Drachmann, Holger Henrik Herholdt BREV TIL: Drachmann, Andreas Georg FRA: Drachmann, Holger Henrik Herholdt (1883-01-03)

Roeskilde.
3 Januar 83.

Kære Fader.

Da jeg har afknappet mine Besøg i Byen til den kortest mulige Tid og saaledes ikke har faaet Lejlighed til personlig at bringe Dig mine Nytaarshilsener, beder jeg Dig herved modtage dem skriftligt.

Muligvis vil Aaret bringe mig en Sejer paa Scenen. I saa Fald véd jeg, at ingen vil glæde sig mere derover, end Du.

Og selv om Sejren ikke bliver afgørende, og selv om der Aar efter Aar maa leveres Træfninger, der skulle befæste min Stilling, indtil den bliver uomtvistelig, saa véd jeg, at Du vil glæde Dig for hvert dygtigt leveret Arbejde fra min Haand — saa længe som det nu er Dig forundt at glæde dig over hvad man kan høre eller se sig til.

Det er det afgørende i Forholdet mellem Fader og Søn, at den sidste kan sende den første en saadan Nytaarshilsen: Gid jeg stadig maa bruge mine Evner saaledes, at Du indtil det sidste maa have Glæde af deres Anvendelse.

Naar ethvert Slægtled, gennem Udvikling og Modenhed, kunde gøre sig dette til Motto, saa vilde ethvert Nytaar blive et glædeligt.

Modtag mine og mit Hjems kærligste Hilsner.

Din
Holger

s. 227Den Teatersucces, som Holger haabede paa, var „Strandbyfolk“. Paa én Maade opnaaede han den ogsaa. D. v. s. ved den første Opførelse faldt Stykket nærmest igennem. Der var en meget mat Stemning over hele Teatret, og saadan var det vist det første Par Gange 1. Men saa begyndte Folk at more sig over Olaf Poulsens overdaadige Spil som Ole Ras, og efterhaanden morede hele Stykket. Kong Christian d. 9de gik i Teatret hver Gang det blev spillet, saa henrykt var han over Ole Ras, og der var fuldt Hus til Stadighed. Hvad man nu ellers vil mene om Stykket, saa gav det Anledning til en overordentlig morsom Fest, som neppe er glemt af nogen af de nulevende Deltagere. Holger havde paa Forhaand inviteret alle de Optrædende ud til Roeskilde nogle Dage efter den første Opførelse. Nu var det jo saa langt fra at have været nogen Sejr, men Gildet skulde jo holdes alligevel. Skuespillerne havde ansøgt Kammerherre Fallesen om at faa Tilladelse til at blive borte om Aftenen; men det blev allernaadigst afslaaet. Der var nok ansat en Opera, men der kunde jo ske Forandring, og de havde at være i Byen senest Kl. 5. Altsaa maatte det være en tidlig Frokost; de skulde forlade Roeskilde Kl. 3, og nogen Tid skulde man da have at forlyste sig i. Vi var bedt med allesammen hjemmefra og mange andre af Holgers Venner. Det var et muntert Selskab, der mødtes paa Københavns Banegaard den tidlige Formiddag. Hvormange mon jeg nu kan huske af Deltagerne? Af Skuespillere var der: Olaf Poulsen, Emil Poulsen, Jerndorff, Zangenberg, Fru Hennings (med Mand og ung Søster), Frk. Betzonick (senere Fru Stephan Sinding), Frk. Anthonsen. Jeg husker ikke Fru Hilmer, men hun maa vel have været med, da hun spillede Mad. Røntved. Saa var der William Bloch, Otto Borchsenius, Hr. og Fru Xylograf Hendriksen, Hr. og Fru Pietro Krohn, Schandorphs, Alexander Kielland og Frue, Kröyer, Michael og Anna Ancher, Otto Benzon, Wiese. Der var ogsaa en svensk Maler; jeg tror, han hed Boeck. Paa Roskilde Banegaard blev vi modtaget med den Besked, at Fru Drachmann ikke vilde have os lige strax, vi maatte først gaa hen at se Domkirken. Olaf Poulsen førte an og agerede Cicerone. Jeg er bange for, det kneb lidt med Andagten. Vi var da ikke helt alvorlige oppe ved de morsomme gamle Munkestole. Da vi skulde gaa ud af Kirken, kunde vi ikke finde Zangenberg. Olaf saa meget bekymret ud: „Bare han ikke har fundet Altervinen, saa kommer han aldrig igen.“

Paa Palæet var der festlig smykket. I Spisesalen havde de blændets. 228Vinduerne, da der mentes at blive mere Stemning ved kunstigt Lys. Og Stemningen manglede sandelig ikke. Det gik noget ud over Holger med Condolence i Anledning af Stykkets kranke Lykke; men han var bred og glad og feststemt. Kröyer var ellevild. Jeg kan huske min Forbavselse, da han afvexlende kyssede de to Damer, der sad tilhøjre og tilvenstre for ham. Men det generede ikke Damerne, og saa kunde det jo være det samme. Min Søster Martha, som var lige 17 Aar, havde faaet den svenske Maler tilbords. Han bad hende sige ham, hvem de forskellige var. Inden jeg gaar videre i Historien, maa jeg bemærke, at hun ikke vidste, hvad en Maage hedder paa Svensk. Hun viste ham bl. andre Anna Ancher. „Aa, sagde hendes Kavalér, „det är henne med Måsen!“ Martha blev rød i Hovedet og saa forbavset ud; men han forklarede videre: „en gammal Kar, som plockar en måse.“ Saa klarede hun op og fortsatte med Paavisningen. Jeg havde William Bloch tilbords og morede mig dejligt, og det syntes alle at gøre. Da Lystigheden var størst, trak Olaf Poulsen frem under sin Stol den Harmonika, som Ole Ras trakterer i Stykket, og begyndte at synge en Parodi paa Sangen i „Strandbyfolk“, skrevet af Otto Benzon.

15*

Min Broder, A. B., syntes, at der skulde gøres Stads af Emmy, som klarede det hele saa smukt. Han var nylig kommet hjem fra et Aars Studieophold ved Strassburgs Universitet og var vant til tyske Studenters muntre Knejpeliv. Han foreslog, at vi skulde „rive en Salamander“ til Værtindens Ære. Det var nu lidt naivt, for hvad tyske Ølkrus kan taale svarer jo ikke helt til, hvad danske Vinglas holder til. Der var da ogsaa adskillige Glasstilke, som knak. Men Emmy tog det bredt: „hvor der handles, dér spildes“. Det forstyrrede aldeles ikke Stemningen.

Efter Bordet dansede vi, med Respekt at melde, i Kirkesalen. Jeg var i Kvadrille med Kielland, og han var den samme Kurmager som altid.

Nu var egentlig Øjeblikket til Opbrud kommet for Skuespillerne, men de morede sig altfor herligt. De lod Tiden gaa lidt over Afgangstid, og saa telegraferede de til Kammerherre Fallesen, at de var kommet for sent til Toget, om de skulde tage Extratog. Hans Svar blev refereret: „Rejs ad H. . . . til!“ Men det var vistnok Olaf Poulsen, der læste Telegrammet.

Saa vilde Olaf „paa Bjerget“, og en Skare af os gik med i den lyse Foraarseftermiddag, naturligvis med ham og alle hans Løjer som Midtpunkt. Vi kom til en lille Beværtningshave med Keglebane, og dér gik vi ind og spillede Kegler. Jeg havde nu sluttet mig til Jerndorff og Fru Hennings’ nydelige unge Søster „Klamakken“ kaldet. Hun udmærkede sig særligt, og Jerndorff, som var hendes Spillelærer, sagde: „Véd du hvad, Klamakken! Dit Anslag paa en Keglebane er fuldt saa godt som paa Klaveret.“

Det mørknedes, inden vi kom hjem, og Palæet var fuldt oplyst.s. 229Hvor Emmy skaffede Aftensmad fra til alle de Mennesker, véd jeg ikke, men vi led sandelig ingen Nød.

Tilsidst sang Jerndorff for os, henrivende! Bertran de Borns Sange og meget andet. Jeg husker, at Borchsenius hoppede henrykt omkring og raabte: „I Kvinder! Hvorfor omfavner I ham ikke? Hvorfor kysser I ham ikke?“ Der var vist flere, end den blufærdige Jerndorff brød sig om, der fulgte Opfordringen.

Saa sluttede denne straalende Dag, som ingen af dem, der var saa lykkelige at være med, nogensinde glemte.

Kort Tid efter, da Bøgen stod i Udspring, blev jeg bedt derud paa et længere Ophold. Hvor havde vi det yndigt! Et lykkeligere Familieliv har jeg aldrig set. Om Morgenen gik jeg Tur med Holger. Han var, saa underligt det lyder, hele Livet meget genért. „Jeg kan ikke fordrage at gaa alene, for alle Folk glor paa mig, men naar jeg gaar og snakker med dig, glemmer jeg det.“

Senere paa Dagen, naar han sad ved sit Arbejde, var Emmy og jeg hele Tiden sammen med Børnene, og Dagen sluttede gerne med, at Holger læste op for os, noget af det han i Øjeblikket arbejdede paa.

Hen paa Efteraaret var jeg atter en Stund hos dem, men da var Jorden begyndt at brænde under Fødderne paa Holger. Det var jo hans saakaldte „Frafaldstid“. Han havde sagt sig løs fra politiske og litterære „Partier“. Der er ingen Tvivl om, at han maatte gaa den Vej. Men et bittert, personligt Had gjorde, at han kom til at gaa den mindre værdigt, end vi kunde have ønsket. Der var kommet Blod imellem ham og Edvard Brandes. Om Konfliktens Natur kan tildels læses i „Ostende—Brügge“.

„Europæerneü, det radikale Parti, gav ham unægtelig raat for usødet. Der var et Casino-Møde, jeg husker ikke bestemt Tidspunktet, hvor den hele „Meute“ faldt over den stakkels Hjort. En „elskværdig“ Slægtning, hvis Navn jeg ikke vil nævne, kom efter Mødet op til min Fader og sagde hoverende: „Din Søn blev behandlet fuldstændig „en canaille“. Og canaille var han dog ikke.

Det var ved det samme Møde, at vor elskelige Ven, Dr. Pingel, erklærede, at Holger burde forfølges som en afskyelig Skruptudse. (Min Moder sagde: „Som om Pingel nogensinde vilde forfølge en Skruptudse!“). — Og nu maa jeg springe nogle Aar frem i Tiden. I min lille Nekrolog over Holger (Tilskueren. Febr. 1908) havde jeg desværre citeret Pingels Udtalelse (Til min Undskyldning maa jeg sige, at jeg i de sidste Aar havde sét meget lidt til Pingel, saa at jeg ikke vidste, i hvilken Grad hans Syn paa Holger havde forandret sig). Fra hans Søster fik jeg strax et bedrøvet Brev, hvori hun skrev, at hendes Broder tog sig meget nær, at „det dummeste af alt det dumme, han havde sagt i sit Liv“, nu skulde staa paa Prent.

Jeg gik derud samme Dag og gjorde Afbigt og fik saa, vistnok allerede næste Dag, følgende Brev:

s. 230Trianglen 9/2 08

Kjære Fru H. Bentzon!

Vil De tillade mig at sende Dem en Afskrift af nogle Linjer, som jeg sendte Deres Broder Holger paa hans Fødselsdag d. 9de Oct. 1906, og hvori jeg søgte at udtale mine Følelser overfor ham, saaledes som de har formet sig gjennem mange Aar og antaget deres endelige Skikkelse. Jeg skrev: „Kjære Drachmann! Mellem alle de Samtidige af Navn, som jeg har staaet i personlig Forbindelse med, er Du mig langt den største og mægtigste. Gjennem den Indflydelse, som Din Digtning har øvet paa mig og mit Liv, prøver jeg at maale den Indflydelse, som Du ned gjennem Tiderne vil øve paa vort Folk og dets Liv, og jeg takker og priser Dig af hele min Sjæl. Din hengivne V. Pingel.“

Hvis De, kjære Frue, skulde synes, at disse Ord bære Oprigtighedens og Sandhedens Præg, beder jeg Dem bevare dem som en Erindring om en af Deres Broders og Deres Families Venner.

V. Pingel

Dette Brev har lige siden ligget paa ét bestemt Sted blandt Holgers Breve, og jeg er glad over at kunne citere det her og derved bøde paa den Uret, jeg begik imod min kære gamle Ven ved i min Artikel at gentage hans Ord fra Casinomødet.

Men tilbage til Efteraaret 1883. Der blev bl. a. i den radikale Presse udtalt, at Holger for første Gang havde leflet for Publikum (maaske var Udtrykket ikke saa stærkt), da han skrev „Derovre fra Grænsen“. Holger læste det en Dag inde hos os og sagde bittert: „Er nogen af mine Bøger født, da er det den!“ Sligt kunde jo nok kaste min karaktersvage Broder over i den nationalliberale Lejr — hvor vi nødig saa ham.

Hørup ønskede sikkert ikke, at Holger skulde rakkes ned i hans Blad. Man valgte at tie ham ihjel. Om de kunde forsvare det overfor Holger, er et Spørgsmaal for sig. Men at de overfor deres Læsere kunde forsvare ikke at nævne hans Navn i lange Tider, det vil jeg bestemt benægte.

Saa rejste Holger da til Udlandet, delt mellem det Had, som desværre blev hans Ledestjerne i altfor høj Grad, og et Væld af gryende, ægte Følelser. — Edvard Brandes var for ham i de Aar, hvad Carl d. 1stes Hoved var for stakkels Mr. Dick i „David Copperfield“. Overalt dukkede han frem, selv i det dejlige Digt paa Grundtvigs Hundredaarsdag: „Her, hvor de store Floder falder i Havet. — —“ Hans Had drev ham endogsaa over i den Følelse, som det smerter mig mest af alt at finde hos dem, jeg holder af: Antisemitisme. Jeg lagde visselig ikke Fingrene imellem, naar vi kom til at tale om de Dele.

Men samtidig groede hans Kærlighed til Danmark og ogsaa en vis Religiøsitet, som han egentlig altid har haft fremfor os andre Søskende (paa én Undtagelse nær).

s. 231Naar man læser Slutningsstrophen i „Jeg vaagner om Natten og skriger — —“

„I Daarer, hvad evner den skriftkloge Mand?
„Gak ud ved den store, den ensomme Strand,
„hvor Prunk og hvor Præk blev begravet:
„dér gribes hver Barm af det evige Ord,
„dér taler Messias om Himmel og Jord,
„dér kommer han til os paa Havet.

Eller i samme Samling (Svend Trøst: „Gamle Guder og Nye“) sidste Strophe af „Illusioner“

„Kom Silkepræsters Pjaltegud,
„Daglejersektens Kongebarn:
„lær mig det store, svære Bud
„at elske Jord- og Støv- og Skarn.“

Eller Bjergsalmen (i „Fjeldsange og Eventyr“)

„Javist var det Kristusbilled
„baade gammelt og grimt at se,
„knap var af Træsniderkunsten
„et tarveligt Glimt at se,
„men barnlige Hænder i Gave
„havde, med rørende Sans
„for Smaablomsters fineste Farver,
„om Sømnaglen vundet en Krans.

„Dér sukked de hvide Bellis
„ved Guldakelejernes Bryst
„og Gøgeurternes Læber
„rødmed med hviskende Røst,
„Forglemmigejernes Øjne,
„dugget af Perler smaa
„bedende op mod det stakkels
„Træsniderkunstværk saa.

„Javist er vort Gudebilled
„til Tider et tarveligt nok,
„men „Noget“ rører sig hos os —
„det Noget er arveligt nok:
„med Øje for Blomsternes Farver
„og Øre for Blomsternes Sprog
„vi hænger vor Bøn i Gave
„paa en rusten Sømnagles Krog.

s. 232— har man da Ret til at mene, at dette var Udslag af personligt Had eller af Trang til at lefle for Publikum? 1

Holger og Viggo Hørup blev fuldkomment forsonede. De havde jo i de unge Dage været for Brødre at regne og har altid holdt af hinanden. G. B. og Holger trykkede hinandens Hænder over min Faders Grav. Jeg tror, at G. B. da rakte sin Haand til Holger som vor Faders Søn. Jeg véd, at Holger trykkede Ungdomsvennens Haand; derom vidner Brevene tilstrækkelig. Men at en Ven kunde krænke ham som Jøde, det kunde hverken han eller gamle Fru Brandes tilgive. Mon man ikke bør se denne Form for Uforsonlighed i det mildest mulige Lys?

Om Pingel taler Holger smukt (til Trods for ,,Skruptudsen“). Jeg véd ikke, om Holger og Edv. Br. overhovedet fik noget at gøre med hinanden efter Bruddet. Nærmest tror jeg, de har ignoreret hinandens Existens.

Og saa gaar vi altsaa videre med Brevene, som nu er fra Udlandet.