Rosing, Hans Anton BREV TIL: Scheel, Margery Wibe FRA: Rosing, Hans Anton (1858-09-02)

Aberdeen, 2den September 1858.

Det er nok paa høi Tid, at jeg atter lader dig høre noget fra mig, hvis jeg ikke vil, du skal tro, at jeg er fløiet i Luften med et eller andet forulykket Jernbanetræn. Lad mig altsaa begynde med at sige, at jeg er hel og velbeholden og for Øieblikket nærmere Eder alle, end jeg har været i de sidste tre Aar og nærmere, end jeg vel kan komme, førend jeg til Vaaren begiver mig paa Hjemreisen. Naar du tager Landkartet frem, vil du nemlig se, at Aberdeen ligger paa Nordostkysten af Skotland, og at vi altsaa blot ere skilte ad ved en liden Vandpyt, som man kalder Nordsøen. Da jeg derfor igaaraftes drev om nede paa Strandkanten og frydede mig over det blanke Havspeil og den klare Maane, beklagede jeg virkelig af ganske Hjerte, at jeg ikke paa alle mine Reiser har en eneste Gang været saa heldig at træffe paa Manden, som laaner Syvmilestøvler ud; jeg skulde da ganske sikkert leiet mig et Par og af og til overrasket mine kjære Venner hjemme med en liden Visit.

Inden jeg begynder at fortælle dig om mine seneste Oplevelser, maa jeg takke for det Fødselsdagsbrev, som forresten ikke kom mig ihænde paa Dagen. Men det var da ikke Eders Skyld, thi dersom jeg havde været i London, Manchester, Edinburgh eller en anden By i de forenede Kongeriger, vilde Brevet utvivlsomt kommet i rette Tid; men jeg tilbragte den 14de August paa et Sted, hvorhen der ingen Post gaar af den gode Grund, at der ingen er at sende Post til, thi Stedet beboes kun af Kjør og — af hedenfarne Aander! In kan du saa gjætte, hvor din Søns. 132fyldte sit 31te Aar? Det kan du vel neppe, og jeg faar vel derfor ligesaa godt først som sidst sige dig, at det var i Fingals Hule, den verdensberømte Fingals Hule, hint romantiske Sted, som alle Tiders og alle Steders Skillingsmagasiner saa ofte have beskrevet og afbildet, uden at det dog nogensinde er lykkedes eller vil lykkes at give den, der selv ikke har været der, en sand Ide om dette Naturens Mesterværk. Thi det er ikke nok, at man fortæller, at Fingals Hule er en Basaltgrotte, saa og saa dyb og saa og saa høi, indskaaret i den sydlige Skrænt af den lille Ø Staffa, som ligger et Stykke ude i Atlanterhavet ved Skotlands Vestkyst; det er ikke nok, at man afbilder Hulen, set fra Bunden og set fra Mundingen; det, som man aldrig kan gjengive og som netop saa at sige danner Sjelen i det Hele, det er Bølgeslagets melankolske Musik og de gjøglende Lysreflerer, der som urolige Aander dandse langs Grottens Vægge og Loft. Dertil dette smaragdgrønne, krystalklare Vand, som danner Gulvet og som lader de mindste Detailler i den lyse Bund ses i mange Favnes Dybde, og saa det lyse, blanke, skinnende Hav udenfor, og saa nogle Reminiscentser af Ossian, og man behøver ikke mere for at overgive sig til de mest poetiske Drømmerier, — at sige — dersom man er alene eller i Selskab med ligestemte Sjele. Men i vore Dage kommer ingen alene i Fingals Hule, thi den er med alt, hvad i den monne findes af Romantik, Aander og andet mere paa lovformelig Maade ved thinglæst Dokument bortforpagtet til et Glasgower Dampskibskompagni, der i Sommermaanederne tre Gange ugentlig sender et med Tourister fuldladet Dampskib derhen. Da der betales et Pund Sterling pro persona for Turen, er der ingen Tvivl om, at Kompagniet maa gjøre en god Slump Penge ud af Affæren og at Fingals Hule paa sine gamle Dage er bleven forvandlet til en Guldmine. — Det er forresten ikke alle, som saa fuld Valuta for sine Sovereigns, thi dersom Søen er urolig, og Atlanterhavet har meget ofte dette Indfald, saa kan man ikke komme ind i Hulen med Baadene. Dennegang havde vi imidlertid et aldeles pragtfuldts. 133Veir, og jeg klatrede lige ind til Bunden af Grotten. Det var virkeligt et høist mærkværdigt Syn, som derfra præsenterede sig, thi alle de afbrudte Basaltsøiler, der danne en Art Ballustrade rundt Væggene, vare tæt besatte med Herrer og Damer i alle Slags Kostumer, ligefra Høiskotternes Sansculottiske Nationaldragt og op til den nyeste Pariser Krinoline af 6 Alens Diameter! Og det lod ikke til, at der var mange hensnnkne i taus Beundring; der var en Syngen og en Snakken, En reciterede Ossian, en Anden gav en Stump af Walter Scott tilbedste, her nynnede En „God-save-the-Queen“ og hist skreg en Dame, fordi en Herre traadte paa hendes Kjole o. s. v.; men det mest kuriøse af det Hele var, at Selskabet ikkedestomindre næsten udelukkende bestod af Albions flegmatiske Sønner og Døtre, blandt hvilke maaske de fleste ikke havde følt Trang til at sige et eneste Ord under hele Seiladsen, som dog havde varet en 6—7 Timer!

9*

Fra Staffa seilede vi over til Jona, en langt større og derfor ogsaa af menneskelige Væsener beboet Ø, som har en rig Skat af Antikviteter fra de gamle skotske Kongers Tid og hvis Domkirkeruin er en Levning af den ældste gothiske Bygningskunst. Føreren viste os otte Gravstene, under hvilke der laa begravet norske Konger af den gode gamle Sort, som hentede sin Appanage udenlands fra. Jeg fik dog ikke Tid til at dvæle længe ved disse brave Forfædres Grave, thi Dampskibsklokken ringede Selskabet ombord, og vi begav os paa Tilbageturen til Oban, hvorfra Erkursionen om Morgenen var gaaet ud. Seiladsen til og fra Staffa og Jona var forresten ikke det mindst smukke af Turen og navnlig behagede den mig, fordi jeg holder meget af at suge Solskin ombord i et Skib paa en varm Sommerdag, og fordi det interesserede mig at se den skotske Skjærgaard, der i mange Henseender minder om den norske.

Skjønt Landbrugsmødet, for hvis Skyld jeg er her i Aberdeen, optager min Tid og mine Tanker, vil jeg dog forsøge i Korthed at fortælle dig om en Tur gjennem Høilandene, som jeg foretog med mine to Reisekammerater fra Chester. Tydskeren, soms. 134sandsynligvis er rig eller som ialfald har Penge at spendere paa sin Reise og som sæller stor Pris paa at leve komfortabelt, boede i det fineste Hotel i Glasgow, vi to andre, som ikke ere rige og som ganske vel kunne undvære komfortabel Luxus, havde søgt os ud det Hotel vi antog billigst og valgt et, som hed „Bukkehovedet," hvilket Navn syntes at antyde et vist Forhold til Landbrug og Billighed; Erfaringen viste os imidlertid paa den for vore Kasser sørgeligste Maade, at dette saa langt fra var Tilfældet, at tvertimod Tydskeren slap billigere fra Historien i det fine Queen’s Hotel. Den Morgen, Reisen skulde gaa for sig, vækkedes jeg Kl. 5 derved, at en frygtelig Øsregn pidskede paa mine Vinduer; „jasaa, tænkte jeg, idag blir det da ikke af," og vendte mig om paa den anden Side. Men neppe var jeg atter faldet i Søvn, førend jeg blev vækket ved en ny Øsregn, ikke udenfor Vinduerne, men inde i min Stue, en Øsregn ikke af Vand og Væde, men af danske, tydske og engelske Skjænderier, en Øsregn, som i rige Strømme faldt over min sovende Personlighed og temmelig hurtigt jog Morpheus paa Døren. Det var naturligvis mine to dano-germaniske Venner, som i fuld Reiseklædning præsenterede sig paa hver sin Side af min Seng og paa den bitreste Maade udtrykte sine blandede Følelser af Forbavselse og Vrede over at et Menneske, der skulde reise med Jernbanen Kl. 6, endnu laa i sin Seng, da Klokken faldt i Slag. Forgjæves appellerede jeg til deres Sands for det Passende; de vilde ikke vide noget af, at man opsatte en Fornøjelsestur, fordi det regnede „lidt," som de kaldte det, endskjønt der var faldet Vand nok for at slukke den stærkeste Ildebrand; „det kunde jo klarne op ud paa Dagen" o. s. v. Velan, endskjønt jeg er af en temmelig stridig Natur om Morgenen, saa gav jeg dog efter og gik ind paa at reise med næste Træn, enten det saa regnede Skomagergutter eller ei. — Kl. 10 om Formiddagen strøg vi da afsted til Balloch ved den sydlige Ende af Loch Lommond. Her maa jeg nu tilstaa at mine Rejsefæller tildels fik Ret, thi virkelig klarnede det lidt, ialfald hørte Regnen op, og Luften blev saa vidt gjennemsigtig, at vi kunde nyde Synet afs. 135det omgivende Landskab, der forresten paa dette Sted ikke frembyder noget Mærkeligt. Loch Lommonds sydlige Del er meget bred, men, eftersom man kommer mer nordover, bliver den betydelig snevrere. Jeg kjender for lidet til vore norske Fjeldvande til at kunne sige, om noget af dem ligner Loch Lommond, at der er adskillig Lighed antager jeg intidlertid; mange Steder forekom det mig, at jeg gjenkjendte Partier fra Mjøsen, men medens Mjøsvandet er farveløst, er Vandet i Loch Lommond og, saavidt jeg har set, ogsaa ellers i Højlandene ganske brunt, men ikkedestomindre fuldkommen klart og gjennemsigtigt; denne Farve, som formentlig hidrører fra de store Myrer, hvorfra det gjennem mangfoldige Bække og Elve strømmer ned til Indsøerne, gjør, at Vandfladen nærved synes ganske ravnsort, hvilket giver det Hele en ejendommelig Karakter. Dampbaaden var, som altid paa den Tid af Aaret, fuld af Tourister; næsten alle vare fra England, og man fortalte os overalt, at der iaar var kommet flere end dobbelt saamange engelske Reisende op i de skotske Høilande som de foregaaende Aaringer, hvortil Grunden skulde være at det strenge Pasvæsen, som var indført i Frankrige efter Attentatet af 14de Januar, afskrækkede Folk fra at reise til Paris. I Belgien klagede man ogsaa over Formindskelsen i de Reisendes Antal, som man der tilskrev samme Grund, og senere har jeg fra mine Venner i Paris hørt, at Hotellerne iaar stode halv tomme og Galanterihandlerne holdt paa at spille Fallit — altsammen fordi det franske Politi troede, at man ved Pasvrøvl kunde beskytte Keiserens Liv. Men — det var nu ikke egentlig derom vi skulde tale! Af Udlændinger var der ombord i Dampbaaden en ung tydsk Kjøbmand, som havde giftet sig til mange Penge i England og nu reiste gjennem Højlandene i „the honey moon,“ som Engelskmændene kalde Hvedebrødsdagene. Bemeldte Tydsker var en meget pen Fyr, lod det til, og han prækede for os tre Ungersvende om det passende, fornuftige og behagelige etc. etc. i at gifte sig med engelske Damer, som havde mange Penge. At vi ikke modsagde ham, følger saa temmelig af sig selv, for dets. 136første, fordi det under de forhaandenværende Omstændigheder næsten vilde været en personlig Fornærmelse, og for det andet, fordi det igrnnden var sandt, hvad Manden sagde. Jeg for min Del erklærede endogsaa, at jeg ikke skulde have nogen stor Betænkelighed ved at indlade mig derpaa, dersom en Dame af god Opdragelse og gode Sæder, smuk, elskværdig, ædel, talentfuld, ikke over 23 til 24 Aar, med 20,000 £ paa rede Haand og Udsigter til mere, dersom, sagde jeg, en saadan Skat partout havde sat sig i Hovedet, at jeg var den af Skjæbnen for hende bestemte, saa skulde jeg maaske slaa til! Den unge Ægtemand mente, at der var „plenty“ af saadanne Kone-Emner i Storbritannien, naar man bare vilde søge; jeg har ingen fundet — rimeligvis, fordi jeg ikke har søgt. Skotter var der, saavidt vi erfarede, ikke mange af paa Dampbaaden — vi befinde os fremdeles der — dog var der nogle Gentlemen i den høiskotske Nationaldragt, der nu er gaaet ganske af Mode blandt Folket og kun af og til bæres af en og anden „Duke,“ „Earl“ eller, hvad der nok er det almindeligste, af disse høie Herrers Tjenere. Dragten er forresten smuk og klædelig; den bestaar af — for at begynde nedenfra — Sko, Tartans Uldstrømper, der gaa , op til omtrent to Tommer under Knæet, som er ganske blottet uden Hensyn til Aarstiden; Kroppen dækkes af et kort snevert foldet Skjørt af Tartan og Overkroppen af en lang Vest og en Dito Jakke af graat eller mørkt Klæde; paa Hovedet bæres den skotske Lue med en Ørtiefjær i (en Hanefjær eller Kraakefjær kan ogsaa gjøre Tjeneste). Hertil kommer nu et Slags Patrontaske med Skind- eller Hestehaarsdusker, som i Regelen hænger paa Maven og hvis egentlige Øiemed ikke er mig bekjendt, samt desuden den skotske Dolk, rigt besat med Amethyster eller Cairngorm Stene paa Heftet, og med et Par „Dolke-Unger" ɔ : mindre Exemplarer af samme Sort paa Forsiden af Slidren. Dolken bæres — ja gjæt engang ! i Strømpen. Endelig er Plaidet et Hovedstykke af Dragten, da det danner det eneste Slags Overtøi, som Highlanderne kjende. I gamle Tider bares denne Dragt af Høi og Lav, og hver „Elan" eller Familie i patriarkalsk Forstand ɔ: alle fra Høvdingens. 137til Faarehyrden, havde sit særegne Tartansmønster, som dersor ogsaa forekommer i stor Mangfoldighed og Afverling i Farver. Alle de rudede saakaldte Walter Scotts Tøier, som vi undertiden endnu se anvendte hos os hjemme, ere i Regelen ægte skotske Tartansmønstre; et af de smukkeste er Rob-Roy, som er simpelthen rødt og sort Schakbret-tegnet; det fornemste er „the Royal Stuart.“ — Nu ville vi antage, at Dampbaaden er arriveret til Inversnaid, hvor vi gaa iland for at giøre en Afstikker paa Loch Katterin. Inversnaid er ikke nogen By, men blot et Landingssted for Reisende, hvor der er et stort Hotel og Beværtningssted og et Vandfald, der tager sig ganske godt ud efter stærkt Regnveir. Saasnart man havde sat Foden paa Landjorden, begyndte der en ordentlig Kapløben opover Bakken, da man vidste, at der paa langt nær ikke vilde blive Plads paa Vognene til alle, som vilde med. Mine Reisekammerater og jeg fulgte med nogle Folk, der kjendte Lokaliteterne og førte os en Gjenvei, hvor der egentlig skulde betales en Penny pro persona til Ejermanden, som imidlertid blev taget med Storm og Løfte om Betaling en anden Gang. Paa denne Maade bleve vi da blandt de Lykkelige, som fik Plads, og nu gik det afsted stedse opover og opover, indtil man kom op paa et Slags Plateau, hvorfra man havde en prægtig Udsigt over Loch Lommond og Ben Lommond, en af Highlandenes høieste Fjeldtoppe. Veien gaar nu over eller paa Kauten af en Myr i Dalbunden, som paa begge Sider indesluttes af træløse, men græs- og lyngbevorte Høider — et i høieste Maade uinteressant Landskab. Efter omtrent en Times Kjørsel begyndte det atter at gaa nedover og snart naaede vi Vestenden af Loch Katterin, hvor en liden Dampbaad laa færdig til at tage os ombord. Veiret var nu, jeg kan ikke sige godt, thi tykke Regnskyer hang over Fjeldtoppene, som omgive Indsøen, men jeg maa ikkedestomindre antage, at det var det ønskeligste Veir, vi kunde have, thi det gav det hele Landskab en høist interessant Karakter, som man kunde kalde melankolsk-romantisk og som mindede mig om et af Bladene i „Norske Folkelivsbilleder," det, der fremstiller ens. 138Ligfærd, som i Baade har sat over et Fjeldvand og netop er ifærd med at støde til Land for at fortsætte Vandringen til Kirkegaarden. Loch Katterin er blandt de mindste af de skotske Landsøer, men en af de smukkeste, især dens østlige Del, hvorhen vi nu nærmede os. Omgivelsernes Karakter er her ganske forandret, og det var derfor særdeles heldigt at Veiret skiftede, idet den prægtigste Sommersol kastede sine Straaler ned over „the Trosachs“ rige Vegetation. Her var altsaa dette verdensberømte Trosachs, hvor Walter Scott har henlagt Scenen for sit Mesterværk „the Lady of the Lake,“ om hvilket man kan spørge „hvo kjender ikke det?" og altid være temmelig sikker paa, at ingen vil vove at tilstaa sit Ubekjendtskab dermed, allermindst naar man er omgivet af Folk, som kan citere Størsteparten af dette berømte Digt. Her hørte man da heller ikke andet end „Ellen," „Fitz-James," „Rhoderic," „Malcolm" og andre Personager, der spille en Rolle i Digtet. „Her gik de iland." „Her var Kampen." „Her var dit og hist var dat" o. s. v. o. s. v. og saa alt imellem Udbrud af Henrykkelse over Naturen: „Very fine lake!“ „Beautifull scenery!“ „splendid!“ „grand!“ etc. regnede det ned fra alle Kanter. Jeg Stakkel, som ikke endnu havde saaet Tid til at læse „the Lady of the Lake,“ ønskede hele Sværmen af Ladies og Gentlemen Pokker ivold eller ialfald iland, saa man kunde saa Lov til at nyde det virkelig deslige Landskab i Fred og Ro; men endskjønt jeg søgte mig ud den mest ensomme Krog paa Skibet, som jeg kunde finde, kunde jeg dog ikke undgaa de mange Uundgaaelige, som følte Trang til at meddele sine Indtryk og blære sig med sine poetiske Reminiscentser. Der er ingen, der under saadanne Omstændigheder som dem, vi her vare under, er mere tilbøielig til at give sine Følelser Luft, end den ellers saa tilbageholdne Englænder; naar Tydskeren faar sagt sit „Wunderschön" med den behørige Pathos, er han i Regelen færdig; Franskmanden vil anvende mere Opmærksomhed paa at observere de forskjellige Symptomer, hans Reisefæller vise paa Betagelse, end paa det, der har fremkaldt Betagelsen; Danskeren vil maaske lade falde et beskedents. 139„Deiligt" eller „Yndigt," men Nordmanden vil ganske upaatvivleligt æde Fornøjelsen i sig og, hvad angaar Italienere, Tyrker og Kinesere, har jeg ikke havt Leilighed til at reise sammen med dem, saa at deres Natur-Forhold eller rettere sagt deres Forhold til Naturen er mig ubekjendt. Men Englænderen og især Englænderinden bliver ligeoverfor et Landskab, som Bradshaw, Black eller Murray har erklæret for at være smukt i en eller anden Potents, meget følsom i Ord, især naar der knytter sig et eller andet Historisk eller Digt til Stedet. „You know the Lady of the Lake, Sir,“ sagde en ryk Gentleman til mig. „No Sir, I have not read it.“ „What do you say Sir, is it possible! ?“ og andre endnu stærkere Udbrud af forbauset Indignation. Vel, tænkte jeg, det er nok her bedst at have læst „the Lady.” Og ingenting er lettere end at dupere Godtfolk under saadanne Omstændigheder. Man hører en Bemærkning sra høire Nabo og anvender den med en liden Nuancering til venstre Nabo, der udvexler den med en anden Bemærkning, som atter anvendes til høire Nabo; man hører et Citat bag ved sig, som man saa behændigt anbringer til sin Formand osv. osv., og man lader aldrig Folk tale helt ud, uden at forsikre dem om, at man kjender Historien til Punkt og Prikke. Paa denne Maade udførte jeg da i mindre end et Minut min Beslutning om at have læst „the Lady of the Lake.“ Endelig steg vi da iland og paany tilvogns for at kjøre gjennem et pragtfuldt løvrigt Dalføre, hvis Mage i Romantik jeg sjelden saa. Vi kom nu til „the new Trosachs Hotel,“ der med sine runde Taarne ganske ser ud som et Slot fra Middelalderen. Et meget fint Hotel var det sandelig, man levede godt og man betalte endnu bedre. Efter Middagen spadserede vi atter ned til Loch Katterin og Tydskeren gav sig ikke, før han fik os besnakket til at leie en Baad og lade os ro ud til „Ellen’s Island,“ hvor baade han og Danskeren vare romantiske nok til at samle med sig et helt Herbarium af Lyng og Blomster, medens jeg frydede mig over Naturen! Øen er en ganske liden Holme, men dækket med en tropisk yppig Vegetation af Løvtræer,s. 140Kjæmpebregner etc. Vi vare forresten ikke de eneste, der „sværmede;" der hvor vi landede, laa allerede en Baad, i hvis Agterende der sad en tyk Herre med et ægte Spækhøkersjæs, røgente sin Cigar og sikkerligen tænkende paa sine Aktier og Valuta; men da vi gik iland, raabte han til os: „When you meet my wife, Gentlemen, please tell her, I am anxious to return ! “ Det begav sig da at „Mistress" var en ung smuk Person, som var gaaet iland for at sværme og botauisere, thi hun havde en stor Botaniserkasse ved Siden. Hun lo ganske hjerteligt, da vi udrettede hendes Husbonds Ærinde, og fortalte, at hun var aldeles ikke „anxious to return,“ men at hun vel fik forbarme sig over ham alligevel. Det Slags Ægtepar, en tyk Spækhpker med en ung smuk Kone ser man mange af i England, og derfor er der ogsaa saamange Skilsmisseprocesser og lignende hertillands. Snart vendte ogsaa vi tilbage, og Baadmændene søgte da at indsmigre sig hos os, ved at synge skotske Viser og citere hele Sider af „the Lady of the Lake;“ spurgte man dem om noget, fik man altid Svar paa Vers, hvorved man i Regelen blev ligesaa klog som før.