Frederiksberg Allegade nr. 4, d. 27:de april 1883.
Kære professor Topelius!
Langt tidligere, end jeg havde væntet, tillader jeg mig atter at ulejlige Dem med et brev. Men Grunden er følgende:
For omtrent fjorten dage siden modtog jeg med posten fra Helsingfors en finsk oversættelse af Grundtvigs „Historisk børnelærdom“. På bogens omslag stod der, så vidt jeg kunde læse (ti navnet var noget utydeligt): „Hilsen fra I. O. Schauman“ 68). Hvis jeg har læst ret, hvad jeg mener at have gjort, var denne hilsen altså fra en af de tre upsalafarere 1843 (det förste nordiske studentertåg), — den samme magister Schauman, som viste min sön og mig så stor og opofrende en venlighed under vort uforglemmelige ophold i Helsingfors. Jeg har nu skrevet ham til og takket ham, men — jeg kender ikke hans adresse i Helsingfors, heller ikke hans systersons, lektor Heikels, og jeg frygter, at, hvis jeg uden videre sendte mit brev til „magister Schauman i Helsingfors“, kunde det let komme til en fejl magister Schauman (der er mulig flere af samme navn), og jeg tör heller ikke mærke det „I. O. Schauman“, da jeg des værre ikke er sikker hværken på forbogstaverne eller på slægt-s. 43navnet. — For at komme ud af denne vånde er det, at jeg tillader mig at ulejlige Dem med disse linier, i det jeg er vis på, at De nok gör mig den tjæneste at sörge for, at brevet kommer til den rette magister Schauman, manden fra 1843 og 1881.
Jeg vil håbe, kære professor Topelius! at De rigtig har modtaget mit brev af 28:de marts, og at De ikke er bleven vred på mig for det brug, jeg gjorde af Deres sidste brev, og hvorom jeg i hint mit brev underrettede Dem. Man har senere haft fat på mig og bedet mig offentliggöre hint afsnit af Deres brev i „Vort Forsvar“ (et blad, som særlig har helliget sig vort forsvarsvæsen og gör dette med lige så megen alvår og dygtighed som klogskab); men så besindig har jeg dog været, at jeg med bestemthed har erklæret, at jeg umulig kunde offentliggöre en linie af det (hvilket selvfølgelig måtte ske under Deres navn), uden Deres udtrykkelige samtykke. Men jeg har således ad flere veje erfaret, at Deres brev til mig har vakt en glæde og gjort en gavn, som De sikkerlig mindst tænkte på, da De skrev det. Om ikke af anden grund er jeg vis på, at De tilgiver mig, hvis De ikke for længe siden har gjort det.
Når De atter skriver mig til, kære professor Topelius! ti jeg håber atter at få brev fra Dem, — kunde De göre mig en stor tjeneste ved at lade mig vide, om den teologiske professor i Helsingfors, som på Bokholmen, i den dejlige skærgård mellem Barøsund og Ekenæs, ejer en smuk villa, et sommernöje, — om han hedder Rogberg eller Rågberg69). Han plejer, sagde kaptejn Anstedt, om dagen at hejse danebrog, fordi det er et korsbanner, og jeg vilde netop nu så gærne kende hans navn. Jeg tror ikke, jeg mindes fejl, at det enten er Rogberg eller Rågberg, men min hørelse er jo, des værre, så upålidelig.
Hvordan mon det står til hos Dem i denne vår? Hos os er våren endnu en halv vinter, og vi kunne måske nok få nogle grönne buske, men næppe noget grönt træ, til pinse. Jeg kan dog mindes år — de ere rigtig nok sjældne — da skoven har været næsten helt grön på denne årstid; men i år have vi haft næsten stadig kulde med østenvind, og desuden næsten stadig tørke. Jeg tror knap, jeg kan mindes så sneløs en vinter som den sidste, og våren, der jo skulde indtræde ved jævndögn, har s. 44heller ikke bragt sønderlig regn, hvorfor al naturen sukker og törster. Nu, Vorherre ved nok, hvad han gör, og han giver os nok den betimelige væde i sin tid. Men vi mennesker ere stadig så utålmodige, så lidet troende.
I Deres sidste brev talte De om en lille bibelhistorie, som De muligvis skrev, og som jeg ret kunde glæde mig til. Men De talte ikke noget om den lille finlandshistorie, som De jo i længere tid har syslet med, og som jeg inderlig længes efter. Jeg kender slet ingen samlet oversigt over hele Finlands historie, og, når jeg enten her hjemme eller for to år siden i Finland har spurgt om en sådan, fik jeg altid til svar, at den fandtes ikke. Jeg kender en mængde udførlige behandlinger af flere afsnit af Finlands historie, men det er den samlede oversigt, den samlede finlandshistorie, jeg savner, og som jeg så inderlig kunde glæde mig til fra den hånd, der i „Vårt land“ så smukt har behandlet en mængde enkelte personer og begivenheder. Lad os dog ikke vænte for længe på den! Husk på, at jeg har fyldt mine syvtito, så jeg har efter al rimelighed ikke lang tid til at vænte på det, der skal glæde mig hernede.
Har De selv og Deres hus haft det bedre i den senere tid, end De havde det strags efter nyår? Jeg vil dog håbe det, så at De må være fri for den ængstelse, som sygdom giver. Hvis jeg ikke misforstod Dem, var det særlig Deres hustru, som havde været syg, men, skönt det ikke var sagt ligefræm, syntes jeg dog at kunne læse mellem linierne, at De også selv havde skrantet. Eller var det mulig nogen af døtrene? Tojni eller Eva? Gud holde sin hånd over dem alle! Sygdom er et strængt kors, sendt os som alt andet af Vorherre, men, skönt det således visselig er til vor både, have [vi] dog nok lov til at ønske og bede, at vi må blive fritagne for det, hvis det samme, vore sjæles frelse, også kan nås på anden måde.
Jeg blev kaldt ind til bordet og derved afbrudt i min skrivning. Så læste jeg en stund i Sven Grundtvigs „Danmarks folkeviser i udvalg“. Jeg mindes ikke, om jeg tidligere har tilladt mig at henlede Deres opmærksomhed på dette ypperlige arbejde, der omfatter 23 kæmpeviser, 33 trylleviser, 14 legendeviser og 15 historiske viser. Det er den höjt fortjænte samler og udgiver af vore kæmpeviser, som har foretaget dette udvalg s. 45med et kendskab, som kun han er i besiddelse af, og behandlet dem med en kærlighed, en troskab, en finhed, ja en genialitet, der gör hans arbejde til en sand perle i vor bogverden. Det er desuden prydet med en mængde billeder og initialer af vor geniale maler Lorens Frølich71). Har De endnu ikke lært det at kende, vil jeg på det varmeste anbefale Dem det. Det er 32 ark i oktav og koster i det hele segs kroner, der jo omtrent svarer til åtte finske mark.
Om vor indre politik ønsker jeg ikke at tale. De kender vel allerede det væsentlige af bladene. Det ser jammerlig ud hos os, og dog ængstes jeg mindre, ved hvad der hidtil er sket (eller ikke sket) hos os, når blot udlandet vil lade os nogle år i ro, hvad rigtig nok næsten er mere, end man tör håbe, — end jeg ængstes ved forholdene i Norge, hvor man, synes mig, er kommen dertil, at den ene af de to statsmagter må lide en ydmygelse, som ingen af dem kan tåle, som dog i grunden vil gå ud over dem bægge, i det den går ud over folk og rige. — Gud — og han alene kan det, synes mig — løse denne hårdeknude på den læmpeligste måde, så hværken kongemagten eller folkemagten får et ulivssår!
Og nu skal De være fri for mig i aften, kære professor Topelius! Må jeg bede Dem hilse Deres frue og Deres døtre så venlig. At også min kone sender sin venligste hilsen og tak, har jeg næppe nødig at tilföje, da jeg jo så tit har sagt Dem, hvad De er for hende, hvor kær De og Deres digtning er hende. Gud velsigne Dem og Deres! Levvel! Leve Finland! leve Norden!
Deres hjærtelig hengivne
Frederik Barfod.