Drachmann, Holger Henrik Herholdt BREV TIL: Drachmann, Andreas Georg FRA: Drachmann, Holger Henrik Herholdt (1884-03-19)

Villa Métropole Nizza. 19 Marts 84

Kære Fader.

Jeg er igaar vendt tilbage hertil efter en Uges Ophold i Rom — 8 Dage, der har været saa indholdsrige som otte Uger og som yderligere har indblæst i mig noget af den Aand, jeg drog ud for at tilegne mig: det store, uafhængige Syn paa Menneskehedens Historie og de enkelte Individers Skæbner.

Jeg har ventet med at skrive hjem til Jer, indtil en saadan ubetinget frisk Luftning kom over mig. Mit Sind var jo i høj Grad medtaget af den sidste Campagne derhjemme, da jeg rejste bort, og det blev ikke bedre da jeg undervejs anskaffede mig en fordømt Brystforkølelse, som holdt mig sengeliggende her i 14 Dage.

At gaa til Montreux viste sig straks som en Urimelighed — for ikke at sige Umulighed — da vi kom igennem Schweiz. Der var fuldstændig Vinter overalt, og flere Rejsende, som Emmy og jeg talte med, fraraadede paa det bestemteste Montreux som et Sted, hvor man ikke saa’ Solen førend hen i April og hvor der i det Hele var mange Mennesker, faae Spasereveje og grænseløst kedsommeligt.

s. 233Nuvel, jeg skal ikke fremhæve Nizza paa Mx’s Bekostning. Tværtimod. Men Nizza forskaffede os to Ting, der særlig i vor første sygelige Periode kom os vel tilpas, nogle brave og elskværdige Menneskers Selskab, nemlig Zernichows, og saa forresten Solskin og mange Blomster. Forøvrigt er Nizza et Hul — ganske saaledes som Du beskrev det; men jeg gottede mig i Stilhed hver Gang de herværende Englændere og Franskmænd gav Beskrivelser tilbedste gf et Vinterophold ved Lac Leman. Jeg tror ikke, at det ene Sted har noget at lade det andet høre.

Men nok herom. Da jeg var kommen nogenlunde til Hægterne igen, fik jeg mig et særskilt Værelse, med en god Porcellænsovn og Udsigt over Havet imod Antibes. Børnene kunde være ude hele Dagen, Emmy havde sin Søster her til Selskab, og jeg arbejdede — Alt var saare vel, og saaledes gled Februar Maaned. Jeg maatte da sande, at min Bortrejse (trods de forskellige Smaavanskeligheder) var noget af det bedste, jeg i lang Tid havde fundet paa. Efter nogle Dønninger fra den sidste Storm blev det lidt efter lidt Havblik i mit Gemyt; Børnene og Emmy havde jeg omkring mig, Ingen skrev til os, og vi til ingen, vi saa’ ingen Blade, hørte intet til Vrøvlet derhjemme, interesserede os ikke for Vrøvlet derude — kort sagt, Tilstanden var olympisk, saa meget mere som den brave Mlle Gaborel her i Pensionen leverede os rigelig Spise og Drikke.

Jeg gjorde en overordenlig fornøjelig og frisk Indledningsartikel færdig til Pragtværket „Danmark“, som udkommer hos P. G. Philipsen, og derpaa gav jeg mig i Lag med Omstøbningen og Gennemarbejdelsen af „Puppe og Sommerfugl“, der nu (med Bjørn Bjørnsons tekniske Plan som Fundament) er blevet en 4 Akts Komedie med stærkt spændt dramatisk Virkning og nogle ganske gode Scener fra et moderne Kunstnerinteriør. Det bliver oversat i Hamborg og vil formodenlig blive spillet paa de tyske Scener til næste Sæson — og „maaske“ i Norden ogsaa, i ethvert Fald i Stokholm.

Da Tæppet var faldet i sidste Akt, snørte jeg — nej det var nok Emmy — min Koffert, og i Selskab med Zernichows gik jeg ombord paa en Damper herfra til Genua og videre ad Jærnvej over Spezia til den evige Stad.

Det var min Hensigt netop dette, at tage Rom i en eneste stor Mundfuld, et eneste dybt Drag af dette vældige Drikkekar, hvori Verdenshistoriens. 234har hældt hele sin Berusning, baade hedensk, barbarisk og kristelig — og hvori der selvfølgelig er Bærme paa Bunden.

Hvad Bærmen angaar, da lod jeg den ligge. Jeg drak mig sund og styrket, begejstret og paa samme Tid saa sælsom „rolig“, og jeg er nu vendt tilbage derfra med noget lifligt noget paa Tungen, som højst sandsynligt vil ytre sig i et Arbejde, der hverken bliver Polemik eller Kritik — et Arbejde, hvori jeg dog en Gang vil forsøge at vise disse kedsommelige Mellembestemmelser derhjemme („Højre“ og „Venstre“) hvad Historie er, hvad Lidenskab er, hvad Hjærte, hvad Elskov, hvad Ærgerrighed osv — kort sagt, jeg vil tage mig selv ved Haarene, rykke mig ivejret op paa en af de „evige“ Høje og blive deroppe saa længe indtil jeg aldeles har glemt Tilstedeværelsen af alle elendige literære og politiske Partier derhjemme, der dog naar Alt kommer til Alt ikke er saa meget værd som den Fidibus hvorved en beaandet og begejstret Kunstner tænder sin Arbejdspibe.

Dette lærte den evige Stad mig blandt andet.

Forøvrigt rejser vi herfra paa Lørdag. Jeg vil til Korsica og derfra gaar vi med begge Familier over Genua til Venedig; dernæst op til Søerne, og, naar Varmen kommer, da til Bjærgene. Herom har Emmy vist allerede skrevet til Harriet, ligesom hun formodenlig har meddelt noget om Brevenes Adresse etc. Vil Du hilse Harriet og hendes Hjærtenskær og ønske hjærteligst til Lykke. Hvad samme Hjærtenskær angaar, da har han skrevet et Brev hertil, hvori han paa en meget elskværdig Maade søger at gøre Rede for et af Ernas æsthetiske Selskaber og en lille „Scene“ deri. Jeg forstaar ikke meget deraf, og jeg synes ikke at Sagen er meget magtpaaliggende. Hvis Du i din Tale har givet Georg Br. en lille Opmuntring, da under jeg ham den af fuldt Hjærte. Mine Følelser overfor ham ere altid vedblivende Vennens — om vi end maaske i lange Tider ikke faar personligt noget med hinanden at gøre. Det er ikke mod ham, det er mod den misbrugte Bevægelse, som han har rejst, at jeg har rettet mine Angreb. Jeg synes, at han staar stille; — det forekommer mig, at jeg udvikler mig. Her ligger vor Differens.

Og saa forøvrigt Levvel. Jeg tror at Emmy har meddelt Detaillerne af vort Ophold her. Jeg vilde ønske, at jeg kunde sende hele Familien i Bredgade ret meget af den Sol, den Fortrøstning til Sommeren og det Haab om en god Vinter, som nu fylder mig, til Brug for Eders snarlige Opbrud og Udflytning fra Hovedstaden.

s. 235Lykken ligger naturligvis hverken i Rom, i Fredensborg, i Roeskilde eller andetsteds. Det var altfor nemt, hvis den kunde findes geografisk. Den ligger formodenlig dér, hvor man selv virker sundest, oprindeligst og mest helt.

Altsaa, til Lykke i Fredensborg! for Dig og Jer Alle.

Hjærteligste Hilsener fra alle Børnene
ved Din hengivne
Holger Drachmann.

Zernichows: Emmys yngste Søster, Dagmar, var gift med den norske Skibsrheder, v. Zernichow. Hun var, ligesom Søsteren, Polly, blevet gift 16 Aar gammel. Ægteparret skulde begynde med at bo i U.S.A. (jeg husker ikke bestemt hvilken By). Paa Grund af Brudens store Ungdom fulgte Emmy med og boede hos dem de første Maaneder. De to Søstre stod hinanden meget nær.

Dagmar Zernichow, som nu bor her i Danmark, er den eneste, der lever af den store Søskendeflok. Hun var — og er — en stor Skønhed.

Det kommende Værk, som Holger omtaler, maa være „Alkibiades“.

Saa kommer der senere i Brevet en Passus, som begynder: „Vil Du hilse Harriet og hendes Hjærtenskær —

Dette refererer sig til, at vi alle havde været indbudt til en Fest hos Erna paa hendes Fødselsdag d. 5te Marts. Erna tog sig i denne Tid Holgers „Frafald“ meget nær. Hun havde ved denne Lejlighed inviteret forskellige litterære Spidser, bl. a. Georg Brandes. Hele Arrangementet var meget festligt. Det begyndte med, at Schandorph oplæste sin Fortælling: „Da Stine blev Gaardmandskone“. Den blev ledsaget af Tableauer, som vor Fætter, Teatermaler Fritz Stæhr-Olsen, havde sat i Scene, og hvori Martha og jeg figurerede. Men allermest var det Erna magtpaaligende at glæde Georg Brandes, og lige før Bordet bad hun Fader om at holde Tale for ham. Fader gjorde det med smukke og diskrete Ord, og G. B. svarede. Af Svaret husker jeg kun, at han raillerede over Holgers Ophold i Nizza, da han ikke saa nogen nævneværdig Forskel paa det forkætrede Ostende og det ligesaa mondæne Nizza, (lidt letkøbt, synes jeg).

I sine Livserindringer omtaler Brandes denne Fest og ytrer saa stor Glæde over Faders Tale, at man maa røres derover. Gerne under jeg ham den Glæde. Men paa den anden Side: vi i det gamle Hjem ønskede ikke, at Holger ad anden Vej skulde høre om dette Optrin. Først skrev da min Broder, A. B. et Brev derom, som imidlertid ikke rigtig behagede Fader, og saa syntes vi, at min Forlovede, Povl Bentzon, som var den mest neutrale Person, og som alligevel skulde skrive derned og takke for Emmys bjertelige Lykønskning, hellere maatte overtage Hvervet.

Holgers Svar er jo kun smukt og elskværdigt.

s. 236Slutningen af Brevet hentyder til, at min Fader nu opgav sin Praxis, og at vi i det tidlige Foraar flyttede ud paa Vexebogaarden ved Fredénsborg, hvor mine Forældre havde et herligt Hjem et Par Aar, og hvor jeg blev til mit Bryllup det følgende Aar.