Marseille, 8de September 1857.
Altsaa — jeg er her helt nede ved Kysten af Middelhavet; hvor mange for Anledningen passende poetiske Udbrud kunde der ikke opvartes med! Men jeg skjænker dig dem og, for ikke at komme ud af den kronologiske Orden, vender jeg et Øieblik tilbage til Reisen fra Lyon. Istedenfor at gaa med Jernbanen, valgte jeg Dampskibsveien ned over Rhonen, dels fordi dette var en Afverling, dels fordi man fra Dækket af et Dampskib langt bedre kan se de Egne, man farer igjennem. Dersom nogen tror, at Dampskibe kunne konkurrere med Jernbaner hvad Persontrafiken angaar, da gjøre han denne Tur nedover Rhonen, og han skal snart faa en anden Mening. Her følges Jernbane og Dampskib Side om Side; dette sidste befordrer Passagererne for den halve Pris og — takket være Flodens stærke Strømning — man bruger kun et Par Timer mere med Skib, end der udfordres med Jernbanen. Men se disse Dampskibe, hvorledes de se ud! Mahognipanelingen og Guldlisterne i Kahytten viser, at det engang gjæstedes af fint Selskab; men nu! — et fælere og smudsigere Opholdssted for Mennesker skal mans. 94neppe kunne finde; vadsker man en Gang om Aaret saa er det alt; dette Agterdæk, hvor fordum Silkekjolerne feiede, er nu opfyldt med Olietønder og Kulsække; paa Bænkene langs Rælingen staa Kasser og Kurve, og de stakkels Passagerer, der som jeg have forvildet sig ombord, finde neppe en Krog, hvor de kunne staa i Fred. Om end Rhonefarten ikke er saa pittoresk som en Rhinsart, saa er den dog rig paa smukke Vuer. Selve Floden er uagtet sit grumsede graa Gletschervand dog ganske prægtig paa Grund af sin Bredde og sin rivende Strøm og Kysterne vise os noget søndenfor Lyon de fortrinligste Vinplantager. Hist og her kneife ogsaa Ruinerne af en gammel Ridderborg oppe paa Toppen af et Bjerg, og hvert Øieblik passerer man under smukke Kjædebroer eller lauder ved Byer og Landsbyer. Da vi om Morgenen forlod Lyon, var Himlen aldeles graa og truede med Regn, men jo længer vi kom sydpaa, desto mere klarnede det op, saa at vi ved Vienne havde det deiligste Solskinsveir. Det er Syden, som begynder, sagde jeg til mig selv og jeg tvivlede ikke længer om, at det vilde gaa i Opfyldelse, som Reisebogen fortalte, at, naar man kom til Roussillon, vilde „Provence's Sol begynde at gjøre sin Indflydelse gjældende. Himlen vilde antage en dybere Azur og Landskabet beaandes af et nyt Liv." Se her ere vi da ved Grændsen mellem Nord og Syd, nu tilveirs med Næsen, — men den er jo ikke blaaere (jeg taler om Himlen — ikke om Næsen) end før og ikke paa langt næt saa blaa, som jeg har set den hjemme. Skulde det være Skrøner alt hvad mau har sagt og sunget om „Sydens dunkelblaa Himmeltelt?" Men kanske det er Søvnen, som sidder dig i Øinene og gjør dig blind? Altsaa ned i Kahytten for at tage os en Lur. Gode to Timer sov jeg. Da jeg vaaguede, ventede jeg en Stund for at Søvnen rigtig skulde gaa ud af Øinene, inden jeg paanyt gik paa Exkursioner , efter den Blaa, den Blaa! Altsaa lysvaagen, saa vaagen som det staar i min Magt at være, kravlede jeg op til mine Reisekammerater Olietønderne og Kulsækkene, — net den er ikke blaa nok endnu; men Taalmodighed, det kommer vel. Landskabet skifters. 95mere og mere Karakter, eftersom man nærmer sig Avignon, det er ikke længer en af høie Aafer begrændset Dal, men et stort aabent Slettelandskab og kun i det fjerne skimter man høie Fjelde, hvoriblandt Mont Ventoux, en henimod 6000 Fod høi Fjeldpyramide, tager sig fortrinlig ud. Men noget særeget sydligt Præg kunde jeg trods min gode Villie ikke opdage. Vi vare blevne saaledes forsinkede paa de talrige Stoppesteder, ved de mange Varer, som skulde losses ud og ind, at det var mørkt inden vi naaede frem og vi kunde derfor kun svagt skimte Omridsene af det gamle Pavepalads, som rager op over Byen.
Kl. 6 Søndag Morgen var jeg atter paa Benene. Min første Gjerning efterat have omskiftet den horisontale Stilling med den vertikale var naturligvis at heise Spaanjalousierne op og vende Blikket mod det Høie; Himlen var klar— ikke en Sky at opdage, men hundrede tusinde Gange har jeg set Luften ligesaa klar og blaa hjemme; altsaa atter skuffet!
Avignon er en Oltidsstad helt igjennem. Disse snevre, i alle Retninger bugtede Gader og Gyder, uden Fortouge, brolagte med nævestore Rullestene og omgivne af uanselige uregelmæssige Huse, mangle blot Riddere i Rustning og Hjelm for at være, som de vare i Middelalderen. Styret i Aarhundreder med den hellige Stols Valmuescepter er denne Stad i den Grad bleven uberørt af det hele aandelige og materielle Fremskridt, at ikke engang Revolutionens Blodsværd, som overhuggede det unaturlige Baand, der knyttede den gammelgalliske Stad til Pavestaten, ikke engang Keiserdømmets Slagtorden, ja end ikke de brusende Lokomotiver, som hver Dag fare forbi dens Porte, have kunnet vække den og drage den ind i Tidens stærke Udviklingsstrøm. Det er næsten ufatteligt, hvorledes en By i en af Verdens store Samfærdselslinier, midt i en af de frugtbareste Egne i Frankrig kan holde sig udenfor alle Fremskridt. Og dog er det saa; medens andre Byer, langt mindre heldigt beliggende, fordoble sin Folkemængde nogle Gange i Aarhundredet, saa er Avignon bestandig gaaet bagover. Aldrig har jeg i en Landsby været saa ilde ude for ats. 96finde en Restauration eller en Kaffe, som i denne By, der dog endnu har over 30,000 Indbyggere. Butikerne ere snart talte og den totale Mangel af de høie Murstensobelisker, som den moderne Industri i hver Vraa reiser til Ære for Dampkraften, viser at Watts Opfindelse her kun kjendes af Navn. Men Avignon er dog vel værd en Dags Ophold, thi selv om man ikke vilde bestille andet end sidde oppe paa den høie Terrasse, hvor man har reist Perseren Althen, som indførte Krapdyrkningen i Frankrig, en Statue, saa vilde man ikke kjede sig, forudsat at man har aabent Øie og aaben Sands for et af de smukkeste Landskaber, der kan tænkes; den brede Rhonestrøm, den frugtbare Dalslette med sine Plantager af Morbærtræer og Olietræer, Mont Ventour's prægtige Pyramide og Vaucluses lave Aase, den gamle Stad med sine høie Stenmure, hist og her afbrudt af de krenelerede Taarne, og med sit Pavepalads; og saa den lille By Villeneuve paa den anden Flodside med sine Borgruiner — — alt dette danner et uforligneligt Panorama. Imidlertid blev jeg ikke siddende deroppe for at drømme; som en brav Turist spenderede jeg en Time og to Franks for at se Pavepaladset, en høist mærkelig Oltidslevning. Udensra gjør denne store graa Murmasse Indtrykket af en Fæstning, og de ti, tolv Alen tykke Mure med sine smaa Skydehuller — som forresten de i den nyere Tid anbragte firkantede Vinduer let forhindre En fra at opdage — godtgjøre noksom, at de hellige Fædre ikke følte sig ganske trygge niidt imellem sin Hjord. Medens jeg ledsaget af den lærde Portner, der saa ud som en Oberst, for ikke at sige General fra Keisertiden, gjennemvandrede disse Gaarde, Gange, Trapper og Sale, hvor nu de kjække rødburede Unggutter fra Algier og Krim holde Kvarter, ønskede jeg mer end en Gang, at Væggene kunde tale. Da skulde vi faa høre Mysterier, som i Rædsel og Afskyelighed langt vilde overtræffe alle de skrækkeligste Scener, som endnu nogen fransk Romanskriver har opfundet. De skulde kunne fortælle os, disse Mure, hvorledes den hellige apostoliske Inkvisition bragte Synderne til Bekjendelse med Ild og Sværd, de skulde fortælle oms. 97de hellige Mænds hemmelige Glæder, om Cola ti Rienzi's Vansmægielse i det underjordiske Fængsel og de skulde hellerikke glemme Revolntionsmændene, som huggede Arme og Ben af Papisterne og kastede dem, endnu halvlevende, ned i den gamle pavelige Jskjelder, for tilsidst at kvæle dem ihjel under et Lag af Kalk! Men talte ikke Murene, saa talte sandelig min Veiviser; her, fik jeg vide, var det, at Inkvisitionen iførte sine Offere Svovlskjorten og lod dem levende stege, „endnu ser man i Vinkelen af det kegleformige Loft Røgen af Kataverne," her sad Cola di Rienzi, her er Iskjelderen, her er den udhulsede Sten, hvori Inkvisitionen lod Kjetternes Fødder stikke i kogende Vant; disse høist mærkelige Fresker i Pavernes Privatkapel ere af Giotto, og uagtet Soldaterne før i Tiden havde Lov til at more sig med at halshugge Figurerne i disse Malerier, saa ere endnu nogle bevarede, deriblandt den skjønne Laura, Petrarkas Elskerinde. I arkitektonisk Henseende har Pavepaladset nagtet sine prægtige gothiske Hvælv mindre Interesse.
Medens jeg om Eftermiddagen var paa Farten for at finde en Restauration, hvor jeg kunde indtage et tarveligt Middagsmaaltid, blev jeg hændelsesvis Vidne til den største katholske Procession, jeg endnu har set. Det var nemlig den hellige Agricol's Dag; den hellige Agricol (Vorherre maa vide, hvem den gode Mand forresten var) er Avignons Skytspatron, og i den Anledning utfoldede nu hele den Avignonske Geistlighed al sin Pragt; det var et Maskeradeoptog uden Ende; først kom fire skjæggede Sapeurer i fuld Galla med Øxen paa Skulderen og Faskinkniven ved Siden, saa et militært Musikkorps med Trommer og Horn, saa to Rader af unge, hvidklædte Piger, Børnene med røde Faner, Pvorpaa Helgenens Billede, de unge Damer tilslørede og med Bømrebogen aaben, saa kom en Fyr med en stor malet Fane, saa gamle Kjærringer og Mænd, formodentlig Lemmer af en barmhjertig Stiftelse, hver med et indviet Lys i Haanden, hvilket dog af Ekonomi ikke brændte, saa nogle hundrede Præster af alle Grader lige ops. 98til Bisperne, alle udklædte med mere eller mindre Smag, alle med et mere eller mindre dumt Udtryk i Ansigtet, og saaledes videre i det Uendelige. Midt i Processionen bares en Voxbuste af Hr. Agricol; Musiken spillede lysteligt, de unge Piger sang bedrøveligt, Præsterne brægede og Hospitalslemmerne klynkede, saa det var en Gru! Og dette foregik midt i det nittende Aarhundrede, i en stor fransk By, ved høi lys Dag og i Paasyn af flere tusinde Mennesker, som forresten ikke viste nogetsomhelst Spor til Andægtighed! Paa mig gjorde den Hele Farce et modbydeligt Indtryk. Hjemme, hvor alt dette Væsen neppe kjendes af Navn, er man sig ikke rigtigt bevidst, hvilken umaadelig Lykke det er for et Land for Tid og Evighed at have brudt med den hellige Stols fordummende Aandstyranni.
7