(Fra C. Sødring.)
Paris, d. 26. September 1866.
Kjære, elskede Børn.
Smukt Veir idag! Folket er oppe. Boulevarden vrimler af Køretøjer og pyntede Mennesker! Man skriger, gestikulerer! Iaften, naar den magiske By ifører sig sit Belysningsklædebond eller rettere sit lysende Klædebond, vil det blive en vidunderlig Scene. Sagen er nemlig den, at Pariserne ere som Bierne, der krybe ud og sværme i tusindevis ved godt Veir. I ondt Veir dø de hen og lade Vingerne hænge. »Suttestolene« og »Suttekællingerne« 30) faaer travlt i Aften; det er nærmest idag som en Sommerdag, og Pariservandrerne ville ganske sikkert i lange Rader optage de ledige Stole paa Boulevarden.
Mærkelige Folkefærd! Enhver er fyldt med Krudt og eksploderer ved mindste Foranledning! Vi kommer netop nu fra Børsen. Denne ligger paa en fri Plads — aabner Kl. 12 — og er en storartet Stenbygning. Udenfor holdt en Mængde elegante Kjøretøjer — det var de unge Handelsmænd, der vare i Forretninger inde i Børsen. En mægtig Stentrappe fører op til den. Moder og jeg stavrede op af den. Gid jeg nu ret kunde give Eder, elskede Børn, et anskueligt Billede af hvad vi saae og hørte. Forestil Eder, at Ridehuset hjemme var fuldt af Mennesker, der som gale Folk raabte og skrege i Munden paa s. 53hinanden. Oventil paa Galleriet, der gaar rundt om Salen, stode Moder og jeg. Vi saa under os 3000 Mennesker vel — som fægtede med Hænderne, skubbede hinanden — raabte og skrege som Besatte — reve sig i Haarene. Imellem disse vare høje Pulte, ved hvilke Ulykkelige sad og skreve op Priserne paa Statspapirerne. Allerede i Forhallen lød denne Skrigen ud til os, som om Tyvetusinde Tønder Vand blev kastede brusende ned ad Trapperne, eller som om Vesterhavet var der inde, brølende under en Storm. Blege udslidte Febermennesker raabte og skrege, som var Fanden løs — og midt imellem dem spadserede roligt og med et overlegent Smil en lang rødhaaret Djævel med lange rode Knebelsbarter. Han var Mefistofeles saa lig som muligt! Militairet var tilstede — ja, ofte kommer man op at slaas! Idag blev saaledes en lille gesvindt Franskmand kastet paa Døren i en Haandevending, fordi han røg i Haaret paa en anden. Jeg vilde hellere steges ved en langsom Ild end være med her. Det er Galenskab efter Penge — Guldet er det, som bringer disse Mennesker til at raabe saa højt, de formaar. Moder og jeg maatte for at høre hinanden skrige af fulde Lunger.
Vi havde netop forud været paa Toppen af Vendômesøjlen. I vide vel, at dette er en Søjle med Napoleon paa Spidsen, som han lavede af 1200 i Tyskland 1805 erobrede Kanoner. Det er altsaa et Hædersmonument for ham, og Franskmændene bringe ogsaa daglig friske Blomsterkrandse til denne s. 54Støtte. De hænge disse Krandse paa Rækværket omkring den. Det er smukt saaledes at hædre sine store Mænd, ikke sandt? Indeni denne Støtte gaar en snegleformig Trappe. Opgangen er smal — Støtten er højere end Fruekirkes Taarn — og den staar som en lang — lang, rund Ting vendt opad. Moder gjøs, da hun med mig skulde begynde Opstigningen af den simalle, mørke Trappe. Men kære Born, Eders Moder er her i Paris ikke til at styre. Hun løber paa Caféer om Natten og op ad taarnhøje Støtter om Dagen — er saa hurtig som en Katunge — raaber til Kusken paa de hundrede Vogne paa Boulevarden og forbavser Verden ved at danse dansk Polka imellem Vognene. Altsaa Moder vilde nu engang op og kysse Fligen af Napoleons Keiserkaabe. Invaliden — en pæn Mand med mange Ordner (om I ville vide det, slog han mig for 1 frc.) — gav mig en tændt Lygte med, og nu gik det da opad. Moder og jeg fik pludselig Drejesyge i den højeste Grad. Varmt var der — trang Plads. Vi stønnede og pustede. Pludselig lyder det ovenfor, som om en stor Blæsebælg blæste i Trompet. Tænk Eder, kjære Børn, vi mødte 3 Mandfolk her midt imellem Himmel og Jord! Næsten kommen op til Napolibum frister Eders stakkels Moder den Skæbne at maatte slippe 3 Franskmænd — Gud være lovet tynde Franskmænd — forbi sig. Hun trykker sig op imod Væggen og gjør sig flad og tynd. Et ømt tredobbelt knusende Favntag — en Pusten, som om store Hvalfiske blæste Sæbebobler — fire à sex Gange s. 55bleve Trinene til den yndede Dans »Zweitrit« gjentagne — og Moder efterlades sejrende paa Kamptrappen. Hun er rolig efter sin Seier — indigneret — og siger, at hun aldrig havde troet, at hun kunde staa sig saa godt mod Franskmænd. »Doucement, Madame! Doucement, Madame!« sagde den sidste Franskmand, der var — ikke tyk — men dog tykkere end det bor tillades Folk at være, naar Talen er om at stige op i Vendômesøjlen. Endelig vare vi da »oppe«. Jeg vil ellers sige Eder, at Moder var langt stærkere under denne Tour end jeg; thi jeg havde nær faaet Vapeurs paa Halvvejen. Man nyder en skjøn Udsigt udover Paris deroppe — men langt fra saa skjon som fra St. Jacques eller Panthéon. Nedad gik det bedre; en fransk — elskværdig — Dame fulgte med os, og alle tre dreiede vi os flere Gange rundt, da vi vare komne ned; thi vi vare ikke i Stand til straks at blive Dreiesygen kvit.
Som Modsætning til alt dette vil jeg fortælle Eder, elskede Børn, om vor Tour igaar til Boulogneskoven og Jardin d’acclimatation. Denne Have, hvis Navn antyder, at man i den forsøger sig i det franske Klima med alleslags Dyr og Planter — acclimatiserer dem — ligger i en Udkant af Boulogneskoven og er noget af det skjønneste og mest storartede, jeg nogensinde har seet (det forstaar sig, jeg har ikke seet meget, men stort er det!). Her findes Planter, fritvoksende, fra alle Verdens Kanter. Paa store indhegnede, smaragdgrønne Plæner — indhegnede med elegante Jernrækværker — græsse store Hjorde af s. 56Pukkeloxer — Zebraer — Æsler fra Alverdens Hjørner. Smaa Grupper af fremmede Træer give alt dette et landligt Præg. Her er reent overalt. Strax en Hest taber en Pære — man kan nemlig køre i Gangene — kommer der en Mand med et Messingskilt paa Panden og samler den op. Paa store med Gruus og Græs forsynede, med smaa Lunde beplantede Strækninger gaar kæmpestore Strudse og Casuarer saa store som Heste og med Been saa tykke som Laar. Tamme ere de og komme ganske tæt hen til de Besøgende. Denne store Have er gjennemskaaren af Kanaler og Søer med friskt, rindende Vand — hvori Ibisser fra Ægypten — Storke — Svaner — Ænder og Tusinde andre Vandfugle — somme med bittesmaa a Been, andre med lange Synaalebeen — boltre sig. Kameler og Giraffer række deres lange Halse op imod Træernes Kroner. — »Dér boer vist nok Bestyreren,« sagde jeg til Moder, da en Samling i en smagfuld Stil byggede Huse viste sig for os. Vi gik derhen, og vide I, kjære Børn, hvem der boede deri? En Flok fremmede Æsler og Oxer, kæmpestore og med Pukler (Uroxer troer jeg). Før vi gik ud af Haven, var vi først inde i et fladt Huus, hvor en heel Række af Aquarier — saa store som Huse — stode opstillede. I disse fandtes et stort Udvalg af det salte Havs Beboere — ligefra Polypperne til Svampene, fra Fiskene til Reierne og Hummerne. Ak, mine elskede, gid I havde været her, for at jeg dog kunde have vist Eder disse Undere. Værer flittige, mine Børn, og engang med Guds Hjælp skulle I komme til Paris — Vidundernes Hjem! s. 57Forestil Eder Ridehuset lavet om til et Drivhus — tænk Eder, at der igennem dette løb en lille Flod med Øer i — plant langs med Siderne Espaliers af Kæmpekamelier — plant paa Øerne Palmer, og nederst i den ene Ende af Huset taarnhøje Klippesteen med Grotter og smaa Vandfald. Gjor alt dette og s. 58vent saa, til de mangfoldige tropiske Planter blomstrer, saa have I noget, der ligner det Drivhuus, vi vare inde i. Store blomstrende Calaer — Masser af Orchideer, en berusende Duft af mexicanske Planter ville I fornemme. Ved Siden af maa I indrette et Hus halvt saa stort og fyldt med Masser af Pappe! gøjer og fremmede Fugle. Ja, kjære Børn — min Beskrivelse er mat og daarlig — denne Have er en Fehave !
Mad. Bonval. *) — Théâtre Français.
Boulogne skoven er henrivende — men dog langt fra saa smuk som vor Dyrehave eller en anden dansk Skov. Kunstige Indsøer og Vandfald — kunstige Øer — og den samme Omhu som før omtalt med Pærerne. — Igaar Aftes var vi i Th. des Varietés og saa et Stykke — »royaume des femmes«. Alt var simpelt og usselt — frivolt og uskjønt! Vi gik vor Vej, før Stykket var ude. — Læs dette Brev for hvem I ville. Glem ikke Hans og Tante Marie. Siig Hans, at jeg skal see ad, om jeg kan faa et Brev færdig til ham. Hils Niels og Holmblad — Meta — Onkel Adolph’s. Lev vel, kjære, elskede Børn.
Eders hengivne
Fader Christ. Sødring.