Den 8 Juli.
Den omtalte Villa Rufinella er et fyrsteligt Sommerpalais i den nyere italienske Stiil, har tilhørt Lucian Buonaparte, og eies nu af Kongen af Sardinien. Selve Bygningen og de nærmeste Omgivelser røbe megen Smag; dertil kommer endnu en udmærket Beliggenhed, saa mig synes, det er er den smukkeste af alle hine stolte Pragtbygninger, som Albanerbjergene ere ligesom overstrøede med. I Haven traf jeg forleden ganske uformodet paa et pudsigt Indfald, som efter al Rimelighed hidrører fra Lucian. Imellem to stivt beskaarne Ligustrumhækker fører en temmelig lang Vei med brede Trappetrin i Grønsværen op ad Skraaningen af en steil Banke. Paa disse Trin staae de berømteste Digteres Navne, sædvanligt eet paa hvert, dannede af enslags Burbom. Dansk Litteratur kjendte Franskmanden vel neppe Noget til; derfor findes ei heller nogen af vore fædrelandske Digtere, ikke engang Holberg, som jeg længe ledte efter. Af Tydskere var her Schiller og Klopstock, Gøthe manglede. Men disse Godtfolk havde faaet en beskeden Plads blandt de nederste,, Derpaa kom en Slump Franske med en heel Mængde Stjerner af første og anden Rang. De latinske og italienske, lod det til, skulde være de fornemste, da de stodes. 12øverst oppe. Jeg gav mig god Tid og klavrede langsomt op ad denne Rangstige, traadte engang imellem een af disse næsvise Krabater paa Nakken, som efter mit Skjønnende enten slet ikke skulde have fundet Plads her, eller idetmindste længere nede, satte Foden forsigtig uden om mine Koryphæer, og kom endelig op til det Allerhelligste, en Runddeel med høie, smukke Træer omkring og en maadelig Apollostatue i Midten. Det er Skade, at man har en saa deilig Udsigt fra denne Helligdom; idetmmdste bebreidede jeg mig siden, at Verdenslitteraturen saasnart var glemt, efterat jeg havde faaet Øie paa vor Herres Litteratur, der, som bekjendt, tager Luven fra alle store og smaa Skribenter. Dog Alt har sin Tid. I Taage og Regnveir ere de jordiske Skabere ei heller at foragte.
En elskværdig tydsk Familie er i disse Dage kommen herud og boer i Villa Piccolomini. Jeg var i Rom næsten en daglig Gjest i Huset og har ogsaa her faaet Indbydelse til at komme der, naar jeg lyster. T. skal boe der for det første; maaskee flytter han siden op til mig, da der siden bliver nogle Værelser ledige. Hver Dag seer og møder jeg Fremmede, som flygte for den romerske Malaria. Ved Siden af mig logere to Russer, den ene er en ung N. Om Morgenen drikke de deres Kaffe og smøge af lange tyrkiske Piber ude paa den store balkonagtige Plads, som er fri for Morgensolen. Idag maatte jeg være tredie Mand, og siden agere Tolk mellem dem og en Censale, da de af fremmede Sprog kun tale Fransk med nogenlunde Færdighed.