Rosing, Hans Anton BREV TIL: Scheel, Margery Wibe FRA: Rosing, Hans Anton (1856-05-11)

Tharand, 1ste Pintsedag 1856.

— — Imorgen tidlig tiltræder jeg en Reise til den østlige Del af Sachsen og muligvis lidt ind i preussisk Schlesien. Jeg vil nemlig i Forening med en amerikansk Kollega Mr. Storer fra Boston, der ligesom jeg fortiden studerer Agrikulturkemien under Stöckhardts Ledelse, besøge endel store Godser i Lausitzer Egnen, hvilke drives paa kemisk Maner med Guano, Benmel o. s. v., og af hvilke nogle endogsaa have afskaffet alt Kvæg. Stöckhardt har da naturligvis instrueret os og udrustet os med en Rundskrivelse til sine mægtige Venner og Velyndere, saa vi ere visse paa baade at lære noget og at blive godt modtagne.

Jeg glæder mig inderlig til en saadan liden Forfriskningsreise, thi naar man Dag ud og Dag ind fra Morgenen tidlig til Aftenen sent koger og filtrerer, saa bliver det en formelig Fornødenhed engang imellem at flygte fra Laboratoriumsatmosfæren ud i den frie Natur og lugte lidt Eng og Skog. Dog — jeg vilde gjøre Tharand Uret, dersom jeg sagde, at man ikke her lugter Eng og Skog! Jeg behøver blot at lukke Vinduet op, for at faa idetmindste Duften af Skogen lige ind i Stuen til mig, og naar jeg gaar min vanlige Gang fra min Bolig til Akademiet eller fra Akademiet til Banegaarden, hvor jeg spiser Middag, das. 78inddrikker jeg med hvert Skridt en af Blade og Blomster gjennemaandet Foraarslugt. Ja! et Foraar har udfoldet sig her, hvis Mage jeg endnu aldrig saa; vor lille Dals bratte Sider variere Themaet „Grønt" fra Birkens fineste og luftigste Skjær til Granens alvorlige Dunkle. Medens Bøgen giver den altgjennemstrømmende Grundtone, dukker de blomstrende Æbletræer hist og her op for ligesom lette Triller at afbryde Themaets Ensformighed. Naar man ser al denne beilige Foraarspragt, naar man sværmer lidt om paa alle de mangfoldige skjønne Spadsergange, naar man hviler et Øieblik ud paa en eller anden af disse fortryllende Udsigter, da vil man let kunne forstaa, at Kurfyrst August den Stærke heller vilde miste en hel Provinds end den lille Plet Tharand. Og naar man elsker Naturen og Skogen og Foraaret og Blomsterne saa høit som jeg, da vil man kunne forstaa, hvorfor jeg aldrig kan tilbageholde et stille Suk, hvergang jeg kommer til Akademitrappen og maa for mange Timer sige al denne Herlighed Farvel, for — ja tænk dig bare! — for kemisk at undersøge Foraaret i Skikkelse af alskens Blade og Knopper. Men ak! — jo mere jeg koger og extraherer, desmere forsvinder Foraarsstoffet og den blege Cellulose bliver alene tilbage!

Rolighed og Ensomhed er det eneste, som det tharandske Paradis ikke kan byde den, der vil lytte til Naturens Hjerteslag. Hundreder af Mennesker gjæste os hver Dag, og om Søndagene kan Jernbanen neppe føre frem alle, som ville med, for at spadsere i „die heiligen Hallen" eller høre lidt af vor Musik; thi vi have ikke mindre end to Musikkorps, som hver Dag give Koncerter.