Scharling, Carl Henrik BREV TIL: Scharling, Carl Emil FRA: Scharling, Carl Henrik (1862-02-27)

Rom. Torsdag 27. Febr. 1862.

Kjæreste Fader!

Vi ligge midt i Carnevalet — medens man hjemme slaaer Katten af Tønden og spiser Fastelavnsboller, overdynger man her hinanden med Confetti og Blomster. Thi det er noget nær det eneste, som nu er tilbage af det før saa berømte romerske Carneval. Maskerne ere forbudte, og med Maskerne ere ogsaa Characteerdragterne forsvundne, og hele det nationale Præg borte. De fornemme Romere deeltage ikke mere i Carnevalet, saa lidt som den fornemme Verden spadserer paa Volden Store Bededagsaften hjemme hos os. Det er Udlændingene og fornemmeligt Englænderne, der bærer det Hele. Den romerske Finhed, hvormed en Bouquet kastes og gribes, kjender Engelskmanden ikke, han veed s. 278kun at vælte Confetti i tøndeviis ned fra Balkonerne, saa man med en vis Forsigtighed maa bevæge sig i Corsoen, om man ikke vil blive saa hvid som en Møller. Medens oprindeligt Bouquetterne vare Hovedsagen, og man kun kastede lidt med Confetti, hvor man vilde drille en eller anden god Ven lidt, saa har nu Confettien reent fortrængt Blomsterne, og man slaaer den nævefuld i Ansigtet, som om man vilde slaae Øinene ud paa hinanden. Var ikke Corsoen fuldt besat af Patrouiller og Soldater, vilde vist inden føie Tid hele Carnevalet blive til et gemeent Slagsmaal. Iforgaars var det skyllende Regnveir, kun i kort Tid vovede jeg mig ned i Corsoen, der laa en tyk Meelvælling af Dynd (I deroppe i Norden kunne ikke forestille Eder, hvorledes en sydlandsk Gade kommer til at see ud i Regnveir), Confettien smeltede, men værre var det at faa Bouquetter tilsendte, thi Drengene samlede dem op af Dyndet og — jo det var hyggeligt, kan Du troe. Tilsidst kom Hestene (Du veed, at hver Dag i Carnevalet ender med et Hestevæddeløb gjennem Corsoen), de fo’er af Sted i susende Carriere og sendte en Regn af Dynd efter sig til behagelig Erindring. — Alligevel, fraregnet min Ærgrelse over Englændernes Plumphed, har jeg moret mig godt. Naar Himlen er klar og blaa, og de gyldne Solstraaler falde hen over Corsoen, da er det et yderst livligt Syn at see denne brogede Masse bølge op og ned og raabe og skrige, som vare de fra Forstanden. Ja, jeg kan godt forstaae, hvad det maae have været i gamle Dage, da Alt s. 279skjulte sig under Masker, Alt var iført Charakteerdragt, da Bouquetterne fløi og bragte Bud fra den Ene til den Anden, da den romerske Adel kappedes om at udfolde sin Rigdom og Pragt, da to lange Rækker af Vogne strakte sig igjennem hele Corsoens Længde, ideligt angrebne af dem oppe fra Balkonerne — det maa have været en af de meest storartede Folkefester!