Rosing, Hans Anton BREV TIL: Scheel, Margery Wibe FRA: Rosing, Hans Anton (1847-01)

Januar 1847.

— — Først maa jeg fortælle dig, at min bedste Ven, Billedhugger Olas Middelthun har faaet Kunstakademiets store Sølvmedaille i disse Dage (han fik, som du ved, den lille ifjor), og du ser altsaa, at jeg nok kan sige, at Norge engang vil faa Ære af denne sjelden begavede Kunstner. Dog har jeg en Ting at udsætte paa ham, nemlig at han ved sin altfor store Beskedenhed staar sig selv i Lyset.

s. 26Juleaften tilbragte jeg meget behageligt sammen med 11 Landsmænd hos Billedhugger Hansen fra Christiania. Værelset var særdeles smukt dekoreret med Granbuske; paa den ene Væg hang et meget stort norsk Vinterlandskab og rundt om paa Piedestaler stode Byster af Wergeland (med Laurbærkrands om Panden), Welhaven, Asbjørnsen, Schweigaard, Gude, Tidemand samt mange andre af vort Fædrelands ypperste Mænd. Ved Bordet blev udbragt mange Skaaler, alle ledsagedes af Taler og de blev drukket i Mjød af et Horn, som vandrede fra Mand til Mand. Efter Bordet frembragtes et Juletræ, der antændtes under Afsyngelsen af en Julesang.

I den polytekniske Forening, som nu havde bestaaet et Aar, blev den 7de Januar holdt en Fest, for at feire Stiftelsesdagen. Der var arrangeret et stort Juletræ med en Mængde Gaver og vittige Deviser, til hvilket Rosing i Komiteens Navn indbød Selskabet i efterfølgende humoristiske Tale:

Mine Herrer!

Da vi før have drukket en Skaal for Dyrene, saa er det maaske ikke upassende at vi ogsaa erindre Dyrenes Halvbrødre, Træerne, og dersom de ville skjænke mig et Øebliks Opmærksomhed, vil jeg tage mig den Frihed at omtale nogle saadanne for dem. Men da Tiden er knap og da jeg desuden langtfra ikke er nogen Heremester i Botaniken, saa skal jeg indskrænke mig til at omtale en fire, fem af de mærkeligste og interessanteste Arter. Jeg vil da først nævne: 1) Galgetræer eller som de forkortet kaldes Galger. De høre til de bladløse og have gjerne en ret Stamme med en eneste Gren, som faar et Skud, lignende et Menneske, men det er kun et Menneske-Udskud. Dette Skud, der er et Slags Frø, graves vel ned i Jorden, men ikke som andet Frø for at spire og vore; nei, tvertimod for at forhindre dette, da Galgetræerne ere meget forhadte og afskyede. Disse Træer ere nu, ligesom Nutidens Bregner, kun en svag Afglands af svunden Herligheds. 27og det eneste Voxested, jeg kan angive Dem, er England. Som Afarter vil jeg kun minde om Lygtepæle og Skibsmaster. — Den næste Art er 2) Mennesketræer, som jeg dog blot vil nævne, da de høre til de fossile. De forekomme saaledes, efter den lærde Klims Angivelser i Fyrstendømmet Potu, om jeg ikke tager Feil; men nu have vi kun Træmennesker. — Dernæst komme vi til: 3) Frihedstræer, som spille en særdeles væsentlig Rolle i den nuværende Jordperiode. Disse Træer ere desværre ikke endnu fuldkommen undersøgte og derfor ere de fleste Beskrivelser af dem hypothetiske. Efter nogles Angivelser have de en stærk Egestamme, efter andres en meget svag og spæd Stamme; imidlertid er det vist, at de have en stor skyggefuld Krone. Frugterne angives af Nogle at være meget store, af Andre igjen at være meget smaa; de ere, naar de nydes med Forstand og Maadehold, meget sunde og gavnlige, medens derimod en overdreven Nydelse er særdeles skadelig, idet derved frembringes en Forvirring i Hjernesubstansen. De forekomme fornemmelig fossile og da navnlig i den ældste Periode siden Menneskets Tilbliven; af Voxesteder i Nutiden angives Norge og Nordamerika. Den velunderrettede og høilærde Berlingske angiver ogsaa Danmark som et af Voxestederne. Jeg maa sluttelig bemærke, at de ere meget kræsne med Hensyn til Jordbunden og fordre en omhyggelig Pleie. Der forekommer mange Underafdelinger og Afarter, som jeg dog ikke her kan gaa nærmere ind paa. Den sidste Slags Træer, som jeg her vil omtale og som navnlig i Aften har mest Interesse for os er: 4) Juletræer. De høre som bekjendt til Naaletræerne og ere sjelden over ser Alen høie, derimod ere de undertiden af en næsten forsvindende Størrelse. De voxe — mærkeligt nok — kun i Værelser og derfor kan man bedst regne dem til Hustræernes eller Selskabstræernes store Klasse. Deres Levealder er kun meget kort, og de spille aldeles ingen Rolle uden i Blomstringstiden og Frugttiden, der altid falder midtvinters. De udmærke sig fremfor alle andre Træer ved sin Alsidighed, da de kunne bære alslags Frugt ligefra Trøfler indtil — indtil — indtil Kagegrise. Des. 28ser altsaa mine Herrer ! at disse interessante Træer ere paa en Maade Gjøgemødre for Menneskene, da de med Beredvillighed optage Menneskets Aands- og Haandsfostre. De findes aldrig fossile. Men — — jeg ser, at Klokken er mange og, da vi ere saa heldige iaften at kunne vise Dem et levende Exemplar, saa vil jeg slutte med at udbringe en Skaal for Træerne, navnlig Juletræerne og for vort Juletræ i Særdeleshed!