødende Grund
En Kæmpehøjs blaanende Bue.
„Naar Solen den sørgende Jord har forladt
Og slukt under Sø sine Flammer,
Saa ligger Du stille, min dyre Skat,
Gemt i det stensatte Kammer.
„Du venter. Højt paa den vilde Sø
Din Viking tumler med Skuden.
Han har endnu ikke lært sig at dø,
Maa sejle sin Sø Dig foruden.
Det er kun en Gisning, at ogsaa dette Digt kunde være fra den Periode, senere er jeg blevet klar over, at det refererer sig til hans næste store Følelse.
Vilhelmine døde ikke. De levede begge videre for at gaa hver sine Veje, og alle de smukke Følelser, som endnu var tilbage, blev visket ud af nye Følelser og Forhold.
Læser man de Udbrud af Længsel efter Hjemmet, og især efter Havet, i Brevene fra Bozen og Hamburg, saa synes Digtet „Paa Havstokken“ at være født af den, selv om det først er skrevet, da han var ved sit kære Hav. Verset:
„Jeg har været nok paa Rejser,
Tumlet nok i fremmed Land,
Og det bedste, hist jeg lærte,
Var at længes mod min Strand —
svarer da ganske til hans Sindsstemning i Brevene.
Holger kom hjem, efter Bestemmelsen, sidst i Juni og tog ud til Skotterup, samtidig med at vi andre flyttede til Fredensborg for at holde Sommerferie. Men han blev ikke længe i Skotterup. En af mines. 150ældre Søstre har senere fortalt mig, at han havde et Eventyr der, som fik Jorden til at brænde under Fødderne paa ham. Han forelskede sig i en ung Frue, og hun i ham. De mødtes om Aftenen paa Stranden, og en Aften blev hun skræmmet af en Lyd og sagde: „Bare der ikke er Fiskere paa Stranden, som hører os!“ Holger svarede: „Aa, Fiskerne, de Murmeldyr, de sover forlængst!“ Nogle Aftener senere mødtes de igen, og da de havde vanket sammen en lille Tid, dukkede der Skikkelser frem bag Skur og Baade, og der hørtes et ubehageligt Kor: „Murmeldyrene sover ikke, Murmeldyrene vaager!“ Saa den Gang flygtede Holger for sine ellers saa trofaste Venner.
Han tog, saa vidt jeg husker, ind paa Esrom Kro, og herfra besøgte han os jevnlig. Her voldte han os snart en stor Forskrækkelse. Vi havde ikke set ham nogle Dage, hvad der ikke var noget mærkeligt i; havde han først rigtig fat paa et Arbejde, var det rimeligt, han holdt sig for sig selv. Men der kom et Bud fra Gæstgivergaarden, at Hr. Drachmann var gaaet en Tur for et Par Dage siden; han havde slet ikke talt om, at han vilde blive borte Natten over; men nu var der gaaet 2—3 Dage, og der var intetsomhelst hørt til ham. Om han var hos os? Fader blev meget ængstelig. Holgers Lunger var knap nok kommet sig efter den haarde Sygdom i Italien. Som ganske ung havde han spyttet Blod, og det var ikke umuligt, at han kunde have faaet en Blodstyrtning, medens han strejfede om i Skovene. I Grib Skov kunde der være mangt et Sted, hvor der ikke kom et Menneske i lange Tider. Fantasi havde vi alle nok af, og jeg husker godt den Nat, hvor jeg laa og tænkte mig Holger syg og hjælpeløs i et eller andet Vildnis. Angsten varede ikke længe, for næste Dag stod han sund og solbrændt i vor Dagligstue. „Han var faldet ind hos gode Venner, Proprietær Thalbitzers paa „Lottesminde“.“