Jena, den 14 Martii: 1798.
I Aftes kom jeg hertil med min Ven Dr. Th. Det er tre Dage siden vi forlode Göttingen. Vor Reise er gaaet over Mühlhausen, Erfurt og Weimar. Et Stykke fra Göttingen begynber Veien at blive meget interessant. Her slynger den sig ved Randen af en Dal omkring et Field, hvorpaa staaer et gammelt Kloster. Lige for sig seer man det tretoppebe skovbedækte Kalkbierg, die Gleichen kaldet, med Ruinerne af dets gamle Borge. Paa høire Haand hen mod Cassel ad hæve sig de pyramibalske Basaltbierge, hvormed Naturen har beriget disse Egne. Den hvide Snee, som overalt bedækkede Biergtoppen, og det livlige Grønne, som allerede kom frem i Dalene, fremstillede en Blanding af Vinter og Foraar, der giorde en ganske behagelig Virkning paa Øiet. Maleriskskiønt ligger Lanbsbyen Reinhausen s. 27dag ved hiint Field. Husene staae deels lige under.de bratte Klippemure, som nu udgiøre deres bagerste Væg, nu hvelve sig ud over dem og Veien, deels hænge de sparsomt omstrøede paa Biergsiden, hvor man stiger op ad en Mængde i Klippen udhugne Trappegange. Veien fortsætter sin Bane giennem en snever Dal, som en rislende Bæk, fremragende Klipper, nedrullede Fieldstykker og hængende Træer give et romantisk Udseende. Man kommer igiennem et Hiørne af det Hessiske, som den Reisende i Mangel af andet Mærke altid kan kiende paa de evige Soldater-Mondurer. Inden kort Tid er man i das Eichsfeld, et saare geistligt Land, hvor man treffer Munke, Capeller, Kors og Helgenbilleder i Mængde. Skade at man mere har sørget for de Reisendes Opbyggelse, end for deres Beqvemmelighed; thi slettere Værtshuse og slettere Veie finder man ikke mangensteds; dog kommer man siden til Chaussee. Den første Bye man treffer i dette Land, er Heiligenstadt, et sørgeligt Hul. Fra den liggende Vagt ved Porten til den høie Geistlighed, den hellige Nepomuk, som paraderer paa en grøn Plads, iberegnet, møder Øiet ikke andet end Smuds, Aands Forkuelse og Smagløshed, og det 3 Mile fra Göttingen. I Byen er et Cxjesuiter-Kloster, hvis Beboere tillige ere Professorer ved det herværende Gymnasium, der svarer til hele Resten; thi Eleverne lære ikke andet end Latin og Theologie, og faae kun Underviisning 3 Dage om Ugen. Vi gik hen for at besee dette Kloster. Det første, der mødte os der, var en saa fordærvet Luft. at den nær havde jaget os tilbage. En Exjesuit, som kaldte sig Director, viste os om med al Høflighed. Paa Bibliotheket stod og laae i største Uorden 2 til 3000 Bind, bedækkede med fingertyk Støv. Det havde dog adskillige gode Værker i Kirkehistorien og en temmelig Samling af Jesuiters Forsøg i den latinske Poesie. Det moersomste var, at midt paa Gulvet stod et temmelig forslidt, s. 28men ubestøvet Billard, som formodentlig besøges flittigere end Boghylderne. Tilfældigviis erfarede jeg, at man her i Byen har for Skik at lade kime med Kirkeklokken, naar en Syg ligger paa det Yderste, for at fromme Siele skulde bede godt for den Døende. Maaskee er det saa Brug i i de catholske Lande; men en skadelig Overtroe er det; thi denne Dødsmusik alene kan jo være nok til at skrække Livet af den Syge, ifald Hørelsens Sands endnu ikke har forladt ham. Med Moraliteten maa det ikke see alt for godt ud i denne Egn, hvis man skal slutte fra Antallet af de Forbrydere, som i kort Tid ere straffede paa Livet. Nylig blev En hængt — et Skuespil, der for en stor Mængde Göttingske Studerende havde saa megen Interesse, at de reiste hen, for at see det — og tre andre vente paa samme Straf. Værtinden bad Gud om, at de dog maatte vorde hængte inden Paaskeferierne i Göttingen, da hun frygtede for, at ellers meget vilde afgaae i den Næring, hun spaaede sit Huus ved denne Leilighed.
Vi kom endnu samme Aften til Dingelstadt, en endnu hæsligere Bye end Heiligenstadt, og ligeledes i det Eichsfeldiske. Vor Svoger var en rask Knøs, som ikke nævnede Churfyrsten, uden med det Tillæg: unser allergnädigster Herr, og fortalte os, at die Franzosen haben keinen Glauben mehr. Selv maa han dog ikke have været meget devot, siden han ikke engang giorde de hist og her ved Veien opreiste Kors den Ære at tage Hatten af for dem. I Dingelstadt logerede vi paa Postgaarden, hvor vi kuns fandt et maadeligt Herberge. Vi hørte her meget tale om et for nogle Dage siden indtruffet Jordfald ved Vinzingerode og Slottet Bodenstein i Egnen af Diderstndt. Den nedskredne Jord- og Klippe-Masse skal være saa betydelig, at en underliggende Dal er bleven halv opfyldt dermed, og de Træer, som stode der, ganske begravne. Skredet skal allerede Dagen i Forveien s. 29have ankylidiget sig med en Rumlen i Jorden. Det kunde vel være Umagen værd, at en Naturkyndig undersøgte denne Begivenhed nærmere, dog under den Forudsætning, at han ikke forøgede os Antallet af de geogoniske Theorier; thi det synes, som det kunde være nok med de tre Snese, vi allerede har.
Næste Morgen fortsatte vi Reisen til M$$%hlhausen. Det var saa koldt, som ved Juletider. Egnene ere temmelig eensformige. Landsbyerne ere ofte meget store, omgivne med vidtløftige Marker; thi Udskiftning kiender man her ikke til. Dersom det i den Keiserlige frie Rigsstads Mühlhausens Gebeet seer saa slet ud med alle Grene af de borgerlige Indretninger, som med Veivæsenet, saa maa Republiken kun være i maadelig Forfatning. Vi maatte kiøre paa kryds og tvers over Agre og Enge. Det Bedste var, at vi havde den Fornøielse at see Byens Raadsherrer i to fiirspændige Vogne blive skumplede ligesaa jammerligt som vi. Paa Marken saae vi mange Bønder pløie, deels med 2 Stude, deels med 1 Hest. Mühlhausen er ret en gammel gothisk Bye, riig paa Gavle og snevre Gader. Den er temmelig stor. Vi opholdte os der for kort Tid til at kunne giøre os nærmere bekiendte med Byens Mærkværdigheder. En dansk Officeer, Lieutenant Nidaros fra Aalborg, ligger her paa Hverving. Han afskikker jevnlig Transporter. Den Elasse af Væsener, der saaledes sælge sig, skal fortrinlig søge den danske Krigstieneste, deels fordi der gives større Haandpenge, deels fordi man holder Capitulationen.
Vi fore videre til Langensalza, og derfra til Erfurt, 4 Mile fra sidste Sted. Landet fandt vi overalt fladt og afvexlingsløs, men vel dyrket. Man reiser temmelig beqvemt i Chaiser med 2 Heste for 5 Mk. Dansk omtrent pr. Miil, Drikkepengene uberegnede. Erfurt, Thüringens Hovedstad falder udenfra ret godt i Øinene ved sine mange Taarne; jeg troer, s. 30at den har henimod 30 større og mindre. Byen er meget vidtløftig i Omfang, ifald man vil kalde alt det Bye, som indesluttes af Voldene; men jeg troer, at Have- og Agerland indtager mere end den tredie Deel af Pladsen. Dens hele Physionomie vidner om, at den eengang har været en anseelig Stad, men nu ikke længere er, hvad den før var. Den har nu neppe 15000 Indvaanere. Byen har Navn af Floden Gera, som giennemstrømmer den; thi Erfurt er en forkortet Udtale, istedet for Gerafnrt (vadum Geræ). Til Bonifazes Tid var den allerede saa meget i Opkomst, at han fandt den beqvem til Sæde for Missioner. Carl den Store giorde den til en Stapelstad. 852 holdt Ludvig den Tydske her en egen Forsamling. I Begyndelsen af 10de Aarhundrede anrettede Hunnerne i disse Egne skrækkelige Ødelæggelser, og endnu fører et Sted Navn af Hunnengrube. 932 holdtes i Erfurt en almindelig Synode. Hele Egnen var i Middelalderen fuld af Røverslotte. 1349 bortrev Pesten i Erfurt alene 12000 Mennesker, og 1500 Døde bleve ofte paa een Dag udførte. De stakkels Jøder maatte bøde derfor, og 5000 bleve ligesaa uskyldig som ynkelig bragte af Dage. 1378 blev Universitetet stiftet. 1463 henrev atter Pesten 28000 Mennesker af det Erfurtiske. 1472 satte Mordbrændere Ild paa Byen, og 6000 Bygninger lagdes i Aske. I Bondekrigen ved Reformationens Begyndelse styrtede 11000 Sværmere ind i Byen og anrettede skrækkelig Uorden. Under Tredive-Aars-Krigen var Gustav Adolph her en kort Tid, og man veed endnu det Huus, hvor han logerte; midt under Vaabnenes Larm havde denne store Konge endnu Opmærksomhed tilovers for Universitetet og Videnskaberne. Hvilke Ødelæggelser for Resten Tredive-Aars-Krigen havde anrettet i denne Egn, kan man vide deraf, at i 19 Landsbyer vare af 1887 Huse ved Krigens Slutning ikke flere tilbage end 825. I Syvaars-Krigen leed den ogsaa s. 31meget. I Middelalderen var Erfurt Medlem af Hanseeforbundet, og drev en meget betydelig Handel. Nu kalder Ingen den længere en Handelsstad. Byen har en stor Mængde Kirker, saavel catholske som lutherske. I den saa kaldte Domkirke fortiene den store Klokke, Maleriet af Lueas Cranach og de malede Glasruber at sees.
Universitetet spiller kun en maadelig Rolle i den lærde Verden. Der ere neppe 100 Studentere, alle indfødte. Det mangler dog ikke paa brave Lærere, hvoriblandt jeg vil nævne den fortreffelige Bellerman, Forfatter af Handbuch der biblischen Litteratur. Denne virksomme Mand skylder ogsaa Byens Gymnasium for eu stor Deel den bedre Indretning, det for et Par Aar siden har faaet. Her ere 12 (!) theologiske Professorer, 7 catholske og 5 lutherske. Blaudt de første fortiene at bemærkes Prof. Agricola, der har gode Fortienester af Kirkehistorien, og Abbed Muth, som kalder sig Placidus den Anden og har udgivet adskillige historiske Smaaskrister. Blaudt de øvrige catholske Professorer ere 2 Augustinermunke, som begge læse Dogmatik; den ene læste forrige Semester over gratia Christi efter Bertieri, den an den over Verdens Skabelse og Undergang efter Gazzaniga. Mere behøver jeg ikke at sige. Toleranzen mellem begge Religions Partier skal tilforn ikke have gaaet meget vidt. Nu give i det minbste Protestanterne ingen Anledniug mere til Kiv. Her ere over 14 offentlige Bibliotheker, som Bellerman Tid efter anden ved Programmer giver Efterretning om I mange findes der vigtige Documenter til Middelalderens Historie; men af nyere Skrifter have de Allerfleste meget lidt. Universitets - Bibliotheket eier en ikke ganske complet Cod. af Ciceros Værker paa Pergament. Byen har en Deel Klostere; flere har der været. I Augustiner-Klosteret, hvis Beboere leve temmelig beqvemt og mageligt, er Antallet af Munke ikke længere complet, fiden Verden s. 32nu er kommen saa vidt i Oplysning, at Ingen længere vil lade sig indvie til Ledighed. Augustinerne tilskreve det den overhaandtagende Ugudelighed. De tilstode endog, at det saae meget misligt ud med det hele Munkevæsen. Videnskabelig Cultur syntes ikke at have sundet nogen Indgang i dette Kloster, skiønt Augustinerne dog ikke ere meget indskrænkede i Henseende til Bøgers Læsning. Cartb$$#user-Klosteret er en stor grundmuret Gaard uden for Porten. Gravens Eensomhed og Stille hersker der. Kulde, Smuds, fordærvet Luft og Melancholie opfylder dette hellige Fængsel. Ingen Seng, ingen Ovn i de øde Celler. Skidne og blege see de fleste Munke ud. De komme aldrig uden for Klosteret, og leve i en total Afsondring fra Verden. Kun til visse Tider er det dem tilladt at tale. De have saaledes vant sig til denne Halvdød, at jeg ikke engang troer de ønskede at ombytte den med Liv og Frihed. De have Offizer om Natten og gaae derfor tit Sengs Kl. 6 om Aftenen; Klokken 10 spise de til Middag, Kl. 4 til Aften. En Pater Ubildgard, som, efter hans Ansigt at dømme, Disciplinen ikke trykkede, underholdt os, efter at have faaet Tilladelse at tale af Vicaren. Deres Kirke er smuk. Bibliotheket har en Deel gamle Udgaver af Kirkefædrene; om der var andet, vidste de ikke selv. De forekom mig overalt meget uvidende. Antallet af Munkene er heller ikke her fuldstændigt De kunne ingen Novizier faae. Verden bliver nu klogere. I Trediveaars - Krigen blev Klosteret plyndret af de Svenske. Nogle romantiske Skildringer af Klosterets Beliggenhed og Carthänserlivet finder man i Romanen: Andreas Hartknopf, eine Allegorie, Berlin 1786 8. Side 142.
Hvad man savner hos Carthäuserne, kan man finde hos Benedictinerne paa Petersborg. Her findes Mennesker, Rigdom, Vellevnet, Glands og Videnskaber. Prof. Muth, en oplyst og fornuftig Mand, er Abbed. Blandt de øvrige s. 33Klosterets Indvaanere er der adskillige, som besidde gede historiske, mathematiske og musicalske Kundskaber. Eu ung Frater Benedict studerer med Iver den nyere Philosophie, og røbede et lyst Hoved. Abbeden bidrager selv ved Opmuntring og Exempel meget til at nære denne videnskabelige Aand. Disse Benedictinere boe smukt og leve prægtigt. Fra Klosteret har man en meget skiøn Udsigt over Erfurt og de omliggende Egne. Den franske Revolution har giort, at dette Kloster i senere Tider er beæret med mange Besøg af landflygtige Ordensbrødre.
Jeg kan ikke forlade Erfurt, uden at tilføie et Par Ord om den fortreffelige Statholder og Coadjutor Dalbergs Fortienester. Denne Mand synes ret giort til at skabe Lys i Morke, om Tingenes Forbinbelser vilde begunstige hans hensigter. Jeg taler ikke her om hans Fortienester som Statsmand — ogsaa disse ville forevige hans Minde — men om hans Agt for Videnskaberne, med hvilke han selv er fortrolig, hans virksomme Anskalter til at opmuntre disse og den fordomsfrie Folkelighed, der paa eengang har vundet ham alles Hierter og sat Tydskland i Forundring. Han var den anden Skaber af det Academie der n$$%$$*lichen Wissenschaften, som blomstrer her, og dets Bibliothek har hans Gavmildhed at takke for mange kostbare Værker. Paa den fordeelagtigste Maade characterisere de Assemblers ham, som han holder hver Tirsdag i sit Huus, og hvortil alle sædelige Borgere og Fremmede uden Forskiel paa Stand, Rang og Religion have fri Adgang og nyde lige Rettigheder, lige Opmærksomhed. Saaledes bidrager den ædle Dalberg ved sit Exempel til at udbrede Toleranæ, ophæve den Forskiel, som en uoplyst Tidsalder hævdede mellem Adelige og Borgerlige, og overalt at opelske Humanitet og Oplysning i sin Virkekreds. Derfor er Carl Theodor Folkets Yndling, og den upartiske Efterslægt skal nævne hans Navn med s. 34Ærbødighed. Jeg var ikke saa lykkelig at lære at kiende ham personlig. Han var ikke hiemme. Statsanliggender havde foranlediget ham til at giøre en Reise til Wien.
3
Fra Erfurt til Weimar ere 3 Mile. Med det Weimarske begynder en fortreffelig Ehaussee. Interesserende Naturafvexlinger møde just ikke den Reisende paa denne Vei, men Synet af de herligt dyrkede Marker og de mange vel byggede Landsbyer holder ham skadesløs derfor. Vindskibelighed og Velstand fryde Øiet fra alle Sider. Ved Erfurt ere mange Agre besatte med en dobbelt Rad af Frugttræer, og med saadanne har man og begyndt at beplante Landeveien ved Weimar. Denne vakkre lille Bye ligger i en smilende, men ikke romantisk Dal, og har et livligt Udseende, saavel uden som inden fra. Store og prægtige Bygninger finder man ikke, men alt er vel bygget, reenligt og godt vedligeholdt. Ellers havde vist Hofmanden Göethe ikke sagt:
Wie man, das Städtchen betretend, die Obrigkeiten beurtheilt,
Denn wo die Thürme verfallen und Mauern, wo in den Gräben
Unrath sich häufet und Unrath auf allen Gassen herumliegt,
Wo der Stein aus der Fuge sich rückt und nicht wieder gesezt wird,
Wo der Balke verfault, und das Haus vergeblich die neue
Unterstü$$*ung erwartet: der Ort ist übel regieret.
Denn wo nicht von oben die Ordnung und Reinlichkeit wirket,
Da gewöhnt sich leicht der Bürger zu schmu$$*igem Saumsal.
s. 35Saa lille Weimar er, saa meget har ben, som fortiener den Reisendes Opmærksomhed. Han finder her en Samling af Mænd, som Mnserne og Grazierne valgte til deres Fortrolige; han finber her Natnrforskiønnelser udførte efter den ædleste Smags Anviisning og forenede med Pragt, uden at Naturen berøves noget af sin Frihed og Simpelhed. Wieland, Herder, G$$@ethe, B$$@ttiger ere alle berømte Navne, og alle samlede paa den ene lille Plet. Wieland boer bog nu 1 Miil fra Byen selv paa Otmanstädt, som han sk al have kiøbt for det, den sibste Ubgave af hans Værker indbragte ham. Ogsaa Satirikeren Falck, hvis Svøbe især har truffet den Kantiske Philosophie og den blodstænkte Laurbærkranbs, lever i Weimar. Den humane og smagfulde Herber, den forekommende og med mange Vibenskaber fortrolige Böttiger skylder jeg begge flere behagelige Timer under mit Ophold her. Herder forstaaer Dansk, og Böttiger beghnder at lægge sig herefter. Det begynder overalt at blive Mode i Tybskland, at lære det danske og svenske Sprog, hvortil Lenz og Merckel have bibraget det meste. G$$@ethe er vanskelig at saae i Tale, da han bestandig er ved Hoffet.
Den engelske park, som jeg før sigtede til, fortiener saavel for sit Anlægs Skyld, som for de Værker af Konsten, den indeholder, at besees af enhver Fremmed. Den vandes af Floden Ilm, som hist og her danner smaa Vanbfald. Parken er aaben fra alle Sider. og enhver har fri Abgang bertil. Veien til Belvedere giennemskiærer endog den ene Side af den. Kun ved Indgangen advares man ved et malet Brædt, ikke at tage Hunde med, og inde i Haven ombedes man ved en anden Paaskrift ikke at giøre Græs, Blomster og Kiøkkenurter nogen Skade. Alle Slags vilde Træer og Frugttræer, Enge og besaaede Stykker, Forhøininger og Fordybninger, skyggefulde og aabne Pladser s. 36afvexle paa en ligesaa behagelig som smagfuld Maade. Tamme Fiederdyr huse og leve her i uforstyrret Roe. Sparsom har Konsten tilladt sig at indstrøe sine Prydelser, og hvor den har giort det, føler Naturen selv, at den har vundet derved. Hist hæve sig efterlignede Ruiner af et forstyrret Ridderslot: her skiuler sig, i tætte Skygger indhyllet, en eensom Hytte, beklædt med Bark: bag ved denne løfter sig en granbevoxen Fieldmasse, af hvis Skiød den ligesom kommer frem: ved Hyttens Fod i en maadelig Afstand slynger Ilmen sig med sagte Susen frem giennem Buskværk og Træer: til Hytten fører en yderst simpel Træetrappe, overstrøgen med Tiære, og et lignende Gallerie, hvorfra man seer ind giennem de lave Vinduer, omgiver den. Hytten selv indeholder en smuk med Smag møbleret Stue i polygonisk Form; thi dette romantiske Sted var engang Hertugens Yndlings-Huus; her sov han, her lod han sig forelæse. Man kalder denne Hytte Rosteret. Andensteds i Parken støder man hist paa en Grotte, her paa en naturlig Klippehvelving; hist overraskes man af et Monument for Stedets Genius; her af et andet, Venskab helliget. Det skiønneste Værk af Konsten i denne Park er det saa kaldte Romerske Huus, som nu er Hertugens kiæreste Opholdssted, og formedelst den ædle Simpelhed, som her forener sig med den fineste Smag og den udsøgteste Pragt, fortiener at betragtes som en Mærkværdighed i den nyere Landhuus-Bygningskonst. Det har sit Navn af den Stiil, hvori det er bygget. Dets Anlæg selv er fortreffelig paa Siden af en Bakke, hvorfra der er en skiøn Udsigt, og i en saadan Retning, at den østlige Fronte hviler paa Pillere, medens Parterret af den vestlige staaer under Jorden. Det Indvendige svarer i Pragt og Smag til det Udvortes. Denne Bygning, der er tuns liden i Omfang, skal have kostet Hertugen 150000 Rdl. Ved Opgangen til den Klippe, som s. 37udgiør Husets Basis, finder man paa en marmoragtig Plade følgende nydelige Indskrift (af Göethe):
3*
Die ihr Felsen und Bäume bewohnet, o heilsame Nymphen!
Gebet Jeglichem gern, was er im Stillen begehrt;
Schaffet dem Traurigen Muth, dem Zweifelhaften Belehrung,
Und dem Liebenden gönnt, dat ihm begegne sein Glück.
Denn Euch gaben die Götter, was sie den Menschen versagten,
Jedem, der Euch vertraut, hülfreich und tröstlich zu seyn!
En heel Deel af disse skønne Anlæg har Weimar Enkehertuginde Anne Amalies Foranstaltninger at takke for, da hun var Landets Regentinde: hun lever endnu, og boer i Tiefurt, et lille Stykke Vei fra Byen i en Dal, hvis naturlige Yndigheder hun har forskiønnet ved nye Anlæg i samme Smag, som hine. Disse kaldes Tiefurter-park, som heller ingen Reisende pleier at lade ubeseet.
Weimar har et mere net end prægtigt Theater uden for Porten. Loger ere her ikke; man behielper sig med Parterre, hvis øverste fra Skuepladsen selv længst bortfiernede Deel kaldes parterre noble, hvor den Hertugelige Familie sidder, og enhver, som vil betale nogle Groschen mere. Drchestret berømmes. Skuespiller-Selskabet er heller ikke slet. En Jomfrue Jagemann, Datter af Bibliothekaren Jagemann, der er bekiendt som italiensk Sprogkyndig, roses fortrinlig baade som Actrice og Sangerinde. Bibliotheker er betydeligt, og har omtrent 70000 Bind, foruden en herlig Samling af Tegninger og Landkorter. Haandskristerne angaae meest den sachsiske Historie. I Hofbilledhugger Rlauer har Weimar en duelig Konstner. Det lønner Umagen s. 38at besee Hans Samling af Modeller, der beløbe sig til halvandet Hundrede. Flere berømte Mænds veltrufne Buster ere af hans Haand. Han beskæftiger sig ellers meest med at forfærdige Statuer og Vaser af brændt Jord til Havezirater, hvoraf han har den største Afsætning til Rusland. Paa et Sted som Weimar, hvor man hverken finder Hof-Pragt eller Handelsstæders Yppighed og Rigdom, kan der ikke være megen Opmuntring for Konstneren. Det er ellers Skade, at denne Mand, der har fact herlige Talenter og næsten ganske er Autodidact, ikke har havt Leilighed til at studere sin Konst videnskabelig, eller ved Reiser at giøre sig endnu mere fortrolig med Smagens Mesterstykker fra ældre og nyere Tider. Den Forandring, som i de senere Aar er giort med Byens Waisenhuus, at Børnene nu opdrages paa Landet under Directionens Overopsyn, har allerede ved Følgerne godtgivrt sine store Fortrin for den gamle Indretning, saavel i physisk som moralsk og oeconoutisk Henseende; og Menneskeheden vilde vist ikke vinde lidet ved, om dette Exempel blev efterfulgt af alle lignende Instituter. Paa et Residents-Slot til Hertugen — thi det gamle var afbrændt — har man nu bygget i 7 A ar, og ligesaa mange i det mindste behøves endnu, inden det bliver færdigt. Det skal vel staae op igien i en nyere Smag; dog synes det ikke at ville blive nogen architektisk Mærkværdighed. Man skal have ladet en Deel af de gamle Mure staae. Hertugen beboer imidlertid et meget pragtløst Palais eller Huus, som Landstænderne have ladet bygge til ham. En lille Fierdingvei fra Weimar ligger Lystslottet Belvedere, hvor der just ikke er meget smukt at see. En Emigrant Mounier har her anlagt et pædagogisk Institut, som i det mindste har dette fortrinligt, at Eleverne betale hver 1000 Rdl. aarlig. Alt, saavel Underviisning som Underholdning og Beqvemmeligheder, syntes mig at staae i omvendt Forhold til denne Betaling.
s. 39Lærerne ere, Hr. Mourner iberegnet, ikkun 3, alle Franske. Elever ere her kun 6, 4 Engelændere og 2 Lieflændere, og sandsynligt gaaer Institutet snart ind. Hertugen har understøttet Mounier, som man siger, fordi han paa sin Reise i Frankerig havde logeret hos hans Fader. Det Hele har været en blot Finantsspeculation, og, i hvor det gaaer, bliver dog vel noget af Hensigten opnaaet.
Men det er Tid at forlade Weimar. Herfra til Jena ere kun 2 Mile. Weimar er derfor Jenensernes Kiøbenhavn; her reise de hen, som til Hovedstaden, og der gaaer sielden nogen Comoedie- eller Concert-Aften forbi i Weimar, at der jo, naar Veiret er godt, besøges af Studentere og Professorer fra Jena. Befordringen og Veien ere begge fortræffelige. Enhver Plet Jord er dyrket: Steder, som ei ere skikkede til Ploven, benyttes i det mindste til Pileplantning og Blommetræer, af hvilke der opelskes en utrolig Mængde i denne Egn. Landsbyerne have i Almindelighed smukke Kirker med Taarn-Uhre, mange ogsaa Orgeler. Forresten er Naturen temmelig eensformig, indtil man kommer Jena en lille halv Miil nær. Da aabner sig med eet en meget dyb Dal, som et Svælg mellem høie Bierge, hvis skaldede Toppe synes at have noget strækkende Vildt og Øde. Ad en brat slangeformig i Klippen udhugget Vei, die Schnecke kaldet, føres man ned i Dalen. Et Gelænder er vel anbragt mod den Side, som vender ned mod Dalen, men det er kun lavt, og jeg vilde ikke raade nogen at blive siddende paa Vognen, naar Hestene ikke vare vante til denne Nedfart.. Imidlertid sterner her ingen af Vognen ned av; derimod er det en stiltiende Accord mellem alle Vognmænd og Reisende, at man maa gaae op ad, hvormed mange corpulente Folk ikke maae være vel tilfreds. Er man først kommen ned ad Sneglegangen, saa slynger Veien sig saa jevnt frem imellem Biergene, i det den s. 40idelig overkrydses af smaa Bække, der ved stærk Tøebrud kunne giøre den ubefarlig. Dybt ind i Dalen ligger Jena ved Saalestrømmen, ligesom begraven mellem høie og nøgne Bierge, der contrastere besynderlig med de flade og frugtbare Egne, som saa nylig hørte op. Hvo der vil skue Naturen i raa og frygtelig Maiestæt, han komme til Jena; men hvo som mere elsker den i sin blide og smilende Dragt, han dvæle heller ved Weimar og det yndige Tiefurt. I Skiødet af den dybe Dal, beskyttet fra alle Sider af høie tætomsluttende Bierge mod Vindenes Anfald, har Jena saa megen Fordeel i Henseende til Luftens Temperatur, at alle Væxter her ere 14 Dage forud for dem i Weimar og andensteds paa det høie Land. Om Byen selv kan jeg endnu ikke fortælle Dig mere, end at den ikke qvalificerer sig til høiere Titel end St$$#dtchen og tør i det Udvortes langt fra ikke maale sig med det nette G$$@ttingen. Lev vel!