9. September 98.
»Hvilket herligt Vejr og Haven er straalende ved mine Gartnerbestræbelser, som jeg saa udmærket nu taaler. I det hele er jeg meget rask og tillige rask paa det. Lysthuset er bleven forsynet med et anseeligt Bord, dækket med en stor Skifertavle, som har tilhørt Thorvaldsen. Den havde en Revne, det ved jeg nok, og da de bar den ud, gik den i liere Stykker, hvad der gjorde mig ondt, da jeg gerne vilde have bevaret dette Minde paa Charlottenborg. Men ved at lægge Stykkerne paa Bordpladen, viste det sig, at kun finere Revner var synlige, og Stykkerne ere nu med Skruer ned gennem Stenen og i Træet nedenunder udmærket forenede igen. Jeg vilde blot have ristet s. 112Thorvaldsens Navn i den, men nu har jeg lavet følgende Sentens, som i Morgen skal hugges ind i Skiferstenen:
»Paa denne Tavle — Steen
Har Thorvaldsen fremstillet
Her paa Charlottenborg
Saa mangt el herligt Billed.
— Den skøre Skifer brast
Ved Tidens stærke Vælde.
Hans Værker aldrig dø,
De kende ej til Ælde.
Og aldrig ud skal dø hans store Kunstnernavn,
saa lænqe der er Steen paa Steen af København.«
Jeg er færdig med Skitsen til Springvandet og er ret tilfreds med denne første Behandling. Jeg skal nok lægge mig i Tøjet for mulig at staa som en Gubbe, der endnu kan tumle Grønskollingerne. En fornuftig Mand har imidlertid gjort mig opmærksom paa, at et saa romantisk Motiv (Havmanden) ikke passede paa Brostenene, men nok i en stor Have med et stort Bassin, hvori man kunde forestille sig, at Havmanden kunde bo meget mere komfortabelt, især naar han vil sætte Bo med liden Gunver. Nu tænker jeg paa »Der Taucher«, men den lille Statue af Gunver skal jeg dog i Lag med. Medens Kunstens Frembringelser i tidligere Tider tjente til at forskønne Livet i de daglige Omgivelser alt efter Ejerens Smag og Formue, er den nu ved sin Overproduktion kun bleven en Handelsvare, i hvilken der spekuleres efter Navneværdien, og færre ere de Kunstnere, der kender noget til »Musernes Dans«, end de, der danse om Guldkalven hos Kunstspekulanterne. Carl Jacobsen staar ved sin storartede Offerberedthed for Kunsten isoleret, men dog er det et Spørgsmaal, om han gavner vor egen Kunst ved Importen af al den franske Kunst, hvormed han har fyldt sine Samlinger. Den rejsende Kunstner — og enhver Kunstner har nu forholdsvis let ved at komme til Udlandet — skal studere den fremmede Kunst paa Stedet og tilegne sig, hvad der passer for hans Naturel, men at ville omplante fransk Kunst i vor Jordbund til fremtidig Vækst kan let bringe vore Kunstnere ud af deres naturlige Vej og paavirke det umyndige Publikum; thi Franskmænd det er vi nu engang ikke. Det kommer mig for, som om den russiske Kejsers Forslag om, at der skal være evig Fred herefter mellem Nationerne, meget minder om en Fredstraktat i »Niels Klim«, der begynder ligesaadan. Nu vil der ret blive følt paa alle gamle Bylder s. 113omkring i Europa, og hver Indehaver vil nok skrige op. Franskmændene fremfor alle. Man skulde næsten tro, at Russeren ved dette Forslag vil vikle sig ud af de Forventninger, Frankrig stiller til hans Hjælp. Mon han ikke spiller under Dække med vor Ven Wilhelm Jorsalsfareren. Der er vist, men ikke mine Ord igen, en stor Krig i Anmarsch.«
»Dykkeren«.