B
Søgaard, 14/1 1901
Kære Ven!
Om mit Brev skulde være noget tyndt, saa skyldes det den Omstændighed, at jeg har været til Bal i Nat, — hvilket for saa vidt var en Dumhed, som jeg ingenlunde kan danse, og det ellers er mit Princip kun at indlade mig paa Situationer, som jeg kan beherske. Imidlertid brugte jeg mine Ben med Dødsforagt i 6 Timer, men er dog glad ved, at jeg ikke skal tjene mit Brød eller vinde min Ære som Balkavalér. — I øvrigt spiller Kødets Lyst, Øjnenes Lyst og Livets Hoffærdighed en betydelig Rolle i min Tilværelse her paa Langeland. —
s. 46Det var Skade, at vi ikke kom sammen i Julen. Jeg kunde virkelig ikke gøre for det, og jeg led mest under det, da jeg i hele Ferien gik ensom og kedede mig ganske vederstyggeligt. Jeg maatte for at faa Ende paa Tiden gribe til saa yderlige Midler som at læse en halv Aargang af ”Frem“, gøre Bekendtskab med nogle tilrejsende Variétégøglere, ja, endog begynde paa et stort anlagt Juledigt, der dog gik samme Vej som mine andre Projekter. Overhovedet har jeg i det sidste halve Aar slet intet produceret. Jeg er ikke synderlig foruroliget over denne Ufrugtbarhed, som nok skal ophøre, naar Tidens Fylde kommer. Himlen bevare mig for at debutere med noget umodent Fuskeri! Sæden gror jo ogsaa om Vinteren; og jeg føler Evnerne gro i mig Dag til Dag. ”Valmuedrengen“, eller hvad den nu kommer til at hedde, skal Fanhakmig blive en god Bog, og bedre endnu bliver Fortsættelsen: ”Søstrene paa Salvig “ …
Hermed Farvel for denne Gang. Det ny Aarhundredes Gud, Satan, holde sin Aand og Kraft frisk i Dig!
Hjærtelig Hilsen.
Din hengivne
Johannes Meier.