Rom, 28. September 89.
»Jeg var i Forgaars Aftes paa den protestantiske Kirkegaard i Anledning af Monumentet for HauchDet er en dejlig stemningsfuld Plet. Bag Muren med en smuk Gitterport rager op mod den rene blaa Himmel en Skov af mægtige Cypresser med deres mørke Kroner. Indenfor mellem Træerne staa i lange Rækker de snehvide Marmorminder, større og mindre mellem hverandre. Jeg fandt let vore LandsmændsGrave, Hauch og Bravo, Holbech, Hammer og Victor Freund ligge s. 104lige tæt ved hinanden, foruden Harald Jerichau og hans Hustru. Deretter gik jeg i Villa Wolkonskys Have. Ak, hvor var ogsaa her forandret. Udsigten til Albanerbjærgene er delvis spærret af store Gadeanlæg. Kun den gamle Ruin af en Vandledning,bevokset med Efeu og Roser i fuldt Flor, var tilbage af den gamle Herlighed. At Rom er en helt anden By nu end da vi var her i vor Ungdom, er sikkert nok, og man kan jo som Kunstner ikke andet end sørge lidt over den moderne stilløse By, som breder sig knusende over de gamle maleriske Gader og deres Folkeliv. Hele Kvarterer ligge i Ruiner, som efter et Bombardement, særlig oppe ved Capitol, hvor der skal gøres Plads for Victor Emanuels vældige Monument, der skal ses fra Corsoen. Vi Skandinaver, Rasmus Andersen, Jeremias Christensen, Tvede og Brendekilde samt undertiden Ravnkilde samles om Aftenen i et Osteri. Der kommer Folk af alle Slags, som alle medbringe Spisevarer, nogle endog dampende varm
Den halte ser, den blinde gaar. Hirschsprungs Museum.
s. 105Mad i Krukker til hele Familien. Værten leverer Borddækning (meget simpel) samt Brød og Vin, som maaske er taalelig god. Min Mave taaler den da, hvad der dog vist geraader denne Legemsdel til Ære. Jeg lader Værten spejle to Æg, dertil en Salat af Latuga med den dejlige Olie, samt Skinke og en lille Gnalling Ost, som jeg selv medfører ligesom Skinken. Her sidde vi saa og diskutere. Der kommer altid mere eller mindre heldige Kunstnere paa Mandolin og Guitar. Forleden Dag kom et Selskab paa fire Personer, derunder en blind Violinspiller, der spillede saa dejligt, at selv Italienerne forlod deres Pladser for at lytte. Jeg fortæller de unge Landsmænd om Livet og Kunsten hernede i gamle Dage. De lytte gerne, de vedsaa lidt«.
ABILDGAARD. Hirschsprungs Museum.
Han var selv bleven en af de gamle Romafarere, og det Romerliv, han kunde fortælle de unge om, lød som en fjærn s. 106Musik, som en Genklang af noget, der ikke eksisterede mere. Strømmen af Kunstnerne gik ikke mere til Rom, men til Paris. Kunstens »romerske Dage« var forbi. Uden Savn vendte han hjem til det gamle Charlottenborg til sin Professorgerning, til de store Atelierer, der hørte til hans Embedsbolig, og til den lille Have udenfor Ateliererne, som han havde døbt »Skønhedspletten«, og som han holdt saa meget af. Endnu følte han sig i fuld Kraft, og endnu ventede mange Arbejder paa hans flittige Modellerstok
Knud Larsen.
TH. STEIN.
Atelieret paa Charlottenborg.