Fraskati, den 10 September.
Imorges sad jeg alt tidlig under Madonnabilledet paa Banken hiinsides Grottaferratas Mølle, hvor Beien gaaer forbi til Marino. Der skulde være eu stor Fest og tillige et betydeligt Marked ved Klosteret, og man havde raadet mig ikke at forsømme det. En frisk Morgenvind kom fra Havet over Campagnen. Fra de fleste omliggende Byer strømmede Folkene til, Alle i deres bedste Pynt, Konerne for det meste paa Æsler, Mændene og de unge Piger til Fods, i maleriske Grupper, ned ad Møllen til og op igjen ad den modsatte Banke, næsten i en uafbrudt Række i flere Timer. Jeg traf her flere Bekjendte, ogsaa den berømte Bittoria fra Albano med Moderen, som jeg gjerne pleier at hilse paa, hvergang jeg kommer til Albano, da hun er godt kjendt hos Guardarobaens. Bemeldte Pige har det sjeldne Uheld, at alle Mandfolk blive forelskede i hende. Men efter at vare bleven malet, stukket i Kobber og modelleret af de dueligste romerske Kunstnere, og efter flere glimrende Tilbud, foretrækker hun at blive sin første Elsker tro, efter Folks Sigende, en meget ældre og aldeles ikke elskvardig Kudsk, som tjener etsteds i Rom hos en fornem Familie. En lille Skizzes. 79af det ligeoverfor liggende Kloster var netop bleven fuldendt, der med ubetydelige Forandringer muligen kunde tjene til Baggrund i et eller andet historisk Maleri, da Moderens velbekjendte buldrende Stemme lød lige bagved mig, og et Øieblik efter kom Datteren ridende paa et Æsel i sin sædvanlige smagfulde Dragt. Det var næsten min Hensigt at følge dem op til Klosteret; men da det ikke var usandsynligt, at Flavia allerede var kommen, vilde jeg spare Pigebarnet et Øiebliks Jalousie, og lod mig desaarsag for denne Gang nøie med en ganske kort Conversation. Derpaa fulgte jeg endnu en lille Stund en Fodsti, fom fører ind til nogle Vigner, hvorfra der var en smuk Udsigt over Campagnen, og gik endelig tilbage til Klosteret igjen, esterat have hilst et Øieblik paa Folkene nede i Møllen, hvor jeg engang for længere Tid siden havde søgt Ly i et stærkt Tordenveir og fundet en meget venlig Modtagelse.
Imidlertid var Markedet kommen i fuld Gang. Paa Veien til Fraskati, næsten heelt ned til den lille Fontaine, var paa begge Sider reist en Mængde Telte og Borde, hvoriblandt de fleste med Spise og Drikkevarer. En uoverskuelig broget Vrimmel af Mennesker og Dyr bevægede sig frem og tilbage paa denne store Slette. Ved Indgangen til Klosteret var Trængselen værst; thi ikke blot var den yderste Forgaard besat med de største Telte og Boder, men ogsaa i selve Klosterkirken var der ftor Høitidelighed. Man kunde knapt trænge sig igjennem den Mængde Troende, som forst vilde rense sig, for siden uforstyrret at kunne nyde Dagens Glæder.
Da Domenichinos berømte Malerier vare mig bekjendte af flere Be-søg, var der ingen videre Grund for mig til at opholde mig længe i Kirken. Jeg gik nu en Stund omkring og talte med adskillige Bekjendte, for om muligt at faae Øie paa Flavia. Hun syntes ikke at være kommen endnu. Derpaa valgte jeg en Plads under et af Teltene, for at tage mig en Smule Frokost, da Heden og den lange Vei havde gjort mig træt ogs. 80tørstig. Fra det hyggelige Stade kunde man oversee hele Forgaarden. Bordene vare rundtom besatte med en Mængde ligesaa forslugne Folk, som jeg selv var. Hvad der især var værd at lægge Mærke til, var en Mængde Albanerinder, som foruden deres Dragt ere let kjendelige paa deres friske, røde og hvide Ansigtsfarve. Lidt efter lidt bleve de endnu tomme Pladse ved Bordet besatte, og inden man saae sig om, sad man midt i et muntert Selskab. Bi byttede nu Folietter med hinanden og snakkede frem og tilbage. Imidlertid speidede Øiet rundt omkring i Folkestimlen, forsaavidt den livlige Samtale tillod det; thi selv med den meest udannede Italiener kan man tale et fornuftigt Ord; men den, der endnu manglede, vilde ikke komme til Syne. Taalmodigheden forlod mig endelig, og det var min Hensigt at forlade det deilige Taffel med den friske Omeletta, den indbydende Skinke, de store svulmende Figener, den lille saftige Melon og hele Resten af Mandler, Druer og Abricoser, samt den herlige, ægte Fraskatanerviin, blot for at see den mindste Flig af en Bondepiges Kjole, da mit Øie faldt paa en stor Sølvnaal, som jeg vilde have kjendt blandt hundrede Naale i sorte Ravnelokker. Jeg tog ikke feil; det var Flavia. Hun sad skraas over for mig ved et Bord i et andet Telt, halv skjult af en Gruppe Marineser, som jeg havde ønsket Pokker i Bold. Jeg blev nu siddende og slog lidt Biin istedetfor Band i Blodet, til de omsider langt om længe skiltes ad. I det Øieblik Udsigten var ubehindret, blev hun mig vaer, men ligesaa hurtig lagde hun Fingeren paa Munden, slog Øinene ned og vendte sig lidt til Siden, idet hun gav sig til at spise og snakke med nogle Fruentimmer, hvoriblandt ogsaa hendes Stedmoder var. Dette Tegn var tilstrækkeligt; der var nu intet Andet for end sidde stille og lade sig nøie med ligegyldige Blikke i lange Mellemrum, ja omsider at see hende forsvinde, uden at turde følge hende.
s. 81Saaledes henrandt den største Deel af Formiddagen. Det var endelig paa Tiden at staae op og gaae lidt omkring Klosteret, for at betragte denne ærværdige imposante Bygning fra alle Sider. Saaledes har den nu staaet i mange hundrede Aar og seet den ene Slægt forsvinde efter den anden; men Murene, med samt den Tro, som fremkaldte dem, staae endnu urokkede. Der er noget beroligende i denne Tanke om Katholicismens Ubevægelighed, at der dog gives Noget, som er ophøiet over det travle, bestandig skiftende Hverdagsliv, som kan modstaae Menneskets Higen efter Forandring.
Under disse Reflerioner var Tiden gaaet, og da jeg skulde være hjemme til Middag, var der ikke Tid til at anstille flere Iagttagelser og Betragtninger. Jeg arbeidede mig nu igjennem alle de forskjellige Klynger og ilede i den brændende Solhede igjennem Alleen ned til det kjølige Bosko, hvor jeg fortsatte Veien i Mag til den store velbekjendte Jernport.