Rom. Langfredag 1862. 18. April.
Jeg har nu fuldendt mit Ärbeide til Delitzsch — jeg har confronteret 20 Capitler og copieret enkelte Partier. Min Medhjælper, Prof. Müller fra Padua, har omhyggeligt afskrevet 10 Capitler, hvorfor jeg har maattet betale ham 80 Francs. Arbeidet er gjort med megen Dygtighed, men det er jo ogsaa en høi Betaling. Dog maae det erindres, at Sligt er langt kostbarere her i Rom end ved et tydsk Universitet, hvor man finder 10 for 1 til at gjøre det, medens man har megen Besvær med at finde Nogen, der kan gjøre det godt.
s. 286Da dette Arbeide var fuldendt, indtraadte Paaske Ugen, og i denne har jeg saa travlt som en Mus i Barselseng eller forat bruge en mere anskuelig Lignelse, som Ernst Trier, da han var Musikdireo teur i Foreningen. I Onsdags, forat tage et Exempel, var jeg først om Formiddagen ude i den prægtige Villa Doria, som jeg endnu ikke havde besøgt, og som ligger en halv Miil fra min Bolig. Her vandrede jeg om en Times Tid under de ranke Pinielunde og saae over til Peterskuplen. Eiter at være kommen hjem, udhvilede jeg mig en Timestid og klædte mig derpaa om forat høre det berømte Miserere i det Sixtinske Capel, hvor man altid skal være iført sort Kjole. Det Sixtinske Capel ligger en god Fjerdingvei fra mit Huus, og skjøndt Messen først begynder Kl. 4½, maatte jeg være derude før Kl. 3 forat komme ind. Jeg forefandt en stor Skare sortklædte Gentlemen, i hvis Selskab jeg maatte vente en lille Time, hvorpaa der blev lukket op, og en rasende Kamp begyndte mellem os fine Gentlemen forat komme ind. Eiter seierrig at have tilkæmpet mig Gjennemgangen gjaldt det et Stormløb op ad Trappen og en ny Dyst oppe ved Indgangen til Capellet, som Schweizergarden holdt besat, og hvor min Ven Grøntved fik en Geværpibe i Maven og en Bøssekolbe i Ryggen, men kom dog uskadt udai denne ubehagelige Collision. Jeg var blandt de Lykkelige, der slap ind i Capellet, men Messen varede fra Kl. 4½ til 6½, i hvilken Tid jeg uafbrudt maatte staae. Da jeg endelig naaede hen til vor Aftenrestaurant og haabede nu at kunne hvile paa Da-s. 287gens Besvær, saa blev dette Haab skuffet, idet Bloch og Bætzmann vilde ned til Philip Nesis Collegium ved Ponte Siste, hvor de fattige Pilgrimme opvartes af Cardinalerne. Jeg fulgte da med og fortrød det ikke. Det var rigtige Pilgrimme, fattige og trætte og mødige, som jeg saa ofte mødte dem i Jerusalem, hvilke jeg her saae. To Cardinaler, flere Monsignorer og Geistlige vare tilstede forat opvarte dem. Forud for Bespisningen gik Fodvaskningen. Jeg var saa heldig at faae Plads ved Siden af Cardinalerne og saae, hvorledes den tydske Cardinal Reisach tog Sagen fat med megen Iver — han skruppede Fødderne, som om det gjaldt Livet, og der var Noget i hans hele Maade, der viste, at han tænkte ved det, som han foretog sig.
Derimod saae jeg igaar Paven tvætte Fødderne paa tretten udvalgte Præster — det var det rene Komediespil. Vand var der slet ikke tilstede, men Paven rørte deres Fødder med største Forsigtighed med en tør Klud — det var en fuldstændig Parodi paa Christi Handling. Paaskefesten feires jo her i Rom paa den mest storartede Maade, og dog iroer jeg næppe, der er nogen By, hvor der holdes saa hedensk Paaske som her. Hele den uhyre Menneskemasse, der har forsamlet sig, synes kun at tænke paa at see og sees — det hele er en storartet Maskerade. Soldater og Politi er der fuldt op af overalt. Alt er det rene Theatervæsen, men det forstaaer man ikke ret, før man selv har seet det. Jeg maae altid tænke paa Luthers Ophold her i Rom — den Forfærdelse, som maa have grebet ham, da han saae s. 288det, hvorpaa han byggede sin Sjæls Salighed, Ansigt til Ansigt og ikke fandt Andet end den rene Hedendom deri. — Jeg læser Benvenutto Cellini i disse Dage — det er en ypperlig Skildring, man faaer deri af det medicæiske Pavehof, som det var paa Luthers Tid, hengiven til Nydelsessyge og aldeles forglemmende de Pligter, der paahvilede det. Cellini, skjøndt god Katholik, tager dog ikke i Betænkning at kalde Pave Clemens 7. formedelst hans ustyrlige Vrede for et rasende Bæst.
Nu maae jeg afbryde forat gaae ud i Peterskirken og høre Aftensangen.
Samme Dags Aften Kl. 8½.
I Tirsdags gjorde jeg en meget interessant Udflugt til Gravene ved det gamle Cære. Disse ere kun lidet besøgte, da det er en temmelig lang og besværlig Fart, og dog er det en af de interessanteste Udflugter, man kan gjøre fra Rom. Prof. Ussing har i et af Vidensk. Selskabs Møder givet en velskreven lille Skildring af dem. Det er af de faa Levninger, som ere tilbage fra den etruriske Tid, og jeg blev i høi Grad overrasket ved den Lighed, de i flere Henseender frembyde med de ægyptiske Grave, som jo overhovedet Etruskerne i flere Henseender vare paavirkede af Ægypterne, og der synes at have fundet en vis Overensstemmelse Sted mellem disse to Folk, kun at der er noget langt mere storartet over Ægypterne. Gravene her vare næsten alle Klippehuler under Jorden med en ofte meget smuk architektonisk Anordning. Det var noget be-s. 289sværligt at kravle ned i dem, i flere af dem var der en Del Regnvand, og jeg faldt i Vandet i en af dem, ved hvilken Leilighed jeg kom til at tænke paa Tante Emmy, der altid har næret en vis Frygt for, at jeg skulde ende mit Liv i en Mose eller i et Vandhul, siden den Gang, da jeg faldt i Søllerødmosen.
I næste Uge vilde jeg gerne gjøre en lille Udflugt i Bjergene og dernæst til Neapel. Fra Neapel vilde jeg da atter begive mig tilbage til Rom forat tilbringe endnu 12 à 14 Dage her og da først i Juni, om Gud vil, reise til Florents. Jeg beder Dig derfor sende Dit næste Brev til Neapel, poste restante.
Din Dig inderligt elskende Søn
Henrik Scharling.
Med Helbredėn gaaer det ganske godt nu.