Rosing, Hans Anton BREV TIL: Asbjørnsen, Peter Christen FRA: Rosing, Hans Anton (1860-08-19)

Edinburgh19. Aug. 1860.

Dersom der er Noget, som jeg kunde kalde mit Livs „ledende Tanke", saa er det Folkeoplysningen. Alt, som bærer til det Maal, ligger mig paa Hjerte. Mine alsidige Interesser have desværre ført mig ind paa altfor mange spredte Felter og derved svækket mine Kræfter til at udrette noget i det Enkelte. Der er faa Kunster og faa Videnskaber, som ikke for en Tid have været Gjenstand for min Sympathi og mit Studium for tilsidst atter at opgives. Jeg har grublet mig træt over alle min Tids store Spørgsmaal i videnskabelig, i social og i politisk Retning. Men et Spørgsmaal er jeg endnu aldrig bleven træt af: Folkeoplysningens. Fra alle Streiftog kommer jeg altid tilbage dertil; det har beskjæftiget mig, ligefra jeg begyndte at tænke. Ja endog før min Forstand havde begrebet Nytten og Nødvendigheden af, at Folket oplyses, medens jeg endnu i Egenskab af doven Skolegut praktisk opponerede mod Oplysningen, drev en uimodstaaelig indre Magt mig til at arbeide derfor. Jeg, som ikke selv aspirerede høiere end til Tretaller i min Karakterbog, som ikke hadede noget i høiere Grad end Lektielæsning, jeg kunde, uden at det var mig nogen Opofrelse, gjøre Afkald paa hele Timer af min Fritid for at agere Lærer. Hvor mangen Aften, medens mine Brødre og Kammerater slog "Monk" eller legte „Sidsten" nede i Gaarden, sad ikke jeg og strævede, saa Sveden randt, for at bibringe Ole Fredrik, en af vore Fabrikgutter, de Kundskaber, som jeg snaudt havde lært selv. Det vars. 2sandelig ikke Leg, vi tog Sagen for fuldt Alvor begge to, og det gik mig langt mere til Hjerte, naar jeg ikke kunde faa min Elev til at begribe, at Jorden gaar rundt om Solen, end naar jeg selv fik Serial og Lugg, fordi jeg ikke vidste tilstrækkelig Besked om de puniske Krige. Senere da min Ven Ole Fredrik var i Smedelære og jeg selv sendt ^*)Sommeren 1843. til den polytekniske Skole i Kjøbenhavn, under den stiltiende Forudsætning, at vi senere i Livet skulde mødes som Arbeider og Arbeidsherre, tog min Interesse lidt efter lidt en Retning bort fra dette Maal. Istedenfor de mathematisk-mekaniske Fag slog jeg snart over paa de kemisk-naturvidenskabelige; Lysten til at blive Praktiker og Fabrikant — hvis jeg kan sige, jeg nogensinde egentlig havde en saadan Lyst — blev svagere og svagere, og inden jeg vidste Ordet deraf, havde jeg opgjort med mig selv, at jeg vilde uddanne mig til Lærer i Naturfagene, specielt i Kemi.

1