Den 16 August.
Størstedelen af forrige Nat tilbragte B. og jeg under Guds frie Himmel, og det i et Selskab, som man kun her i Syden kan være det bekjendt. Jgaar Aftes sadde vi netop hændelsesviis nede i vort Osteri ved en Foliette god Viin, og havde just spiist vor Aftensmad, hvortil vi selv pleie at kjøbe Hovedingredientserne paa Torvet, lidt Skinke, een eller to Meloner, Figener og grønne Mandler. Pasqvale besørger et Bord dækket henne i en af Krogene, har alletider en reen Dug, godt Hvedebrød og den bedste Biin i hele Egnen, og kjender vor Smag, hvisaarsag jeg idetmindste ikke kommer i noget andet Osteri i Byen. Jaftes var det næsten tomt til Klokken ti; kun et enkelt Par Moraspillere stølede omme i den anden Ende af Kjælderen, og nogle Bønder fra Marino sadde i deres luvslidte, mørkebrune Kapper og spiste en tarvelig Aftensmad. Men lidt efter lidt opfyldtes det store Rum med talrige Smaapartier fra Byen. Bi slukkede vort Lys og saae paa denne moersomme Scene. Da der kuns. 58brændte nogle faa Lamper paa deres Borde, knude vi sidde uforstyrrede t Mørke. Ogsaa Flavia var tilstede med sin Stedmoder. De sang og drak, som sædvanligt, sendte Bud efter en Tambourin og begyndte at dandse en Saltarella. Bed denne Leilighed maatte Tilskuerne rykke lidt længere tilbage, og da Pasqvale hændelsesviis gik forbi os med en Lampe, fik en ung Bignarol, som vi kjendte, Øie paa os, og snart flokkede sig en Deel omkring Bordet og bade os at træde nærmere.
Henimod Midnat bleve de Ældre formodentlig kjede af al denne Hurlumhei og forlode efterhaanden Osteriet. De Yngre, hvoriblandt ogsaa mange Gifte, vedbleve deres Dands og Lystighed. B., som ikke havde faaet sin Middagsluur, søgte at overtale mig til at gaae hjem med sig, da jeg havde glemt Nøglen; men i det Samme bragte man et Forslag paa Bane, som forandrede vor Beslutning. Den omtalte Bignarols Broder, en ung, velskabt og særdeles vakker Mand, indbød hele Selskabet til at følge med ned i hans Vigne, hvor det var svalere, og tillige bedre Leilighed paa en fri Plads udenfor Huset. B. afslog først paa det bestemteste Indbydelsen; men da Flavia holdt sig ved Siden af en ung Kone, og Stedmoderen vandrede hjem med nogle aldrende Matroner, anvendte jeg alle mine Taleevner for at bevæge ham til at blive. Mine Kunster vare forgjæves, indtil der undslap mig de Ord: „Tidligt eller sildigt, naar vi sees igjen i Danmark, skal jeg takke Dig for denne Aften.” Det slog ham; vi bleve, og fulgte med den tætte Klynge ned til Vignen.
Da vi gjennem mørke Stræder og en Mængde steile Fodstier paa Kryds og paa tværs, bestandig nedad, vare ankomne til Stedet, fandt vi endnu en døsigt brændende Lampe staaende i Vinduet. Døren gik op; to uuge Piger i en natlig Bondenegligee, og en gammel Kone kom ned ad Trappen og bød os Velkommen. Derpaa flyttedes der en Mængde Stole og Bænke allevegne fra sammen, og opstilledes hist og her, uden Symmetris. 59og Orden. Hytten var næsten heelt begroet meb Viinløv; Pladsen begrændsedes paa de to Sider af høie Viinstokke og Figentræer; en gammel Elm og en kroget Eeg stode mellem noget Krat paa den tredie, lige ved Randen af en høi Brink, hvor man kunde see dybt ned i Afgrunden. Selskabet tog Sæde, paa to eller tre Par nær, som skulde aabne dette simple Skovbal. B. var blandt de Første; jeg havde ikke Lyst at dandse, idetmindste ikke med Andre, end Flavia. Jeg ledte efter hende; hun sad henne ved Trappen i Skygge, da tv Lamper, som man havde tændt, vare flyttede om paa den anden Side. To unge Fruentimmer, som hun jævnlig pleier at gaae ud med, sadde paa samme Bænk; en Gruppe raske Ungkarle, i Skjorteærmer, som med Begjærlighed ventede paa, at Touren skulde komme til dem, stode lige foran dem og saae paa de Dandsende. Jeg gav hende et Vink, og da det blev besvaret, rykkede jeg nærmere og nærmere, til det endelig lykkedes mig ar naae Bænken og sætte mig ned ved Siden af hende. Vi havde Meget at tale om; det var næsten otte Dage siden, vi havde talt sammen en Aften i Villa Conti. Men i min Glæde over dette heldige Møde maatte det ikke glemmes at conversere hendes Selskabsdamer; hvor den Veltalenhed kom fra i dette Øieblik, der krævede al min Anstrængelse, for at dele min Opmærksomhed, finde Stof og bruge det til en Conversation med disse tre Fraskatanerinder, er mig en Gaade; men hvor der er et Lyspunkt i Ens Erindring, fordunkles og forsvinde alle de øvrige Minder, forsaavidt de ikke tjene til at fremhæve det ene Kjære og Vigtige. Endnu i Dag, kun nogle faa Timer efter, er det mig ikke muligt at huske Alt, hvad der blev talt om, hvad jeg gjorde for at skjule min Lidenskab for de Andre, og hvad Indtryk jeg troede at spore hos dem. Maaskee har jeg baaret mig løierligt ad; men hvad jeg husker, er nok for at gjøre denne Rat tit en af de mindeværdigste i min Erindring.
s. 60Landsmanden morede sig imidlertid, efter hans Sigende, fortrinligt. Da vi havde siddet en Times Tid omtrent, bad jeg Flavia om en Dands. Vignarolen gjorde Plads for os og førte os ind i Kredsen. En af hendes Bekjendtere tog Tambourinen, B. istemte Sangen, og nu dandsede vi en Saltara, hun med en fraskatansk Landsbypiges naturlige Ynde, jeg naturligviis lidt klodset, da der, som jeg før har talt om, hører megen Øvelse til at dandse den med nogenlunde Gratie.
Over hele denne lidt paphiske Scene stod Maanen klar og rolig paa den mørkeblaae Himmel. Det var sidste Qvarteer og dens Lys derfor ikke saa blændende hvidt, som det ellers pleier at være her ved skyfri og reen Luft; Natten var i Grunden behagelig sval, men ved Vinen og den idelige Spænding og Bevægelse var Blodet kommet lidt i Kog. Fruentimmerne kastede først deres lange Slør eller Korsklæde, dernæst det brogede, sædvanlig røde eller gule Tørklæde, hvormed enhver Fraskatanerinde skjuler sin Hals og Nakke, da Kjolerne eller Spencerne pleie at være temmelig dybt udskaarne. Sølvnaalen var det eneste, der endnu holdt paa det lange forte Haar. En ung Kone tabte engang denne Naal midt i Dandsen; Haaret bølgede øieblikkelig ned i Nakken, og da hun ikke strar mærkede det, eller der maaskee var en Smule Koketterie med i Spillet, da hun virkelig havde et udmærket smukt og langt Haar, faldt det omsider heelt ned og flagrede om Taillen og Armen, indtil en Anden fik hende standset i en Fart, og førte hende ind i Huset. Fruentimmerne bleve ikke videre forlegne ved dette Optrin, Mandfolkene mumlede: com’ è bella! og dermed var det Heleglemt.
Tiden gik imidlertid, som man let kan forestille sig, meget hurtig, og havde Solen ikke været saa tidlig paafærde, havde de vist ikke ophørt saa betids, som de gjorde. Flavia var den første, der gjorde mig opmærksom paa, at Maanen blegnede, og at det begyndte at dages hen ad Tivoli til. Vi skyndte nu paa at komm eafsted. Det var ikke let for Vignarolen og hanss. 61Broder, med Lempe og lidt efter lidt at faae Ballet hævet. Fruentimmerne gjorde imidlertid deres Toilette; der blev drukket nogle Folietter og i en lang Nække, for det meste Par og Par sammen, forlode vi dette yndige, hyggelige Sted og begave os paa Hjemveien. Bed Porten skiltes de Fleste ad; ogsaa B. sagde træt og søvnig god Nat til Flavia og mig, og smuttede ind ad Døren. Jeg følte intet til Mathed, hverken i Aand eller Legem, og da jeg gik ned ad den stille, tomme Gade, vingelet, med Flavia under Armen, og siden op ad Villa Falconiera til, trængte jeg alle andre Tanker tilbage i min Sjel, og lod Fortid og Fremtid skjøtte sig selv, da det nærværende Øieblik nok kunde veie op imod Alt, hvad jeg hidindtil har oplevet i mit korte Liv.
Det var blevet ganske lyst, da vi skiltes ad ved Villa Piccolomini. Hun ilede ind ad Byen til; jeg gik langsomt op igjennem Haven, paa den bekjendte Sti, sprang over Gjerdet, og stod snart ved den store Jernport, som heldigviis var aaben. Da jeg kom op paa mit Værelse, var det mig ikke muligt at sove. Jeg stod nogle Minuter i Vinduet; Lys og Liv tindrede mig imøde; mit Øie saae ud over mange bekjendte, henfarne Slægters Grav. Ogsaa Du skal hvile engang; lad hiin Hvile blive saa sød, som Livet heroppe paa denne deilige, underfulde Jord! tænkte jeg, og fordybede mig snart i mine Bøger. Først senere hen ad Formiddagen tog jeg mig en lang og vederqvægende Siesta.