Meier, Johannes BREV FRA: Meier, Johannes (1901-06-16)

A
Kerteminde, 16/6 1901

At den Tort skulde overgaa Dig, Thøger Larsen, i den Ungdom taabeligen kaldet Underbjerg og Forfatter til en yderligt slet Digtsamling s. 48”Vilde Roser“, — at et formentligt sammesteds offentliggjort Digt, ”Skærsommersangen“ skulde blive læst, stjaalet og optrykt af Vilhelm Beck, saaledes som sket er, i det sidste Nummer af hans ”Ill. Familieblad“, — det har rystet mig med en Voldsomhed, der endog har været i Stand til at bryde den Gravstilhed, hvori jeg havde tænkt foreløbigt at nedsænke mig, — og bevæge mig til at sendeDig en Hilsen fra Havsens Bund, i den ellevte Nat efter min Død.

Her er jeg, og kan ligesom Luther Gudhjælpemig ikke andet.

Efter at have tilbragt en Maaneds Tid i København, snart svirende flere Døgn i Træk, snart flakkende Gade op og Stræde ned i Dagevis uden at smage Mad — har jeg modtaget en midlertidig Stilling som Lærer ved Kommuneskolen i denne By, — … jeg … havde Valget mellem denne Tilværelse og en snart og ubønhørligt indtrædende Ophøren af al Tilværelse. Og det sidste Alternativ var det mig magtpaaliggende endnu nogen Tid at opsætte — det er rimeligvis dumt — men hvad siger ikke Musset:

— — — une cervelle
a peur d’un pistolet qui s’applique sur elle.

Nu, hvorfor skulde jeg være gnaven? Jeg lever i den fuldkomneste Fred og Ro, — har 6 —7 Timer om Dagen optagne, — tjener Penge og bruger ingen, — og har oven i Købet opdaget, at jeg er saa heldig at være Genstand for de s. 49Børns Hengivenhed, der er betroede til min Opdragelse. Det mørkeste Punkt er Morgenbønnen. Naar jeg i 38 snotnæsede og velvillige Ungers andægtige Paahør klemmer paa med: Fadervor, Du som er i Himlen — har jeg en Fornemmelse af, at Satanas, som er i Helvede, holder sig paa Maven af Grin over sin gamle Apostel.