Subiaco, den 17 Octbr.
Det er længe siden, at jeg har udstaaet saa mange Fatalia, det vil sige, den første Halvdeel af Dagen; den anden har imod Forventning bødet paa alle hine Møisommeligheder, som følge af Sult og en brændende Hede. Men det er en Fodtour, og Auspicierne til den kommende Dag synes at være gode; jeg vil derfor skrive den i Glemmebogen ved at kaste dem hen paa dette Ark Papiir, som jeg nylig har kjøbt nede i Byen.
Klokken var lidt over fire, da jeg imorges blev vækket af en ung Klosterbetjent, som indbød mig til at følge med sig ind i Kirken. Det er nu anden Gang, at jeg har faaet denne Indbydelse, og den kom ligeledes idag meget ilde tilpas. Imidlertid, da han ikke syntes at ville lade min Undskyldning gjælde, som bestod i, at jeg hellere hørte Messe om Aftenen, sprang jeg paaklædt, som jeg var, ud af Sengen, endskjøndt det søde Morgenblund, ovenpaa den foregaaende Dags Bevægelse, var meget fristende. Jeg fulgte da med ham ind bag et Trægitter, hvor vi satte os ned og hørte paa Munkenes Sang nede i Kirken. Den godmodige Fyr ansaae mig for en rettroende Katholik, og da det nu eengang var kommet saa vidt med mig, vilde det have været mindre rigtigt at give Forargelse; jeg saae og hørte altsaa meget taalmodig og andægtig paa deres Væsen dernede, og bad mit Ave Maria saa godt som Nogen, siden det ikke kunde være anderledes. For denne min Føielighed troede jeg nu ogsaa at have fortjent en Smule Frokost; men denne gik jeg desværre glip af. Paa min Anmodning om at faae en god Kop varm Kaffe, for at styrke mig lidt, siden jeg skulde ud t den kolde Morgenluft, svarede han, idet han trak paa Skuldrene, at en saadan Overdaadighed vare de fattige s. 119Munke ikke vante til; et Stykke tørt og gammelt Hvedebrød var det eneste, han kunde byde mig. Denne Guds Gave kastede jeg i min Ærgrelse Vrag paa; men sik siden Leilighed til at fortryde det. Imidlertid pakkede jeg mine faa Sager sammen, tog Bylten paa Nakken og sagde Farvel til ham og den gamle Padre Guardiano, som var endnu saa høflig at af- slaae mit Tilbud om Betaling.
Vinden blæste koldt imellem Bjergene, som vare indhyllede i Dug og Taage, og den første Morgenrøde begyndte at vise sig paa Horizonten. To Hyrder, som jeg mødte med deres Faareflokke, viste mig Veien. Den var ikke let at finde; men da man havde viist mig Directionen, gik jeg tværs over Markerne, lige hen til Bjergene, og fik der nøiere Besked af en Dreng, som vogtede Qvæg; hvorpaa jeg uden Ophold gik lige op til det Sted, hvor den gamle Villa skal have ligget, og satte mig ned paa et af de faa moesgroede Fundamenter.
Denne lange, hurtige Marsch havde gjort mig baade træt og sulten. Men da der var Andet at bestille, paabød jeg min Mave Taushed og tog mig blot en Morgendrik med den hule Haand af Horats's gamle Digentia, nuværende Licenza. Derpaa gik jeg omkring og mønstrede hele Dalen. Naar man seer Terrainet, maa det synes hævet over al Tvivl, at den Sabinske Villa, som Horats omtaler paa saa mange Steder, ikke kan have ligget ved Tivoli, men her paa dette Sted, hvor Sagnet derom endnu har vedligeholdt sig blandt Almuen. Jeg tager derfor min iforgaars yttrede Paastand tilbage igjen. Paa Bjerget Lucretile, nuværende Monte Gennajo, græssede hans Geder; det halv forfaldne Vacunas Tempel var ikke langt fra hans Villa, som laae i Dalen Ustica; derigjennem løb den kolde Bæk Digentia forbi Byen Mandela, og i en anden Krog af Dalen var en Kilde. Denne Beskrivelse kan ikke passe paa Omegnen af Tivoli, men ene og alene paa dette Sted, som desuden ikke ligger langt fra Vico Varo. Hvad des omtalte s. 120Vacunas Tempel angaaer, da husker jeg, at Porphyrius i sine Scholier til Horats's Breve anfører et Sted af Varro, som siger, at Vacuna, en gammel sabinsk Gudinde, er den samme som Romernes Victoria. For nogen Tid siden opdagede man t Rocca Giovane, som ligger lige ved Siden af Dalen, en Inscription af Keiser Vespasian, om at denne havde gjenoprettet Victorias forfaldne Tempel. Det er ikke urimeligt, at det er hiint af Horats omtalte Fanum; Keiseren kan muligen have gjort det af enslags Pietet mod Digteren. Jøvrigt er den lange Lovtale i Brevene over Egnens Skjønheder lidt overdreven, paa Poeternes Viis. Man kan let forklare sig det af den Glæde, hvormed han betragtede sin lille Eiendom, naar han flygtede fra det romerske Verdenshavs Bølger ud til den stille Havn, hvor han uforstyrret kunde tilfredsstille sit Hang til en lidt vel epikuræisk Magelighed. Men naar man nylig har forladt de albanske Bjerge, forekommer Sabinerlandet altfor blottet for Grønt, især hvad Bjergskraaningen angaaer. Ogsaa denne Egn har samme Mangel, og kun hist og her seer man noget Krat og enkelte Buske.
Det havde ikke været af Veien at, træffe den gamle Villicus hjemme. Men under disse Omstændigheder blev jeg nødt til at tiltræde Tilbageveien, efterat have nydt lidt Vaadt igjen, siden det Torre manglede. Jeg bankede paa et lille Huus i Nærheden; dog Ingen syntes at være hjemme. En gammel Kone, som kom gaaende med en stor Kurv paa Hovedet, viste mig en Gjenvei og fortalte tillige, at der siden paa den store Landevei kom et Osteri, hvor der var et deiligt Kjøkken. Denne trøstelige Efterretning indgjød mig nye Kræfter, og med fordobblede Skridt stræbte jeg at naae Landeveien igjen. Af Klosteret saae jeg endnu et Glimt til Høire og tænkte paa Munkene, som vel i dette Øieblik sadde ved deres gode Frokostbord. Veiret var imidlertid blevet deiligt. Det blændende Taageslør, som viftede i det Fjerne ned over Bjergene, opløste s. 121sig efterhaanden, og hele Omegnen traadte nu tydeligere frem. Ved en lille Bro over Floden, hvor en Vei dreiede af til Høirs op til den omtalte By Saracinesco, stod jeg lidt og betænkte mig, om det ikke kunde lade sig gjøre at besøge denne By, da den syntes at ligge saa smukt deroppe paa Spidsen af det høie Bjerg. Dog opgav jeg snart denne Plan og gik hurtigt videre. Efter en lang Times Vandring kom jeg endelig til det meget attraaede Osteri, kaldet la Spiaggia, der hvor Floden forandrer sin nordlige Retning og dreier i en skarp Vinkel om imod Vesten. Jeg glædede mig meget til at kunne stille min forfærdelige Appetit, da jeg foruden det daarlige Mælkebrød, som Munken bød mig i Aftes, ikke havde nydt det Allermindste siden igaar Middags, og traadte med store Forventninger ind ad den aabne Dør, hvor der stod nogle Bønder med deres troe Kammerater. Men i dette mit Haab blev jeg desværre skuffet. I det store, sorte, med Røg og Stank opfyldte Rum brændte en blussende Ild med en svær Kobberkjedel over, der tillige tjente til at tørre en Deel vaade Klæder og at varme nogle halvnøgne Skikkelser, som laae udstrakte paa Jorden omkring Ilden. Mit første Spørgsmaal var efter Brød og Kaffe. Et Stykke Brød havde han, svarede Værten, en lille Mand med et salt Physiognomi, pjaltet og smudsig; men Kaffe syntes han kun at kjende af Navn. Derimod havde han en Foliette Viin, af den bedste i hele Egnen. Dog, denne sure Drik var det mig ikke muligt at faae ned. Til al Lykke bragte han endnu et Par Æg, som jeg stegte i Emmerne. Dette lille Maaltid, som blev fortæret henne i en Krog, ved Siden af nogle Grise, paa et Bord og en Tallerken, hvis Udseende ikke var meget indbydende, smagte fortrinligt. Da Værten siden fik Betalingen, to Paoli, en ublu Priis her i Bjergene, indledte han en Samtale og spurgte, hvor den meget ærede Signore var fra. Jeg svarede dristigt, at jeg havde hjemme i Rom og vilde besøge min Familie i Subiaco. Det s. 122var med velberaad Hu, at jeg ikke angav mig som Fremmed; thi disse Fugle holder man meget af at plukke.
Kort efter begav jeg mig igjen paa Veien. Værten havde beskrevet mig den som meget eensom, hvor man hverken traf Huus eller Menneske. Men denne Spaadom er ikke gaaet i Opfyldelse. Tvertimod, det er en særdeles smuk Egn. Den store brede Landevei gaaer nede i Dalen, lige ved Siden af Floden, der slynger sig i mangfoldige Krumninger. Paa begge Sider løber en uafbrudt Kjæde af høie Bjerge, fulde af Skov og dyrkede Marker. Flere Smaabyer komme frem og vidne ligeledes om, at det ikke er en Ørk, man iler igjennem. Solen stod nu høit paa Himlen og det var en lummer Hede, næsten ligesom midt om Sommeren. Da jeg ikke havde en Paraplui hos mig, begyndte jeg snart at komme i Sved, og af Mangel paa to Hovedingredientser, Mad og Søvn, var det intet Under, at jeg sporede lidt til en uvant Udmattelse. Jeg gik derfor ned til Floden for at vaske Hovedet med det kjølige Vand. Her hændtes der Noget, som første Gang, efterat jeg baade ved Nat og ved Dag har gjort saa mange Smaatoure, alene og i Selskab med Flere, har indjaget mig en dygtig Skræk, endskjøndt det vel er muligt, at min Frygt har været ugrundet. Da jeg nemlig var kommen ned ad den steile Bred og havde faaet Frakken og Hatten af, blev jeg en Mand vaer, som stod paa samme Side af Floden ikke langt fra mig omme bag nogle Smaabuske, og hugged Qviste af med sin Øre. Jeg sagde god Dag og begyndte at øse Vand med Haanden. Imidlertid, da jeg havde staaet lidt, spurgte han mig, hvor jeg vilde hen, og om der var Flere deroppe. Da jeg meget ubesindigt havde givet ham til Svar, at jeg vilde til Subiaco og var alene, sprang han pludselig frem og kom med raske Skridt lige hen imod mig. Denne Kamp var altfor ulig, da min lille Stok ikke kunde veie op imod hans store Øre. Jeg betænkte mig derfor ikke længe, da der ikke var Tid til at tage nogen Beslutning, s. 123greb min Hat og Frakke og var med et Par Spring oppe paa Landeveien, hvor jeg gik rolig videre, da han ikke forfulgte mig. Maaskee har den irritable Tilstand, hvori jeg, som sagt, var kommen ved Mangel paa Søvn og tilstrækkelig Næring, og Opholdet i det usle Osteri blandt hine røveragtige Sabiner, været Grunden til, at jeg troede at see en Stimand i en fredelig Arbeidsmand. Dog dette Indtryk blev snart for vundet. Længere henne i en rummelig Dal paa en lille Ø, som det lod til, der dannedes af Flodens Arme, sad en Dreng i Skyggen af nogle høie Træer og vogtede sin Hjord. Han spillede paa en Rørfløite, lutter enkelte, simple Toner, men enslags Melodi, som han gjentog flere Gange. Jeg kom til at tænke paa Virgils Hyrder. Denne Fred kjende vi andre urolige Mennesker Intet til. Det vilde forekomme os underligt, at sidde i en afsides Dal ved Siden af en speilklar Flod, omgivet af høie, blaae Bjerge, paa en deilig Formiddag, høre paa Lyden af Qvægets Klokker, og udaande vore Følelser paa en saadan simpel Fløite. Men denne Dreng syntes at være meget lykkelig; jeg raabte over til ham, at han skulde komme nærmere: jeg vilde have talt med ham, men han var for langt borte til at forstaae mine Ord.
Derpaa gik jeg videre og naaede snart Rojano, hvor jeg blev overrasket paa en meget behagelig Maade. Den lille By ligger lige paa venstre Haand fra Landeveien, høit oppe paa Bjerget. Nede fra Dalen seer man en Deel af et stort Palais, som tilhører den Borghesiske Familie, der undertiden opholder sig her om Sommeren. Paa den steile Vei derop mødte jeg den gamle Bonde, der vilde ride mig imøde med sine to Muulæsler. Jeg var hjertelig velkommen. Han førte mig ind i sit Huus, som vidnede om enslags Velstand, og gjorde mig bekjendt med sin Kone og sine Børn, to velvorne Ungkarle, der vare meget ordentlig klædte, af Sabinske Bønder at være. Det, der huede mig bedst af det Hele, var en dygtig Bedekølle samt ypperlig s. 124Salat og Viin, som siden blev sat ind paa Bordet. For at undskylde mig for min altfor store Appetit, fortalte jeg dem mine Fata siden igaar Eftermiddags. Konen meente, at Munkene nok havde baade Kaffe og Suul i deres Kloster, men sagtens havde været bange for at røbe deres Velstand for en Fremmed. Da vi havde spiist, viste Manden mig sin Have og sine Marker og indbød mig til at blive der Natten over. Men da dette Ophold vilde have været altfor tidspildende, bad jeg ham undskylde mig. Disse vakkre Folk, som jeg blev et Par Timer hos, viste mig ikke blot denne Gjæstfrihed, men da jeg skulde til at gaae, lod Manden sine Muulæsler sadle øg sendte Sønnen med mig til Subiaco, under det Paaskud, at denne skulde hente Noget i Byen, hvorom det ikke var passende at yttre nogen lydelig Tvivl, men som jeg dog antog at være for min Skyld. Jeg tog da afsked med dem og red med min Ledsager ind ad Byen til. Veir og Vei vare ypperlige, og da Dyrene vare godt tilbeens, endskjøndt mit stødte forfærdeligt, tilbagelagde vi snart de faa Miglier. Efteral han havde viist mig en Locanda, som skulde være fortrinlig, og vilde ride bort igjen, syntes jeg paa een eller anden Maade at burde lægge min Taknemmelighed for Dagen. Penge havde jeg ikke at undvære, og desuden hans og Familiens Venlighed var ikke at betale; jeg bad ham da modtage til Erindring om Signor Albertos Landsmand en lille Brystnaal, et simpelt Kors af røde Koraller, som jeg engang for flere Maaneder siden havde kjøbt for en Ubetydelighed paa Markedet under Rocca di Papa, hvor min gode Ven B. og jeg havde bivaanet Festen til Ære for Madonna della Tufa. Denne Bagatel forsmaaede han heldigviis ikke, og vi skiltes da ad, fra min Side med mange Hilsener til Familien.
Nu ere mine Fingre snart trætte af dette lange Skriveri. Gjæstgivergaarden er bedre, end de fleste andre i de sædvanlige Smaabyer: Værelset er smukt og rummeligt og Sengen seer meget indbydende ud. Værtinden er en gammel Enke, som har s. 125to vakkre Døttre. Efterat have sovet en Times Tid paa Sophaen, har jeg været lidt omkring i Gaderne og omme paa en fri Plads, hvor der er fuldt af Mennesker. Fra en Balustrade seer man dybt ned i Dalen og hører Møllehjul og Floden bruse. De mange oplyste Huse og en Deel Smaaborde med Papirslygter, hvor Frugthandlersker have deres Stade, gjøre en ypperlig Effect. De høie, stærkt byggede Mænd, med deres lange Kapper, den høire Flig over den venstre Skulder, see ud som antike Statuer. Kaade Drenge løbe omkring, og bringe lidt Livlighed i de alvorlige Grupper. Det Hele er et Billede af et ægte italiensk Folkeliv, som man ikke bliver kjed af at betragte.