TIL HR. STUD. ART. THORV. CHRISTENSEN.
Christiania
d. 10. jan. 184g.
Et glædeligt nytår, Hakon og Thorvald!
Jeg må allerførst bede dig, min gode ven, undskylde at jeg først nu sender dig et brev. Grundene hertil ville tildeels senere blive anførte. Allerede under 14. decbr. begyndte jeg på et brev, som jeg dog ikke fik tid til at fuldføre, og nu ere de nyheder, jeg deri opvartede dig med, tildeels allerede forslidte eller bekjendte fra aviserne.
Dit sidste brev kom mig just i det beleiligste øieblik ihænde. Mit sind var omtåget af mørke ahnelser, fortvivlelsens dæmon rumsterede stygt derinde, da kom dit brev og adspredte flux de sorger, som mathematikken havde fremavlet, da jeg just samme dag skulde op i dette fag. Derfor være du paa det hjerteligste takket for dit kjærkomne brev.
Når min debitor, siger Holberg, uopfordret kommer og forsikkrer mig om sin ærlighed og redelighet, da siger jeg øieblikkelig mine penge op. Ligedan har det gået s. 31mig under læsningen af dine hyppige forsikringer om hvor „interessante“ du fandt mine breve; havde du gjort det mindre ofte, havde jeg måskee troet dig. Men hermed fåer det være som det kan; jeg har intet at gåe efter heri; jeg omtaler hvad der interesserer mig i det håb, at det heller ikke vil være uden interesse for dig.
Ved den i decbr. tilendebragte examen har der øiensynligen hvilet en ugunstig stjerne over alle Stavangeriensere. Holfeldt havde allerede fået en Toer formeget i chemi; men prof. Thaulow forandrede den til 1, så at han fik præcet.; Jonasen manglede eet point for at faae laud.; Sandberg har fået 3 for mathem. og 2 for zoologi; jeg har fået 2 Toere. Jeg var uheldig i zoologi, som jeg kunde til een.
I sexaen for Ole Bull var jeg ikke. Ole Bull har mange dyder; han er oppositionel, antiskandinavisk og republikansk, hvis årsag mange ikke vilde vide af nogen sexa for ham. I samfundets direktion havde han flere modstandere; man anførte som grund til ikke at hædre kunstneren, at han var en ven af Stabell og Rolf Olsen.
I den sidste deel af forrige år gik det livligt til i vort samfund. I anledning af valget på nye direktører, som forefaldt dagen før den 10de decbr., forefaldt ligesåmange intriger og agitationer som ved præsidentvalget i Frankrige. Venstren, hvortil jeg har den ære at høre, lykkedes det dog kuns at sætte en af sine kandidater igjennnem, nemlig Daniel Schjøtz. — I parenthesis: du må ikke vente nogen orden i. mit brev.
Trods Ole Bulls modstandere fik man ikke alene en sexa for ham, men han blev ogsaa indbuden som æresmedlem. Da han trådte ind i salen, blev han modtaget med en storm af håndklap, og i al den tid stod Ole Bull og bukkede med hånden paa hjertet. Siden stod han og passiarede med hvem der vilde høre ham, fortalte anekdoter f. ex. om gamle L. Sagen i Bergen (formodentlig hans lærer; han gik reject til artium). Siden blev han placeret ved s. 32et lille bord, om hvilket maleren Gude, P. Chr. Asbjørnsen, Jørgen Moe m. fl. sadde. Det var hyggeligt at høre paa deres passiar. Asbjørnsen fortalte et eventyr; Jørg. Moe sang „den bagvendte visa“, Bull snakkede saa jevnt om sine yndlingsemner „Møllargutten“ (bekjendt musicus fra Th. Kjerulfs reise over Haukelifjeldet i „Hjemmet og Vandringen“), og om et norsk nationaltheater, Ole Bull er overhovedet et pragtexemplar af en norsk normand. En yderst slet taler er han, når han skal holde en ordentlig, høitidelig tale, f. ex. ved en skål. En tale af ham begyndte med: „Ethvert menneske, mine herrer!“ — kan der komme noget godt af „ethvert menneske?“ spurgte jeg mig selv — „er progressist o. s. v. Vi have altså et fælles mål“ o. s. v. Engang yttrede han selv, at han var dårlig i „kjeften“ (tordnende bravo og klappen!), men han vilde heller snakke med „fela“. En gammel vrøvlekop, adjunct A. L. Brock, udbragte den forslidte skål for de norske jenter, og dedicerede den til Bulls datter, om hvem han dog betvivlede, at hun var norsk. Hertil svarede Ole Bull, at hun var født i Christiania og en datter af Ole Olsen Bull, født i Strandgaden i Bergen — ergo var hun norsk. - „Lutter bagateller“, siger du. Sandt nok, min ven; men jeg har ikke andet at byde dig.
At holde skåltaler må du sandelig være øvet i; thi når vi sidde rundt om punschebordet, så må enhver efter tur holde en tale og udbringe en skål, og vee den, der prostituerer sig.
Den 21de jan. 49.
Uf, det gåer elendigt med mit brevskriveri — nu videre! Jeg vil fortælle dig om en mærkelig person Cand. jur. Fredr. Brandt, som just er blevet stipendiat i lovkyndighed. Blandt hans meriter fortælles det, at han skal have oversaget et catheder for at Welhaven skulde falde forover, når han lænede sig til det; men Welhaven var itide advaret, s. 33og Brandt var nær bleven relegeret for sin bedrift. Siden skjældte han Studentersamfundets medlemmer ud for spytslikkere, fordi de ikke vilde råbe hurra for Stabell. Flux blev der nedsat en jury i samfundet — studenterne har da også vet paa jurier —, og Brandt dømtes til at gjøre afbigt, eller også skulde han excluderes. Afbigten unddrog han sig for og reiste bort. I forrige år, da der nok blev sendt en adresse til de danske studenter, viste han sig som en ivrig antiskandinav, idet han udfærdigede en contraadresse, fik den underskrevet af flere, og sendte den så til Carl Ploug (Fædrelandets redacteur), som imidlertid, underrettet om dens indhold, sendte den uåbnet tilbage med de lakoniske ord: „jeg vil ikke være Deres ærindsvend. Carl Ploug.“ I anledning af forhandlingerne ved en sådan adressesag, der lededes af cand. theol. Eilert Sundt, en ivrig skandinav, beskyldte Brandt denne for „forsætlig at have dirigeret forhandlingerne i en skjæv retning“, og denne beskyldning for uredelighed gjentog han siden i samfundsbladet. Flux anlagde direktionen action mod ham, og en commission blev nedsat til at dømme i sagen — men sagen er hensovet.
For et par måneder siden fremkom student Gjertsen med det forslag, at direktionen skulde foranstalte nogle festligheder ved den høitidelige afsløring af jødernes monument for Henrik Wergeland. I denne anledning fremtrådte Brandt med en mængde beskyldninger mod Wergelands characteer som menneske. Han skulde have været en leietjener, betalt af jøderne for sin virken til deres gunst, sin ven Stabel skulde han have forsøgt at fåe på blokken på skafottet for majestætsforbrydelse; Wergeland var en dyreplager o. s. v. Men bevise — vilde han ikke. Men hans meriter ere ikke dermed endte. I decbr. måned fremsatte han et forslag om, at Rolf Olsen skulde udvises af Samfundet. [...] „Rolf“ havde nemlig indmeldt sig i samfundet for at være med i sexaen for sin ven Ole Bull, og udmeldte sig med det samme. Nu bestemmer loven, at enhver student har adgang, og for at exclu deres behøves en nedsat commissions dom. Brandts forslag s. 34stred altså mod loven, og direktionen vilde heller ikke opslåe det til forhandling. På den bestemte tid møder Rolf Olsen; der opståer en stor bevægelse i salen, og kort derpå træder Brandt op, og erklærer, at han, uagtet han ikke insisterede på sit forslag, vilde gjøre rede for sin færd. Så kom en tordnende tale mod Rolfs opsats om universitetslærernes lønninger. Brandt erklærede Rolfs produkter for „litteraturens excrementer“!! Jac. von der Lippe, der fun gerede som klokker under prækenen, skreg: „Sandt som evangeliet!“ Dette var rimeligvis Brandts prøveforelæsninger som stipendiat. Rolf svarede med meget mådehold, og H. Ø. Blom tog hans forsvar, men som en uheldig taler belønnedes han med en skraldende skoggerlatter. Blom havde medtaget en brødkniv fra L’Orsas café som forsvarsvaaben. Der blev intet gjort ved sagen, da den ikke lovligen kunde forhandles. Blom kom siden op i samfundet og skjældte dem alle ud for pøbel. — Jeg vilde ønske du havde været her, og seet, hvorledes 2de stakkels Schleswig-Holstenere bleve maltracterede af satiren og ironien.
Hils Hakon, at jeg har sendt ham oversættelserne mine med P. Vinsnæs.
Din M. B.
Jeg var i laget den 13de januar, men skal aldrig mere komme der. Jeg arbeider paa en længere opsats mod skandinavismen, som skal indrykkes i samfundsbladet.
Din M. B.
Indlagt sender jeg dig en ny og lystig vise om Skanaven eller Skandinavien, som jeg håber vil glæde og fryde dit antiskandinaviske sind.
M. Birkeland