Frederiksbergd. 19:de novb. 1886.
Kære Topelius!
For en åtte dage siden sendte jeg dig gennem boghandelen en lille pakke, hvori der lå et „forretningsbrev“, der altså var temmelig kort, da det jo gærne kunde blive halvgammelt, inden du fik det, men hvori jeg lovede dig et udførligere brev med posten. Det er dette, jeg nu tager fat på at skrive.
Tak, kære Topelius! for dit besøg hos os både i juli og i september, og bring ligeledes din datter Eva vor tak. Når s. 83man har nået min alder, gör man ikke regning på at gense mange venner, og da mindst de fjærntboende. Vi kunne derfor ikke noksom takke Gud, at han undte os den glæde at gense dig endnu engang. „Gense“ — ja, om gensyn kan der da kun være tale för min söns og mit eget vedkommende; men de, der så dig förste gang, vare omtrent lige så glade som vi. Jeg vil ikke tale om min kone, der havde en gammel kærlighed til dig, og det samme gælder både min svåger Birkedal og min svigersön la Cour; men min svigerdatter og börnebörnene vore henrykte over dit besøg, og hun havde kun den sorg, at hun ikke havde kunnet göre dig opholdet lidt smukkere og bedre. Jeg sagde dig inden din afrejse, at jeg ikke kunde sige dig farvel på skibet; des mere glædede det mig, da jeg d. 29:de oktb. var hos Ploug for at lykønske ham til hans årsdag (73 år), at høre, at dog han havde været ved skibet; og hvad betydning mødet med dig har haft for ham, kan du skönne deraf, at hans kone — en mere end almindelig udviklet og åndrig, en yndig kone — har siden anskaffet sig og læst adskillige af dine arbejder, som hun ikke tidligere kendte. — (Ja, for den sag, sidder min kone også og læser dine „Valters æfventyr“, ti hværken hun eller jeg kendte tidligere din „læsning för barn“, för fru Brodersen146) (født Heikel) i tirsdags aftes gjorde mig opmærksom på dette arbejde, der efter hendes mening skulde omfatte hele segs bind. Vi kende jo des værre så lidt, så lidt, det ene folk til hvad det andet fræmbringer).
Som jeg om morgenen havde bortsendt den lille bogpakke, modtoge vi om aftenen ved tebordet dit kære brev. At jeg ikke strags efter skrev det brev, som jeg i mit „forretningsbrev“ havde antydet, har sin grund deri, at jeg skulde ud til Lyngby (hvor fru Brodersen bor) at holde foredrag både mandag og tirsdag. „Holde foredrag“, ja det vil sige: jeg fortalte om marts-dagene 1848, den dejligste tid, vi gamle have oplevet, da man glemte både nye stridigheder og gammelt nag, både standsfordomme og alt andet, for helt at leve og arbejde for fædrelandet. Der var visselig allerede forinden et „höjre“ og et „venstre“, men de druknede bægge to i fællesfølelsen for fædrelandet. Jeg mener, at vor materialistiske nutid kan have særlig s. 84godt af at stille sig hin tid for öje, og derfor taler jeg allevegne, hvor man ønsker at høre mig. Jeg opnår derved et andet öjemed, ti enhvær tilhører må betale sin billet med 50 øre, lokale, belysning og alt andet må gives frit, så at hele indtægten for sålgte billetter uden mindste afdrag tilfalder „den frivillige selvbeskatning til fædrelandets forsvar“. Og dette står udtrykkelig på billetterne, så enhvær, der køber en sådan, ved i forvejen, hvad hans penge blive brugte til. Det er jo vel kun små summer, der på den måde kommer ind, hvor talen er om millioner kroner; men jeg har det håb, og det har da også vist sig ikke at være helt forfængeligt, at frivilligheden til at skrive sig selv i skat, derved skal våkse. Jeg har allerede i tre byer (Låland og Sælland) holdt sådanne foredrag, og flere har jeg i vænte, ti, så længe Gud vil, kommer jeg, hvor man kalder. Noget lignende udføres også af andre, og jeg har det håb til Gud, at vort arbejde ikke skal blive forgæves.
Med stor glæde læste jeg din skildring af Helsingfors-Uleåborgsbanens indvielse. Jeg meddelte strags et uddrag af den til „Berlingske tidende“147). Du er så venlig at ønske, at jeg havde siddet ved din side; ja, gid jeg havde! Da jeg for 47 år siden drog op igennem Halland og Bohus, sad jeg ved siden af Santesson, min nys afdøde hjærtensven, og han kunde ikke alene henlede min opmærksomhed på selve naturen, men tillige på ethvært punkt, til hvilket der knyttede sig historiske minder. Det var en dejlig, en nydelsesrig rejse! Og hvad vilde ikke nu en færd igennem hele Finland have været med dig ved siden! Da jeg för talte om fru Ploug, glemte jeg at tilföje, at hun især glæder sig ved dine naturskildringer. De glæde visselig også mig, men jeg tror dog, at det vilde glæde mig endnu mere, når du påviste mig selve de navnkundige steder for Finlands kampe. Jeg er nu således engang bygget, at de historiske minder fræmfor noget andet henføre mit sind. Sagtens har det således været Guds mening med mig; men hertil kommer, at den græske frihedskamp indfaldt i mine drengeår, og den fulgte den niårige dreng med ufravendt opmærksomhed. Så kom den polske frihedskamp. Så kom, hvad der lå mig endnu langt nærmere, vore to krige med Tyskland. Og stadig fik drengens, ynglingens, mandens rørelser ny næring. Ja, gid s. 85jeg havde siddet ved din side, mens I droge hen over Finlands mindeværdige egne!
Det gjorde mig både vemodig og glad at læse om eders besøg hos Wetterbergh. Han er legemlig affældig, men han er åndelig karsk. De 82 år have nedböjet legemet, men ikke ånden. Gud være lovet, at dog den er rask! Det kan være strængt nok med legemssvagheder, men dem må man jo være forberedt på, når man bliver så gammel; jeg synes også, at dem må man kunne bære, når kun Gud lader ånden bevare friskheden. Det er derfor min stadige bön: lad mig lide, Herre! hvad du finder at være mig tjænligt, men, hvis det er muligt, lad mig beholde mine åndsævner, at jeg ikke skal blive for tung en byrde for mig selv og mine kære! — For en ti, tolv år siden sendte han mig Gripsholm, som han selv havde lavet, og som siden har hængt på vinduesposten foran mit skrivebord. Jeg takkede ham selvfølgelig for den smukke gave, men dermed ophørte brevvækslingen mellem os. Jeg tror dog nu, at jeg atter skal skrive ham til.
Hvad du fortæller om „afholdenheden“ i Finland, har jeg ligeledes genfortalt i „Berl. Tid.“148), men har heller ikke her nævnt min kilde. Jeg ser på det så som så. Selv nyder jeg ingen slags spiritus, uden når jeg er i sælskab. Jeg kan da selvfølgelig godt finde mig i „mådehold“, men på „total afholdenhed“ går jeg ikke ind. At nyde spiritus med måde er visselig en uskyldig ting og kan undertiden være gavnligt, ja nødvendigt. Desuden falder det mig ind, hvad Grundtvig svarede, da man vilde have ham til at træde ind i en sådan forening: „Nej ingenlunde, iblandt andet fordi forsvoren gerning sker aller snarest“. Jeg ynder heller ikke at pålægge sig urimelige bånd, skönt — blev det nødvendigt for folkets skyld, måtte man jo göre det.
Men der var én ting, kære Topelius! som jeg savnede i dit brev: du omtaler ikke med en eneste stavelse den bog, som jeg indtil videre — indtil du selv har givet den et andet navn — har kaldt „Vårt folk“. Du har jo længe arbejdet på den, og jeg længes sådan efter at se den og læse den. Du mindes måske, at jeg atter purrede dig for den ved middagsbordet; nu purrer jeg dig igen; og, hvis jeg ellers lever, bliver du ikke fri s. 86for mine krav, inden jeg holder den i min hånd og i steden for de idelige krav kan bringe dig min hjærtelige tak. Husk nu, at jeg har undsagt dig, og det er fuld alvår!
Du spörger så kærlig til min kone og min datter149). Min kone vedbliver at have det, som da du var herinde. Det er jo ikke helt godt, men Gud være lovet og takket, at hun dog har det, som hun har det! Hun må stadig bruge opium for sit maveonde, og for at holde kræfterne vedlige må hun stadig drikke vin. Den varme, vi havde i avgust og september, gjorde hende så godt og øgede i en ikke ringe grad hendes kræfter; i fulde tre måneder har hun derfor haft det ulige bedre end i de foregående halvandet år. Vor datter er fuldkommen rask igen, Gud være lovet! Det var en for tidlig fødsel, der havde kastet hende på sygelejet, åtte dage för du hjemvendte fra Schweiz. Da jeg i söndags var hos hende, beklagede hun atter, at hun ikke havde fået den mand at se, der har været hende til så megen glæde. Du vil da nok modtage en hilsen både fra hende, min svigersön, min sön, min svigerdatter og den lille kreds af börnebörn, du så samlet om dig. At lille Hulda faldt i sövn på dit skød, var jo ikke så helt artigt, men at du havde hende på skødet, skal hun mindes hele sit liv igennem, og de andre, piger og drenge, skulle mindes dig med. At min kone sender både dig og dine døtre sin kærlige hilsen, følger af sig selv. Birkedal og Ploug har jeg ikke set i de sidste tre uger, og de vide ikke, at jeg skriver; ellers havde jeg selvfølgelig haft venlige hilsener fra dem med. Derimod vide Brodersens i Lyngby, at jeg skriver, og fra dem skal jeg hilse. Fru Brodersen var så ked af, at hun ikke traf jer, da hun var inde for at hilse på jer. Det er rare folk!
Og nu, kære ven! Gud velsigne dig og alle dine! Det er næppe rimeligt, at vi atter se hinanden i dette liv, men så, Gud være lovet! er der et liv efter dette! Og pennen kunne vi bruge som en svag erstatning for munden; og det ville vi! Hils nu både Eva og Tojni (gid også hun havde fulgt dig!) så hjærtelig. Viktor Heikel skrev jeg forleden til (det er igennem ham du vil modtage den lille bogpakke) og ligeledes professor Palmén. Men hils hele Finland, og sig det, at jeg elsker det — dets natur og dets stolte minder —, og at jeg længes s. 87efter at gense det. Men til næste sommer, hvis jeg lever, vil jeg jo have fyldt de 76, og allerede deri turde der ligge en vægtig hindring for mit ønskes opfyldelse, mens en anden — jeg skammer mig ikke ved at sige det — ligger i min fattigdom. Jeg har aldrig lært, og jeg lærer aldrig, at göre penge. Dog — hvorfor tale derom! Jeg er desuagtet en lykkelig mand, velsignet på så mange måder af Herren! — Du takker mig for min skål for dig og min skål for Finland. Nu, jeg gjorde det, så godt jeg kunde, men det var sagtens jævnt nok endda. Også du udbragte en skål, men jeg hørte ikke et ord af den; min nabo måtte bagefter sige mig, hvad den gjaldt. Alle de andre vare dog så sjæleglade for den, særlig min kone. Tak, kære ven! Det er et tungt kors med min tunghørighed, men Gud ved nok, hvorfor han vilde det således. — Lev altid vel kære ven! Guds fred og nåde!
Din
Frederik Barfod.