Scharling, Carl Henrik BREV TIL: Scharling, Carl Emil FRA: Scharling, Carl Henrik (1863-01-03/1863-01-07)

Søndag Morgen 3. Januar.

Igaaraftes have vi haft et lille Bal her. Det gik meget muntert til, heelt utvungent og fornøieligt. Alt var iøvrigt som hjemme hos os, kun med den (iøvrigt ikke ubetydelige) Forskjel, at de enkelte Dandse vare sjældent mere end et Quarteer. For de saakaldte »Hoveridandse« kan det være ganske rart, men det gjør rigtignok al Samtale med Damerne umulig, da man neppe har begyndt, før man maa holde op igjen. Da jeg imidlertid ikke nærede særegen Interesse for nogen af disse, saa morede jeg mig alligevel ganske godt. — Paa Tirsdag gjør Borgmesteren et vældigt Bal (eller Reception, som det egentlig hedder) for alle Honoratiores; Brandt’s har lovet at indføre mig. At more mig venter jeg just ikke, men jeg har nok Lyst til en Gang at see s. 341en rig Amsterdamerborger udfolde hele sit Huses overflødige Pragt.

(Igaaraftes var jeg der — det var rigt og stort, som jeg havde ventet).

Iøvrigt have vi i denne Uge Besøg af Student Jensen *), Huuslærer hos Bille-Brahe i Haag, om hvem jeg tidligere har fortalt Eder. Han er et livligt, muntert Menneske, en rigtig dansk Student, og jeg glæder mig meget ved at leve mig ind i den gamle Studenteraand og debattere Politik og Æstetik med ham.

Familien her bestaaer af Grossereren (en Mand paa 42 Aar) og Fruen (Hollænderinde, som Du veed, men hun taler meget godt Dansk, kun med en fremmed Accent; en meget elskværdig Dame), samt deres 16aarige Søn Andreas, om hvem jeg ikke veed, om han er Hollænder eller Dansk. Dernæst Grossererens yngre Broder, som nu er i Compagni med ham, boer et Par Huse herfra, men sees dagligt her i Huset. Han har været gift med en Søster til Fru Brandt, der er død for fire Aar siden og har efterladt sig en liden Datter.

Selve Julen har vi tilbragt temmeligt stille uden synderlig Skral, men det var mig ogsaa kjærest. Juleaften var en Deel af Fruens Familie samlet her, og det gik lidt mere stivt hollandsk til. Nytaarsaften vare vi alene (Jensen var dog alt kommen dengang) vi feirede den paa Ämsterdamerviis med at spise Østers og drikke Rhinskviin — tilsidst fik vi s. 342en Champagneflaske frem, men den havde muligviis ved at ligge for længe tabt sin Kraft og kunde ikke skumme. Derfor drak vi dog ligefuldt Skaaler for vore Kjære i Hjemmet og gik først til Sengs, da Klokken var slaact Tolv.

— Jeg haaber da, at Du og de Andre vedblive saa smaat at sende mig Underretning om, hvorledes det gaaer med »Nøddebo« og »En Omvei«.

Jeg har været adskillige Gange paa Comedie, mest tydsk, men det har ikke Stort at sige. Her hersker endnu bestandig en vis Antipatin mod Theatret, der gjør, at hverken den dramatiske Poesi eller Skuespilkunsten kan trives retteligen. Skuespillerne ere ikke lønnede af Staten, men en Flok sammenløbne Comedianter, der har altfor meget af det reelle Livs Skyggesider ved sig, til at de kunne bringe det til nogen rettelig Fremstilling af Idealiteten.

7. Januar.

Igaar saae jeg Peters Udnævnelse i Dagbladet og ønsker af ganske Hjerte til Lykke. — Jeg begynder saa smaat at tænke paa Leyden, hvor jeg dog maa tilbringe i det Mindste et Par Uger. — Tungt, tykt Regnveir i disse Dage. Du er vel nok saa god at sende Onkel Edvard indlagte Brev. Hils Alle kjærligst, som Du selv hilses i Kjærlighed. Dit næste Brev maa Du dog sende til Brandt’s Adresse.

Din Dig elskende Søn

Henrik.