Birkeland, Michael BREV TIL: Birkeland, Birgitte Marie FRA: Birkeland, Michael (1859-12-31)

TIL HANS FORLOVEDE.
Christiania, 31 Decbr. 1859.

— — —

Den 29de var jeg i stort Selskab i Logen; det var Halvhundreaarsdagen for Selskabet for Norges Vel. Jeg s. 81troer aldrig jeg har været i et saa stort Gilde, hvorover der har hvilet en saa poetisk Stemning. Tale fulgte paa Tale fra Kl. henimod 4 til 12. Bevertningen bestod i to Retter Mad og en Flaske Rødvin til Hver. General Birch agerede Vert og var utrættelig som saadan baade i at holde Taler og i anden Gjerning. Det gjorde et eget Indtryk at see den gamle Tid saaledes knyttet til den nye: for femti Aar siden, da Selskabet blev grundlagt, havde der paa samme Dag været en lignende Fest, som begyndte med en høitidelig Gudstjeneste i Vor Frelsers Kirke, hvor en Obelisk var reist af norsk Marmor med forskjellige Inscriptioner, tre Riddersmænd stode omkring den med luende Glavind, urørlige som Statuer, og General Birch, dengang ung Lieutenant, var en af dem. Af Aviserne vil Du kunne læse Adskilligt om Festen, men der kunde være langt Mere at fortælle derom. Vinje tog sig af Damerne; men om der havde været Damer tilstede, havde de vel ikke været synderlig glade i den Tale, han holdt. Hansen paastod siden, at han havde hørt den samme Tale af Vinje paa Modum, og at, da han var færdig med Talen, vare alle Damer borte. Siden ud paa Aftenen, da kun en ringe Del af Selskabet var tilbage, holdt han atter en Tale, for Statsraaderne Riddervold, Stang og Vogt. Det var Mænd, om hvem man kunde sige — mente han — som Napoleon før Slaget ved Austerlitz: Med slige Folk maa man altid seire. Han characteriserede hver Enkelt; ved Riddervold udhævede han hans Kvækerhat, hans rare Kappe, hans Kalot, hans blanke Støvler; ja han sagde endog, at han fortræffelig egnede sig til Præses for et Collegium i Rom. Jeg blev ganske forfærdet, i min departementale Ydmyghed, over saa bespottelig Tale; men Riddervold sad smilende og hørte derpaa. Siden holdt ogsaa denne en Tale, hvori han mindedes I. Storm Munch, Fader til Digteren A. Munch, hvis Sange — deriblandt den om de tre høie Ord — havde begeistret den Tid, som nu stod for Erindringen.

Jeg bør dog ikke undlade at fortælle Dig, at blandt de halvhundrede Skaaler, som den Dag tømtes, var ogsaa til-s. 82sidst en for min Ringhed. Jeg mærkede strax at General Birch havde brygget en saadan Tale, og forsvandt derfor strax; jeg har derfor kun fra Andres Relationer, at han omtalte mig som Indbydelsens Forfatter og Selskabets Historiograph, og at Skaalen modtoges med sædvanlig Applaus; endog Statsraad Stang klappede. Det er vist første Gang, at en General har udbragt Skaal for en stakkels Fuldmægtig, og at en Statsraad har klappet dertil. Endnu en Skaal fik jeg sammen med P. B. Hansen, udbragt af Kjøbm. P. W. W. Kildal nede i Sumpen, hvor vi — et Snes Stykker — spiste til Aftens.

— — —