Lørdag den 16de August,
Det vidtløftige Slot Peterhof, som blev bygget af Peter I og udvidet af hans Datter Elisabeth, staar ligesom St. James Palladset egentlig kun til Stads. I vidtløftige Parkanlæg ligge rundt omkring Slottet de Villaer og Landsteder, som den kejserlige Familie og deres Gjæster bebo. I et af disse Huse bo nu Prins Hohenzollern, Heinz, Katte og jeg.
Jeg har et smukt, rummeligt Værelse med en venlig Udsigt til det Grønne og, hvad der her i den kolde Egn er uvurderligt, som ligger paa Solsiden. Alligevel har jeg inat maattet tage min Kappe til Hjælp.
Strax efter Ankomsten fik jeg Besøg af Grev Münster og den Prinsen *) adjungerede s. 11kejserlige Fløjadjutant von Mirbach. Der var Marechalstaffel (Vaabenfrakke uden Kaarde); jeg traf dér vor Gesandt Werther og den unge Grev Werther-Beuchlingen, som du kjender. Efter Bordet var der Præsentation.
Kaffen nød vi paa Slottets Balkon, hvorfra man har en herlig Udsigt til den Række prægtige Vandspring, som findes foran hele den betydelige Façade, og som idetmindste har den Fordel, at de ikke blive drevne med Damp, men komme fra en naturlig og rig Kilde.
Efterat Taflet var hævet, kom paa en oprakt Finger strax min Iswoschtschick (Kusk) springende, greb Tøjlerne, som han førte med langt udstrakte Hænder, satte sig paa Tøjleenderne, lænede sig tilbage, og afsted gik det i skarpeste Trav i den aabne Droschke gjennem de vidtløftige Anlæg om Peterhof.
Archimedes søgte et Støttepunkt udenfor Jorden for at løfte den ud af sin Bane. Peter den Store fandt det for sine Reformer i de af ham erobrede Provinser. Dér byggede han sin s. 12europæiske Stad og, da den var færdig, Peterhof for at se, hvorledes den tog sig ud.
Slottet er en temmelig vidtløftig treetages Bygning i fransk Stil. Den staar ved Gallerier i Forbindelse med to Pavilloner. Farven, Gult og Rødt, svarer til Tagets Jernblik og Kuplernes rige Forgyldning. Bygningen staar paa en omtrent fyrretyve Fod høj Terrasse, der dannes af Terrainets naturlige Skraaning mod den finske Bugt. Det omtrent tusind Fod brede Rum til den egentlige Strandbred udfyldes af Parkanlæg. Ligefor Slottets Midte fører et bredt muret Bassin til Landgangstrappen ved Havet, paa begge Sider omgivet med en Række Springvand, der saaledes danne en højst ejendommelig Allé af Vandstraaler. Langs disse løbe Gangene og Vejene, og det Hele omgives af høje sorte Graner, mellem hvilke man ser ud over denne Forgrund til Søen og i Horizonten skimter den finske Kyst. Hele Arrangementet gjør et overraskende Indtryk.
Ogsaa Parken er ret smuk og faar sin ejendommelige Karakter ved de talrige Vandspring. De største Straaler, ogsaa de foran Grotten midt for Slottet, kunne vel være af Tykkelse som en Arm og springe vel omtrent en halvtreds eller tredsindstyve Fod højt; de s. 13ere altsaa hverken at sammenligne med Wilhelm- höhes eller Sanssoucis. Men der er et uendeligt Antal af dem. Overalt i Træernes Skygge plasker og bruser det ud af Templer og Statuer i Kaskader og Bassiner.
Grønsværet er ganske vist ikke det naturlige Fløjl som ved Windsor eller det kunstige som ved Glienicke *), men det er dog frisk og grønt. Træsorterne repræsenteres af Ellen, Pilen, Fyrren og især af Birken med sin hvide Stamme, Egen er sjelden, Linden og Elmetræet ere plantede og opelskede. De skarlagenrøde Rønnebær træde istedetfor blomstrende Smaabuske. Stokroser, Georginer, disse melankolske Efteraarsbebudere, inden det endnu var Sommer, ere de eneste Blomster, som sprede lidt Farvevexel i det fremherskende Grønne. Alle de øvrige Planter ere exotiske. Man mærker rigtignok paa Vegetationen, at vi her bo netop dobbelt saa nær ved Polen som ved Æqvator.
Det som jeg synes bedst om ved denne Park, og som har overrasket mig mest, er en virkelig tysk Bæk, som skummer ned over store Granitblokke. Saa meget Fald havde jeg ikke ventet at finde i det flade Rusland ligefra Waldai til Havfladen.
s. 14Det har altid været mig ubegribeligt, hvorfor Havekunstnerne absolut ville anlægge Vandfald istedetfor at benytte de møjsommelig dannede Fald til at frembringe en rislende og plaskende Bæk. Saadan en forpint Bæk skal nu springe over et Brædt ned i en sex Fod dyb Afgrund for saa at liste sig flov videre, medens den ikke rigtig véd, hvor den skal hen, om den maaske ikke skal løbe op ad Bakke igjen. Der mangler blot, at Katarakten først skal slippes løs, naar Tilskueren staar der med højt optrukne Bryn for at falde i Forbavselse.
Bækken i Peterhof er Natur, og hvis Forellen kan finde sig i tredsindstyve Graders nordlig Bredde, saa er her et Sted for den. Højere oppe har man stemmet de vandrige Løb op til hele Søer, som ere omgivne med Træer og tildels meget smukke Landsteder.
Hver har her bygget efter sit eget Hoved og sin egen Smag. Der findes italienske Villaer med de karakteristiske firkantede Taarne, flade Tage, fritstaaende Trapper, Verandaer og Statuer; saa kommer et manor i sachsisk-normannisk Stil, med svære Gavle, fremspringende Karnapper og brede Vinduer; fra en Birkeskov titter et Schweizerhus frem med sin hvide Gavl og udskaarne Balkon. De floste Huse ere s. 15imidlertid af Træ, bedækkede med Jernblik, som oftest malet rødt eller især grønt. Alle ere mer eller mindre beregnede paa en Sommer, der ikke altid indtræffer, og som iaar synes betænkt paa ganske at udeblive. Den Dag, vi landede, var næsten den eneste rigtig smukke Sommerdag, som vi have havt her.
Man kjører overhovedet ikke ud i Rusland uden at have sin Kappe med, og ogsaa vort Klima er af den Beskaffenhed, at vi burde gjøre os dette til Regel. Thi hvad enten Vejret er godt eller daarligt, kommer Kappen til Nytte enten mod Støv eller mod Regn.
Jeg svøbte mig altsaa i min lune Kappe og vendte nu hjem efterat have raabt mit „domoi“, ellers havde min Iswoschtschik jaget til St. Petersborg med mig.
Idag, den 16de August, have vi knap 10 Graders Varme. Næsten alle Mennesker have Ild i Kaminen, men da jeg ikke kan bekvemme mig til at lade fyre i, er jeg trukket i Vinterdragten. General Schreckenstein, der boer i Stueetagen, har ladet lægge i Kaminen. Det regner fra den graa Himmel, og Blæsten gratulerer os til, at vi befinde os paa Landjorden.
Dagen blev udfyldt med et Besøg hos den kejserlige Familie. Vi »rejste« paa Visitter; s. 16thi Strelna, hvor Storfyrst Constantin boer, ligger halvanden tyske Mil fra Peterhof i Retning af St. Petersborg, medens Sergmosch, Storfyrstinde Maries *) Palais, ligger nogle Werster i modsat Retning ad Oranienbaum til.
Efterat hele Prinsens Følge og de til Sammes Tjeneste befalede russiske Herrer, General Mansurof og Oberst Mürbach, havde samlet sig, kjørte vi først til Kejseren, der har taget Bolig i en lille, meget tarvelig Cottage. Ministrene Dolgoruki, Perofski og Grev Schuwalof kom med deres Portefeuiller ned ad en lille Trappe, derpaa viste Kejseren sig selv.
Han gjorde et meget behageligt Indtryk paa mig. Han har ikke den plastiske Skjønhed som hans Fader, heller ikke har han dennes Marmorstrenghed, men han er en sjelden velskabt Mand af en majestætisk Holdning. Han ser noget angrebet ud, og troligt er det, at Begivenhederne have præget en Alvor i hans ædle Træk, der kontrasterer med det velvillige Udtryk i hans store Øje. I ingen Nation er Monarkens Personlighed af større Vægt end i s. 17Rusland, thi intetsteds er en mere uindskrænket Magt lagt i hans Hænder end her.
Alexander har ved sin Tronbestigelse *) fundet Europa i Vaaben mod sig, og han har i det Indre af sit umaadelige Rige Forbedringer at gjennemføre, som nok kunne trænge til en fast Hand; skulde han da ikke gaa sin store Opgave imøde med Alvor?
Prinsen forestillede os enkeltvis, og Kejseren forstod med stor Lethed at sige Enhver af os noget Passende. Han taler fuldkommen flydende og korrekt Tysk og Fransk og har et ualmindelig værdigt og dog forbindtligt Væsen.
Derfra gik Rejsen til Alexandra, et smagfuldt men meget lille Landsted, hvor Kejser Nikolaus dog engang har boet med hele sin talrige Familie. Siden have Børnene faaet deres egen Husstand, kun Enken og den yngste Søn ere endnu forblevne der **). For Tiden boer ogsaa Prins Friedrich Wilhelm her hos sin Tante. Kejserinden var mageløs. »Lad dem Allesammen komme nærmere,« sagde hun, idet hun tog Sæde paa en Stol, »En ad Gangen, thi saa langt borte kan jeg ikke se dem«. Hver af os gav s. 18hun Haanden at kysse, og Alle havde hun noget Venligt at sige. Vi vare jo hendes kjære Landsmænd. Tilsidst vilde hun vide, hvem af os der endnu dansede, hun saa’ gjerne glade Mennesker om sig. Hun spøgte, lo og syntes ret fornøjet.