Den 20 October, henimod Middag.
Værten har Ret, det er en ussel lille By. De faa Hytter trænge sig sammen paa en Plet, som omgives af golde Klipper, er udsat for alslags Veir og Vind i denne betydelige Høide og har ikke engang taaleligt Vand; idetmindste er det daarligt nede i Kilden. En ung Geistlig, der i sin tarvelige Paaklædning mødte mig udenfor Porten og var saa artig at vise mig lidt omkring, fortalte omtrent det Samme, som Værten; dog meente han, Sir Vincenzo var for godt vant, man kunde leve af mindre s. 134og dog være lykkelig. Indbyggerne havde dog saa mange Jorder, at der hverken var Mangel paa Viin, eller Olie og Brød, han selv havde det ikke stort bedre end de fleste af hans Skriftebørn. Han førte mig hen til adskillige Punkter, for at vise mig Udsigten, og vi gik vist et Par Timer omkring, inden vi vendte tilbage igjen. Det smalle Stræde i Byen bestaaer af lutter usle Hytter; da vi gik sammen ned til mit Logis, blev han et Par Gange staaende og talte med Folk; jeg saae lutter stygge, pjaltede Mennesker; selv hos de Yngre var der kun faa Spor af den ellers saa yppige italienske Ungdomsfylde.
I Værtens Huus er der imidlertid ingen synlig Mangel. Han indbød den unge Geistlige til Frokost og opvartede med kold Steg og ypperligt Hvedebrød. Jeg har nu sat mig hen at skrive, da der er Tid nok til at naae Palestrina inden Aften. Mine Klæder ere tørrede, ja selv mit Linned har den godmodige, vakkre Kone faaet vadsket og tørret. Forlange de ingen Betaling, veed jeg sandelig ikke, hvorledes jeg skal takke disse Folk for deres Gjæstfrihed. Veiret er ikke ganske roligt endnu, men det tegner dog ikke til Regn, med mindre Vinden skulde dreie sig.