Scharling, Carl Henrik BREV TIL: Scharling, Carl Emil FRA: Scharling, Carl Henrik (1862-06-18)

Florents. 18. Juni 1862.

Kjæreste Fader!

Ved min Ankomst til Florents igaar fandt jeg Brev fra Dig og Louise, hvorfor jeg takker Eder Begge paa det Hjerteligste. Desværre var det ikke de gladeste Breve, — den første Side i Dit Brev for-s. 298talte kun om Sygdom og Død. (Her følger Meddelelser om Dødsfald og svære Sygdomstilfælde). —

Fortsættelsen af Dit Brev bliver ikke lysere. Jeg veed snart ikke, hvad jeg skal svare dertil — thi Brevformen er mig for kort, der maatte behøves en mundtlig Samtale for at forklare mig. Vel seer jeg tilfulde, at det er den inderligste faderlige Kjærlighed, som taler igjennem Dine Raad og Formaninger, og for denne takker jeg Dig af et fuldt Hjerte, som jeg altid har takket Dig derfor — ogsaa veed jeg, at Du fra Dit Standpunkt ikke godt kan see Sagen anderledes an, og maa være fuld af mange-haande Bekymringer — men alligevel er jeg fra mit Standpunkt fuldt og fast overbeviist om, at jeg ikke kunde have anvendt de to forløbne Aar paa nogen bedre og rigtigere Maade, og jeg takker dagligt Gud, at han har ført mig saalunde. — Saa ganske uden Planer for Fremtiden, som Du synes at antage, er jeg da heller ikke. Naar jeg heller ikke har meddeelt Dig noget derom, da har dette ikke sin Grund i Ligegyldighed, men blot deri, at jeg ikke ønskede at mødes af noget Veto fra Din Side. Om Alt gaaer efter Ønske, vil jeg vælge Holland til mit Opholdssted nu, af den Grund, som Du selv angiver, og som tro Søn af Kjærlighed til Dig. løvrigt ønsker jeg ogsaa selv at have et mere roligt Universitetsophold efter et saa bevæget Liv, som jeg har ført i Italien, og muligviis kan Holland afgive et større aandeligt Udbytte, end jeg tiltroer det.

Jeg har gjort en meget interessant Reise fra s. 299Rom og her til Florcnts, idet jeg har gjort Reisen tillands med Vetturin i følgende Stationer: 1. Dag: til Civita Castillana — 2. Dag til Terni — 3. Dag til Foligno, fjerde og femte Dag i Perugia, 6. og 7. Dag i Siena, endelig 8. Dag i Florents (fra Siena til Florents med Jernbane). — Atter stod jeg da ganske alene mellem de Fremmede — og den første Dag var jeg heel melancholsk i Hu ved Tanken om at have forladt det muntre Landsmandsskab i Rom. — Jeg gjorde snart Bekjendtskab med en skikkelig Capucinermunk, som sad ved min Side og var meget gemytlig, indtil han pludselig til sin Forskrækkelse opdagede, at jeg var Protestant. Vi kom da i Disput sammen om Protestantisme og Katholicisme, hvilken blev afbrudt ved, at Kudsken pludseligt blandede sig ind i Samtalen og erklærede, at han var Protestant ligesom jeg, for han troede hverken paa Paven eller Madonna, men kun paa Maccaroni *). Ogsaa havde jeg nogle katholske Præster til Reisefæller, der vendte tilbage fra Kanonisationen i Rom — meget velvillige Folk for Resten. De undgik omhyggelig enhver Disput, indtil der pludselig kom en ung 20aarig Præst til. Han havde rimeligviis aldrig seet en Protestant før og skulde da nu tjene sine Riddersporer ved at omvende mig, men blev afbrudt i sin Iver af de ældre Præster, der meente, at i et Værtshuus var ikke Tid og Sted til slige Forehavender. — Forøvrigt var han aldeles uvidende om Protestantismen, spurgte mig, om vi troede paa Christus, om vi havde Kirker etc. etc. Katholicis- s. 300mens Achilleshæl er Læren om den Hellig Aand, tager man fat der og beraaber sig paa den Bønneret og frie Adgang til Gud, som vi have modtaget i Daaben, da kommer de Godtfolk altid i slem Forlegenhed. Morsomt er det at høre dem tale om Luther, de indrømmer, at han var »un gran talente«. men paastaaer, at han blev Kjætter, kun fordi han ikke kunde tilfredsstille »le sue passione«, hvilke var to, nemlig at blive Cardinal og at gifte sig. Hvad Luthers Lære var, derom ere de naturligviis i tyk Uvidenhed.

Ved Terni besaae jeg det store Vandfald, det største, som Italien besidder. Reisen over Apenninerne interesserede mig — mørke, vilde Bjerge, rigtige Røverhuler, tungt og langsomt gik det opad — vi havde Oxer foran Vognen. Men meest Interesse havde jeg af Opholdet i Perugia, hvor jeg gjorde mig nøiere bekjendt med den gamle umbriske Skole (Niccolo Alunno, Bonfigli, fornemmeligt Perugino og lo Spagna) — Raphaels Vugge. I Siena studerede jeg den sienesiske Skole (Quido, Duccio, Sodoma o. A.) — det var to af de vigtigste Punkter i den moderne Malerkunsts Historie — om man vil, dens Begyndelse og Fuldendelse. — Her i Florents er det meest Architekturen, som lægger Beslag paa mig — Udviklingen fra den gamle oldchristelige Basilika til den nyere Kirkebygnings to Hovedformer: den gothiske Stil (Køllner- og Strassburgerdom) og den nyere Renaissance (Peterskirken i Rom). — I mine Hviletimer læser jeg Petrarcas Sonetter til Laura — det glødende Sprog, de ildfulde Billeder have ganske henrevet mig.

s. 301Iøvrigt fører jeg et sandt Trappistliv — lukker ikke Munden op fra Morgen til Aften, thi jeg kjender ikke et Menneske. Det falder noget besværligt — og kunde jeg, reiste jeg helst herfra imorgen — men jeg maa først have seet Florents — og saa holder jeg Pinen ud.