Monte Cavo, hos Passionisterne d. 2 September.
Det var et yndigt Veir, da jeg i Eftermiddags steg til Hest og red op til Rocca di Papa. I to samfulde Maaneder havde jeg været saa heldig at kunne streife omkring i Egnen; men det havde endnu aldrig truffet sig saaledes, at der uden stor Tidsspilde og Uleilighed for mine Medreisende kunde besøges et Sted, som jeg fremfor Alt higede efter. Forestil Dig altsaa, med hvilken Hast og Længsel Dyret blev drevet fremad, til jeg havde naaet la Rocca. Her fik jeg det ind paa Stalden hos en velhavende Borger, som er en god Bekjendt af min Guardaroba, tog et Glas Viin i Osteriet, og begav mig til Fods paa Veien til Latiums Ida, i den Hensigt, at overnatte i selve Klosteret.
Jeg fandt en meget gjæstfi Modtagelse. Det var henimod Aften, da jeg ringede paa Porten; ikke-destomindre lukkede man op paa Øieblikket og førte mig ind til en saakaldet Padre Guardiano, som mønstrede mig et Øieblik med et Par skarpe, gjennemtrængende Øine, og spurgte mig blandt Andet, om det ogsaa var en Christiano, han talte med. Da dette kunde bejaes, og tillige det Ønske blev yttret for ham, at blive her om Natten, siden det var for sildigt at vende tilbage til Fraskati, betænkte han sig et Øieblik og kaldte derpaa paa en ung Klosterbetjent, som fik Befaling at anvise mig et Værelse og førge for en tarvelig Aftensmad. Hele denne Samtale med Guardianen blev ført paa Latin, i den Tanke, at det muligen kunde bidrage til at vinde hans Yndest. Han talte det ogsaa meget flydende og smilede, da han hørte min lidt høitidelige Tiltale. Efter Folks Sigende skal det være en Undtagelse, at Reisende faae Tilladelse til at blive her Natten over.
Det lille, fiirkantede Rum, som skal forestille et Værelse, med et Sengested og et Par Straamadratser, samt et Bord og et Par Stole, seer just ikke meget hyggeligt ud. Der er ogsaa kun een Rude i Vinduet; men Veiret er saa mildt, at der vel nok kan soves for aabne Vinduer. Ligesom man havde fulgts. 75mig derop, besøgte mig strar et Par gamle Munke, hvoras den ene var en Spanier fra Valencia. De indbød mig til at gaae med ned i Haven, indtil Kokken havde faaet lidt Mad til mig. Det lille indhegnede Stykke Aord, som de med en vis Glæde og Tilfredshed viste mig omkring paa, var efter Munkenes Viis dyrket med største Flid; ogsaa enkelte Viinstokke snoede sig op ad Klosterets Mure. Ved deres Levemaade, der indskranker disfe Fædre til en lille Plet af den store Jord, som det staaer os andre Dødelige frit for at tumle os omkring paa, vænne de sig til at betragte et bundet Liv som en Hovedbetingelse for al jordisk Lyksalighed; og er dette Spring fra den vide Verden over til det stille Klosterliv eengang skeet, og Overgangens Ubehageligheder overstaaede, kan man nok tænke sig, at de kunne sætte Priis paa en uforstyrret Nydelse af denne deres Fred og Rolighed. Men rigtignok bør man ei heller glemme, at de fleste Munke høre til den mindre dannede Klasse, som anseer det for en god Forsørgelse, at have det daglige Brød paa saa nem en Maade. For yngre dannede Mænd maa det, synes mig, være en sand Plage, med en god Samvittighed og med Lyst og Evne til gavnlig Virken at tilbringe sine Dage i denne ørkesløse Beskuelse. De to Fædre, som førte mig omkring, vare begge to ældre Mænd; den ene havde imidlertid været her i Klosteret fra sin tidlige Ungdom af, og kunde endnu godt huske Franskmandene, som havde gjennemrodet Bibliotheket og medtaget de bedste Bøger. Paa mit Spørgsmaal, om han kjendte Noget til deres verdslige Regimente her i Egnen, og om de havde været saa godt lidte her i Bjergene, som i Hovedstaden, svarede han Intet, rystede blot tans paa Hovedet og bød mig nogle Figener af et deiligt gammelt Figentræ, som stod i et Hjørne af Haven.
Derpaa fulgte de mig op paa mit Værelse igjen, hvor der stod nogen Kjødmad og alslags Frugt paa Bordet. Kokken kom siden op til mig og undskyldte, at han ikke kunde byde mig Noget bedre, siden deres Kloster var fattigt, som Gnd og hvers. 76Mand vidste. For at vise ham, at Hans ikke daarlige Mad ikke blev forsmaaet, fortæredes den Rub og Stub, tildeels ved Hjælp af de Andre, forstaaer sig. Derpaa gave vi os til at snakke om Rom og dets Herligheder, til det blev Sengetid, hvorpaa de Allesammen forføiede sig bort, efterat have forsynet mig med et Skrivertøi.
Sengen seer just ikke meget indbydende ud; men da det er min Hensigt at staae op med Solen, kan jeg sagtens blunde der et Par Timers Tid i Klæderne. Det er altsaa den første Nat i et Kloster! Det var ikke godt, ifald man blev nødt til at blive her for bestandig.