Lorenzen, Carl Henrik BREV FRA: Lorenzen, Carl Henrik (1828-09-20)

Den 20 September.

Nu da vort Ophold her t Egnen begynder at lakke ad Enden, have vi faaet en ny Forlystelse, som jeg ikke troede fandt Sted i de mindre italienske Kjøbstæder. For en otte Dages Tid siden ankom her til Byen et lille Skuespillerselskab, een af de omvankende Trupper, der, som man nu erfarer, tæller en Prima Donna, en første Komiker og i maestri li piu rmom-mati blandt dets Medlemmer. Det er Skade, at Landsmanden er taget bort i forrige Uge; han vilde ikke have forsømt en eneste Aften. Ved denne Leilighed er det ogsaa kommet for Dagen, at Staden har sit eget Skuespilhuus, rigtignok ikke meget stort, og yderst simpelt, hvad Malning og Forgyldning angaaer, men aldeles complet, med to Rader Loger, Parterre og Gallerie, og et ganske taaleligt Tæppe. Coulisserne derimod ere heelt maadelige. Entreen er billig i Forhold til en heel Aftens mange Præstationer. For to Paoli faaer man en Plads paa en Træbænk i første Rangloge, og er undertiden saa heldig at komme til at sidde ved Siden af en Signora Vignarola eller en fornem Mercantes Gemalinde. Tilbudet af et Glas Limonvand eller rød Jordbæriis bliver særdeles naadigt optaget. Flavia, som jeg har foræret et Dousin Billetter, har gjerne sin Plads i en af de modsatte Loger og har for det meste en heel Deel Bekjendte omkring sig. Hendes Nærværelse er vel sagtens Grunden til, at jeg ikke kjeder mig; thi indtil Dato er der ikke spillet et eneste ordentligt Stykke. Hele Fraskati er s. 89rigtignok fuld af Roes og Beundring over disse Godtfolk, som bringe lidt Afverling i det eensformige Hverdagsliv. Men naar man undtager den mageløse Livlighed i deres Spil, som er paafaldende for enhver Nordboer, og et virkelig komist Talent hos nogle faa Skuespillere, staaer det kun daarligt til med Resten. Af de enkelte Stykker kan jeg ikke huske synderligt; de forekom mig ikke at være af nogen Betydenhed. Derimod er her en ægte italiensk Pulcinella; men da han taler den ueapolitanske Dialeet, er han desværre vanskelig at forstaae, selv for de Indfødte. Igaar Aftes anmeldte han et nyt Stykke til idag med de Ord: Tullo da ridere.

Med denne korte Skildring af vort fraskatanske Skuespil maa Du nøies for denne Gang. Det er mig ikke mueligt at fortælle Dig mere, da jeg ikke besøger det paa Kunstens Vegne. Idag har min før omtalte Padrone indbudet mig. Han holdermeget af paa sin Viis at føre en æsthetisk Passiar, og da Konen og Børnene ogsaa begynde at svinge Kritikens skarpe Svøbe, bliver man vel sagtens nødt til at være opmærksom og holde sine Øine i Tømme, siden der vist Dagen efter maa gjøres Rede for alle Eens Paastande. Og paastaae Noget maa ethvert dannet Menneske, sagde forleden min Padrona til mig, da der undslap mig den Yttring, at jeg egentlig ikke kunde have nogen Mening om vor Prima Donna.

Efteraaret begynder nu at nærme sig med raske Skridt. Vi have næsten lutter kjølige Dage. Fra Norden blæser daglig den kolde Tramontana, og svaler Luften i den hede Middagsstund. Løvet begynder hist og her at gulne, men de ranke Pinier og mægtige Kastanietræer have endnu deres mørkegrønne Farve. Luften er renere, end den nogensinde har været; med blotte Øine skjelnes tydeligt nogle enkelte Huse i Rom og Tivoli. Denne friske, oplivende Luft under den mørkeblaae Himmel kan Du ikke gjøre Dig nogen Forestilling om. Man bliver saa vel s. 90tilmode ved at indsande denne rene Æther. Om Formiddagen gaaer jeg sædvanlig en halv Times Tid under de høie Buegange i Villa Conti, helst ene, naar det er muligt; og om Aftenen streifes der omkring fra den ene Villa til den anden og endes gjerne oppe paa Tuskulums Banker. Hvad der ellers pleier at betage de fleste Reisende overhovedet og fornemmelig her i Syden, en uophørlig, aldrig tilfredsstillet Længsel efter bestandig at komme videre, denne fortærende Uro kjender jeg Intet til. Der er en Fred i mig, en Nøisomhed og inderlig Glæde, en Lyst til mit bestemte Dagværk, og Kjærlighed til Natur og Mennesker, som jeg tidt undrer mig over. Selv fra Rom, hvor jeg har været adskillige Gange, deels alene, deels med T., for at besørge nogle nødvendige Ærinder, længes jeg altid bort til mine stille, venlige Bjerge. Jeg lever her, ligesom det var mit oprindelige Hjem, mellem et fremmed Folk, omgivet af fremmede Sæder, og føler mig dog mere og mere hjemlig, jo bedre jeg faaer Sproget i min Magt, denne store Skillevæg mellem de enkelte Nationer. Mage til Gjæstfrihed og Velvillie er ikke let at finde. De Fleste ile fra det ene Sted til det andet, og medbringe allevegne deres overdrevne Fordringer, gamle Fordomme og forudfattede Meninger. De maale gjerne det fremmede Land efter deres eget Hjem, ja gjøre sig sjelden Umage for at lære rigtig at kjende, hvad ikke blot bør betragtes med det legemlige Øie. Naturen er næsten det Eneste, de lægge Mærke til, og den saakaldte Kunst, som Enhver troer sig indviet i. Menneskene derimod, som de leve iblandt, kjende de sjelden, og vende saaledes tilbage til deres Fædreland med Skizzer og Dagbøger, men uvidende om Nationernes Liv og Character, efter min Mening det Første, som fortjener at lægges Mærke til.

Du vil undre Dig over, at jeg ikke følger Andres Exempel og taler om Kunst og Kunstværker her i Kunstens Hjem.

s. 91Denne Taushed er naturlig og let forklarlig. Naar man vel betænker, hvad der udkræves af Evner, Tid og heldige Omstændigheder for at frembringe blot et taaleligt Kunstværk, maa man faae Afsky for løs og letsindig Dom og Tale. De færreste saakaldte Kunstelskere, Kunstdommere og Kunstkjendere have en nogenlunde technisk Færdighed, den første Betingelse, naar man vil bedømme flige Gjenstande. Hvad deres Betragtning gjerne dvæler ved, og ene kan være Gjenstand for en Ukyndigs umotiverede Dom, er det reent Aandelige, Ideen, som de kalde det, en i de fleste Tilfælde saare disputabel Materie. En vis Uklarhed ruger derfor over de Flestes Forestillinger og passer godt sammen med den Dristighed, hvormed de fremsætte deres saakaldte Ideer og Følelser. Kunsten har unægtelig, ligesom Alt, hvad der frembringes af og for den menneskelige Aand, en Side, som er og bør være tilgiængelig for den Uindviede; men hvad der er mindre nødvendigt i Musik og Poesie, fordi Opfattelsen er mere umiddelbar, bliver til en Hovedbetingelse i de plastiske Kunster, jeg mener, som sagt, et grundigt Studium af Alt, hvad angaaer Technik, det reent Materielle. Da jeg mangler saa godt som aldeles denne, efter eget Skjønnende, saa uundværlige Færdighed, disse Kunstens positive Kundskaber, gaaer jeg taus og rolig omkring og søger at lære, inden jeg begynder at snakke. Og selv da er der Snak nok i denne Verden.

Min unge Antiqvar nede i Byen er et ypperligt Eremplar af en saadan snaksom Kunstdommer. Han vrøvler løst og fast om Signor Alberto, Mesteren Canova og den guddommelige Raphael. Jeg traf ham en Dag inde i Villa Bracciano og gav mig i Kast med ham. Han er barnefød i Rom og drog nu Paralleler med alle mulige Paladser i Staden, ligefra Vatikanet til det mindste Huus i Trastevere. Tilsidst kom vi til at tale om nogle Malerier i et Værelse, hvilke formodes at s. 92være af Domenichinos Skole. Ikke nok, at disse skulde være af Domenichino selv; men ogsaa nogle Malerier i andre Værelser, den bekjendte Nat, Vesperus og Aurora af Hannibal Caracci og en heel Deel Arabesker af Zuccari, vilde han med Magt og Vold stemple til Domenichinos Arbeider, formodentlig fordi han havde hørt, at der skulde være Malerier af denne Mester her i Bygningen. Jeg lod ham snakke og gjorde blot nogle faa Indvendinger for at faae ham paa Glid, som man siger, da det var en Nydelse i sit Slags, at høre paa en saadan Forelæsning. Nogle af de mange Tydskere i Rom kunde have lært en Deel af ham.

Skulde jeg. tilføie Noget til disse Generalia, da var det den Bemærkning, at Du sædvanlig vil sinde Kunstens indviede, sande Yndling taus og alvorlig; den, der splitter sine Kræfter ad ved et tomt Ordgyderi, og strar har Dom og Mening paa rede Haand, udmærker sig vist sjælden ved ægte Productivitet. Du selv, som dansk Mand, vilde sande mine Ord, dersom Du kjendte hiin Genius, der i stille, uafbrudt Virksomhed vedbliver at skabe.

Om Comedie og Kunst kan det nu vare nok for denne Gang. For et Øieblik siden kom min Padrone ind ad Døren, for at hente mig ned til sin Familie. Da det ikke synes passende, at lade den gode Mand sidde længere ene ved Vinduet, er det vel bedst at slutte. Han undrer sig over, at man kan holde af at skrive saadan midt om Eftermiddagen, som han siger. Der er ogsaa for mange Bøger, mener han. Efter hans Ord hører jeg vel til de Folk, som Apostlen taler om, der lære altid, og kunne aldrig komme til Sandheds Erkjendelse.