Scharling, Carl Henrik BREV TIL: Scharling, Carl Emil FRA: Scharling, Carl Henrik (1861-12-15)

Genua. Søndag 15. December 1861.

Kjæreste Fader!

Endelig kommer jeg saavidt, at jeg kan skrive et Par Ord til Dig, thi hidtil har jeg ikke gjort stort Andet end rulle afsted paa Jernbaner og i Diligence.

I Mandags forlod jeg Erlangen, Tirsdag tilbragtes i München i taaget raakoldt Veir — gerne var jeg straks reist videre, men jeg maatte blive forat faa Passet bragt i Orden. Onsdag Aften Kl. 6 kom jeg til Innsbruck, det var bitterlig koldt her. Kl. 10 steg jeg ind i Diligencen og saa rullede jeg uafbrudt hele Natten og det Halve af næste Dag. Jeg var høilig overrasket ved at see, at der ingen Sne var falden — det gik ligesaa rask afsted som ved Sommertider. Men koldt var det, Alt var stivfrosset, bl. A. ogsaa mine Fødder. Torsdag For-s. 263middag Kl. 12 kom jeg til Botzen — Luften var her mildere, jeg kunde mærke, at jeg var kommen Syd for Alperne. Og Sydens Liv begyndte ogsaa at røre sig her — der var Skiveskydning og Musik, der var ankommen en ny østerrigsk Commandant, for hvem al denne Lystighed anrettedes. Samme Aften ankom jeg til Verona, her var det atter koldt, en ægte Londonnertaage hvilede over Byen. Jeg mindedes den solhede Dag, jeg sidst havde tilbragt her. Men Skriget og Spektaklet var uforandret det Samme — Hjertet hoppede i Livet paa mig af Glæde, thi nu var jeg atter kommen til det muntre levende Syden. Skjøndt Klokken var henved 11 Aften gik jeg dog lidt ned paa Gaden — det var et kosteligt Syn — hvad bryder Italieneren sig om Kulde og Taage? han skriger og larmer og raser og ramler lige stærkt; Livet i ham er altfor stærkt, til at Vintertaagerne kunde kue det. Ved Midnat gik jeg hjem — Larmen var uforandret den samme. Næste Morgen veg Taagen bort for nogle Timer — Verona laa i herlig, rødlig Efteraarsbelysning. Jeg gik rundt i den med inderlig Glæde, jeg gjenkaldte alle Minderne fra if jor og jublede over atter at være i Syden. — Fredag Aften kom jeg til Mailand — hvor atter alt var Taage. I disse Maaneder udbrede nemlig Alperne deres Taagemasser over Po-Sletten. I Mailand var det koldt — og endnu koldere bliver det senere, har man sagt mig. Endelig igaar Aftes kom jeg til Genua, hvor der er deilig varm Luft, skjøndt Himlen er skydækket. Jeg besøgte Theatret, det var første Gang, jeg var paa ita-s. 264liensk Comedie, derfor tog jeg Billet til første Plads, forat see Alt rigtig godt, og saa fik jeg Plads ude paa Trappegangen, thi Huset var propfuldt. I Begyndelsen var jeg fuld af Harme herover, men beroligedes ved at see, at det gik mangfoldige Andre som mig; saa det lader til at være Skik og Brug her, at man sælger Billetter, saalænge der er Nogen, som vil kjøbe, uanseet hvorvidt der er Plads til flere eller ei.

Imorgen Eftermiddag Kl. 6 afgaaer Dampskibet, næste Dag ligge vi over i Livorno, Onsdag Morgen komme vi til Civita vecchia og — om Alt gaaer godt og vel — Onsdag Formiddag til Roma!

— Give nu Gud mine Kjære derhjemme en rigtig glad Juul! Gid Din Arm snart maae gjenvinde sin gamle Kraft, og Tiden ikke maae falde Dig altfor lang. Hils Tante og Louise og Brødrene og bed dem om at skrive mig til — jo længere man kommer bort, des stærkere bliver atter Længselen efter de Kjære.

Det er kun et fattigt Julebrev dette, men jeg kan ikke gjøre det bedre. Mine Tanker ere skifteviis i Rom og i Kjøbenhavn, og derfor kan jeg ikke holde Skik og Orden paa dem. Naa lad dem da flyve — naar jeg kommer til Rom, skal jeg skrive et Par Ord, forat jeg derefter kan have noget Ordentligt at fortælle. Gud bevare Dig, Du Dyrebare!

Din Dig elskende Søn

Henrik.