Amsterdam, den 24 October.
Det Stykke af Hessen, man reiser igiennem fra Cassel til de Vestphalske Grændser, er ret smukt. Landsbyerne have et temmelig godt Udseende, og Folkene selv saavel i Legemsbygning, som Raskhed og Munterhed meget forud for den pflegmatiske Hannoveraner; man synes endnu at spore hos Hesserne, om ikke den Aand, saa dog den Kraft, som giorde deres Forfædre Catterne saa frygtelige for Romernes Legioner. Vi kom igiennem en Deel Træeplantninger, anlagte for at erstatte Tabet af de Skove, som syvaars Krigen ødelagde. Hessens Beliggenhed har fra de ældste Tider af stedse giort det til Skueplads for Krigens Raserier. Frankernes og Thüringernes giensidige Fiendtligheder havde næsten giort det til en Ørk, da Bonifacius kom herhid for at præke Evangelium. — Vestt$$%ffel er den første Station fra Cassel. Det var just Søndag. Nysgierrighed førte mig op i Landsbyekirken, hvor der netop nit holdtes Gudstieneste. Præsten, Hr. Isereil. en ung Mand med tækkelige Gaver, holdt en kort, men populær og practisk Tale over Kiærlighed til Christus. En Degn med en meget lang Pidsk — et Slags characteristisk Mærke paa Hesser — gik ligesom hos os omkring med en Tavle under Prækenen. Denne endtes med en vidtløftig Kundgjørelse af en Høstboddag, der formodentlig er bleven hørt med megen Opbyggelse, siden den ikke indeholdt andet end skrækkende Skildringer af overhaandtagende skadelige Grundsætninger og ivrende Advarsler mod dem.
Det varede ikke længe, inden Kors og Helgenbilleder fortalte os, at vi havde betraadt Paderborns Gebeet. Vestpbalert har Ord for at være den Deel af Tydskland, som det er meest uinteressant og kostbart at reise igiennem, paa den ene Side formedelst Naturens Nøgenhed, Veienes Vanskelighed og Landets fattige Udseende, paa den anden s. 64formedelst Menneskenes Tilbøjelighed til Bedragerie. I alt dette lyver Rygtet ikke det mindste. Veien gaaer næsten bestandig giennem sandede og lidet dyrkede Sletter, og var allerede nu paa mange Steder meget slet. For Befordringen gives ingen fast Taxt, men Postmesterne, som ene ere i Besiddelse af Rettigheden at befordre Reisende, kunne lade sig betale saameget, de lyste, og skamme sig heller ikke ved at føre sig denne Lejlighed til mueligste Nytte; man maa være glad, naar man har en Vogn for 2 Rdlr. Milen. Adskillige Reisendes offentlige Klager i tydske Blade skal endelig, siger man, have bestemt Øvrighederne til at ville raade Bod paa disse Misbruge, og man haaber, at en fastsat Taxt inden kort Tid skal betrygge Fremmede mod dette Slags Bedragerie. — Vestphalen synes saavel i Henseende til Landets som Folkets Cultur at staae et Par hundrede Aar tilbage; ingensteds bære heller Smaastæderne, hvoraf her gives en Mængde, saa paafaldende Middelalderens Præg, som her. Man finder dem netop saaledes, som Meiners i sin „Vergleichung des Mittelalters" beskriver de gamle tydske Slæder, byggede paa Forhøininger, omgivne med betaarnede Steenmure, Gaderne uordentlige og opfyldte med Møddinger, Menneskers og Qvægs Vanning under eet Tag o. s. v.
Den første Station i det Vestphalske er Ossendorf, en Landsbye, hvor man just den Dag, jeg kom derigiennem, holdt den saakaldte Kermes (egentlig Kirchweyhfest), en Festlighed, der her følger paa Markarbeidets Slutning om Efteraaret. Alle de unge Karle af Landsbyen forsamle sig I Kroen, hvorhen de og indbyde de ugifte Fruentimmer. Her spises, drikkes og dandses ofte 8 Dage i Træk, alt paa Karlenes Regning, hvoraf Enhver ved denne Leilighed pleier at tilsætte det halve af sin aarlige Løn. Saalænge Høitideligheden varer, tør ingen Hunsbonde forlange noget s. 65Arbeide af sine Tienestefolk. Medens Kndsken fortalte mig alt dette, nænnede vi os til Klosteret Erdehausen. Jeg spurgte ham, for at høre hans Mening, hvad vel disse Munke bestille?" „Die Mönche? — sagde han med en foragtende Mine — sie leben wie die Mistschweine." Jeg erfarede ved flere Anledninger, at mange friere Ideer her ere i Omløb blandt den almindelige Mand, og velunderrettede Folk forsikkrede mig siden, at jo mere man nærmer sig til Demarcations-Linien, desto hyppigere har man Leilighed til at giøre denne Bemærkning.
Natten tilbragtes i Flekken Lichtenau. I en umagelig Maskine af en Vogn, hvis Overdeel havde megen Liighed med en rummelig Kasse, ankom jeg næste Dag til Paderborn, som har sit Navn af Paderens Udspring. Byen er ikke umærkværdig i Historien. Carl den Store, som stiftede Bispedømmet, opholdt sig ofte her med sin Svite og bidrog derved ikke lidet til Byens Opkomst. Her var det og, hvor den samme Keiser i Aaret 782 modtog Hunnernes og den danske Kong Sigfrids Gesandters. For nærværende Tid har den et melancholsk Udseende. Trivelige Munke og sortslørede Bedesøstre er det, som her meest falder Reisende i Øine. — Den Strækning fra Paderborn over mod Göttingen ad, er en af de meest afsides og mindst besøgte Egne i Tydskland. Den største Deel deraf er bedækt af den vidtløstige Zollingerwald, som sparsomt bestrøet med Menneskeboliger, endnu giver en anskuelig Idee om Tydsklands gamle Udseende. 30 Aars Krigen, hvis Ødelæggelser ingen Krog knude undgaae, forvandlede dette Strøg ganske til en Ørk, og af adskillige Byer er endnu blot Navnet og Kirkernes Ruiner tilbage. Ved en Fodreise fra Pyrmont til Göttingen lærte jeg at kiende disse halvvilde Egne, hvis Beboere betragtes af Naboerne omtrent med samme Øine, som Kulsvierne hos os. Ingen ordentlig Landevei gaaer s. 66herigiennem, og for at komme fra Göttingen til Paderborn maa man derfor sædvanlig giøre en Omvei af 6—7 Mile, enten over Cassel eller Cimbel. I Nærheden af disse Egne henimod Detmold befinder og den mærkværdige Slette sig, hvor Barns leed et totalt Nederlag af Arminius og noget over 700 Aar derefter Wittekind af Carl den Store.
5
Fra Paderborn af bliver Beien stedse uinteressantere, og Dialecten stedse plattere. Warendorf er den bedste Flekke, man treffer mellem dette og Münster. Den er bekiendt af sine Linnedmanufacturer, hvoraf og den omliggende Egn har god Næring. Tilforn havde man betydelig Afsætning til Frankerig, men Krigens Uroligheder og den høie Told, den franske Regiering har lagt paa indgaaende Manufactur-Vare, har i senere Tid giort saavel denne som de andre Vestphalske Manufacturer stor Afbræk. Konstige Blegemidler kiender man endnu ikke her. Manufacturisterne ere her simple Folk, der intet forstaae mindre end Chemie. Paa Stedet er og et Franciscaner-Kloster, hvis Munke ogsaa ere Lærere ved Byens latinske Skole, der har 70 Disciple. Denne Underviisnings-Anstalt er, som man kan vide, elendig i alle Henseender, og et uslere Hul af en Skolebygning erindrer jeg mig ingensteds at have seet. Desto høitideligere var Gudstienesten om Aftenen i Klosterkirken. De store Boxlys, den over hele Kirken udbredte Vellugt, den Damp, som svæver over Choret, og indhyller det og dets Tienere i en hemmelighedsfuld Maiestæt, den Afvexling af Messen, Musik, Klokkeklang, Tilhørernes andægtige Stilling og saadant mere giver unægtelig den catholske Gudstieneste en Interesse for Sandserne og Indbildningskraften, som ikke kan andet end giøre et levende Indtryk paa den mindre dannede Folkeclasse, og for saavidt opfylder den langt bedre sin Hensigt end Protestanternes. Munkenes Antal i Klosteret er ikke mere fuldstændigt. „Sie wollen nicht mehr s. 67hinein", sagde min Vært, der ellers betragtede dem med megen Ærbødighed.
I M$$%nster var der just et stort Marked, da jeg kom der. Den største Deel af de sammenstrømmende Fremmede bestod af Hottændere, der udmærkede sig kiendelig fra alle andre ved deres vide og grove Klæder, store Skoe, runde Parvkker og hele Nationalphysionomie. Münster er Sædet for en Mængde Capitalister og rige Geistlige, især Domherrer , saa man næsten skulde troe, at Zions Konge endnu holdt sit Hos her. Domherrernes Pladser blive stedse solgte; den almindelige Tapt skal være 10000 Rdlr. — Ingensteds i Thdskland seer man saadan Mængde, som her, af Ludvigsriddere, Exadelige, Exgeistlige og andre Frankerigs forlorne Sønner. For Resten giver Nærheden af Demarcations-Linien disse Egne for nærværende Tid et vist Liv og Interesse; tusende Anecdoter fortælles, og tusende Domme høres, ligesaa forskiellige som de Dømmendes Kundskaber, Synspunkter og Ønsker.
Saalænge det Münsterste varer, vedbliver Veien at være uinteressant og Landet slet dyrket. Aarsagen til det sidste ligger for en stor Deel deri, at Bønderne ere ufrie og hoveriegiørende. Men neppe har man betraadt Hollands Grændser, før alt tager et andet Udseende. Veldyrkede Marker, nydelige Græsgange, store Haver, bestandige Alleer, Canaler og Grøfter, smukke og yderst reenlige Landsbyer, gode Veie, fortreffelig Befordring forkynde Flid, Velstand, Orden. Hele Jorder seer man besaaede med lutter Kiøkkenvæxter. De, som leve af Agerbrug, ere for nærværende Tid meest lykkelige; thi Handelens Ruin har ogsaa bragt Fabrikerne og Haandværkerne saaledes i Afmagt, at Mestere, som før holdt 40—50 Svende, nu ikkun have beholdt nogle faa, somme slet ingen, tilbage. Mange Mennesker ere derved blevne brødløse; de fleste ende med at blive Soldater.
5*
s. 68Den første vigtige Bye i Holland fra denne Side er Arnheim som nu har en fransk Garnison. Egnene heromkring ere smukke, men Engelsænderne, hvis Opførsel overalt var ligere Fienders end Hielpetroppers, have for en Deel ruineret Alleerne ved Landeveien. De have i hele Holland efterladt sig et forhadt Minde, dog endnu i en mindre Grad end Preusserne i Slutningen af forrige Decennium; thi hine kom dog som Folkets Forsvarere, disse derimod som dets Undertrykkere; desuden erstattede de engelske Officerer ved den Mængde af Guld, de fortærte, paa nogen Maade deres Soldaters Excesser, da derimod Preusserne, saavel Officerer som Soldater, ikke tænkte paa andet, end at berige sig ved alle de Midler, Overmagten gav dem i Hænderne.
Jeg standsede i Utrecht — efter Landets Udtale Vitrecht — en stor, smuf og reenlig Bye, som de hollandske Stæder i Almindelighed ere. Academies her var næst Leiden, det anseeligste og berømteste i Holland. Før jeg giør Dig nærmere bekiendt med det, maa Dn tillade mig at forudskikke nogle almindelige Bemærkninger over det academiske Væsens nærværende Stilling i Holland. Den videnskabelige Statsforfatning er ligesaalidet fritaget fra Omveltninger, som den borgerlige; og skiønt Historien viser, at den sidstes Forandringer sædvanlig kun havde liden Indflydelse paa den første, synes dog i vore Tider ogsaa dette at have taget en ganske ny Vending. Det franske Folk, efterat have udkastet og realiseert en republikansk Statsforfatning, troede at finde alle de hidtil bestaaende offentlige Indretninger til videnskabelig, religiøs og moralsk Opdragelse uforeenbare saavel med Repnblikanismens Grundsætninger, som med den menneskelige Aands Fremskridt til Fuldkommenhed. Christendommen ombyttedes med Philosophie og republikansk Moral. Academier forsvandt indtil Navnet, og ved Oprettelsen af andre videnskabelige Opdragelses-Anstalter troede man at s. 69nærme sig saa meget mere til Fuldkommenhed, som man bortfiernebe sig fra Liighed med hine. Jeg tiltroer mig ikke at afgiøre, om Videnskaberne ved denne pludselige Metamorphose i det Hele tabte eller vandt, men lærerig er stedse Begivenheden. Det øvrige Europas Universiteter kan og bør deraf drage den Bemærkning, hvor vigtigt det er at gaae frem med Tiderne og saa at sige bestandig være sysselsat med at reformere sig selv. I manglende Fald vil de stedse vise sig i større og større Contrast med Tidernes Tarv, stifte mindre Nytte og nærme sig deres Opløsning. Du seer, at dette skal være en Indledning til den summariske Idee, jeg nit vil give Dig cm de hollandske Academiers nærværende Tilstand og sammes Aarsager.
Holland blev republikaniseret efter franske Grundsætninger, og underordnet sin Skaberinde paa en Maade, som ei er meget forskiellig fra Underkastelse. Moderrepubliken blev Mønster for Bataviens Organisation, og den første naturlige Følge deraf var, at Geistlighed, Academier og Skoler kom i en saa meget mere vaklende Stilling, som de syntes at staae i Misforhold til de adopteerte franske Grundsætninger. Den Vinding, Staten maaskee kunde faae i Sinde at forskaffe sig ved en total Reform i disse Ting, forøgede Uvisheden i deres Forfatning. Man erindrer sig, hvorledes selv Reformationen havde Fyrsternes Lyst til de gejstlige Godser langt mere end enhver anden Bevæggrund at takke for dens Fremgang. — Imidlertid er dog hidtil ingen Forandring foretaget i Henseende til Geistlighed, Universiteter og Skoler. I Følge den sidste Constitution af 1 May 1798 skal alt dette forblive ved det gamle de første 3 Aar. Efter den Tids Forløb vil Staten være betænkt paa de fornødne Forholdsregler i Henseende til den Reformation, som den agter at foretage. Saalænge svæver man altsaa nu i bestandig Uvished; det eneste man kan vide, er dette, s. 70at der forestaaer en total Reform, og at denne, hvis Tingene ikke forinden tage en anden Vending, vil vorde iværksat efter Grnndsætninger, der bortfierne sig ligesaa meget fra de gamle, som de nærme sig til de Franske. Følgen af denne vilkaarlige Stilling er let at indsee. Alt er i en Stillestand, en uvirksom Forventning. Hverken Lærere eller Lærlinge ville arbeide med nogen Iver paa den Bygning, som de formode snart skal nedrives. De hollandske Academier befinde sig derfor i dette Øieblik som i en Slags døende Tilstand, og fremstille for Iagttagerens Øie alle en nærforestaaende Opløsnings sørgelige Mærker. Dette i Almindelighed. Det Speciellere vil Du lære at kiende af den nærmere Beretning, jeg vil give Dig om ethvert af de to vigtigste hollandske Academier, som jeg paa min Reise besøger. Her nit for det første noget om Universitetet i Utrecht.
Du veed, at det lærde Væsen i Holland stedse har havt sine egne Særmærker, der synes at staae i nogen Forbindelse med Nationens Characteer. En overordentlig Udholdenhed og utrættelig Taalmodighed selv i de tørreste og subtileste Undersøgelser, en uhyre Erudition, dybttrængende Grundighed og ængstelig Nøiagtighed udmærkede stedse de hollandske Lærde og de Værker, som kom fra deres Hænder. Navnene Grotius, Scaliger, Gronov, Muschenbroeck, Schultens, Lysnet, Walkenaer og mangfoldige andre maae herved falde Enhver ind, som har nogen Bekiendkskab til den hollandske Literatur. Kun Skade, at den Smag og Philosophie, uden hvilke den blotte Erudition ikke kan stifte megen Gavn, saa ofte savnedes i de hollandske Lærdes, især Theologernes og Philologernes Skrifter. Samme Udseende vedligeholder i det Hele Hollændernes literariske, i Særdeleshed deres academiske Væsen den Dag i Dag er. Holland indeslutter i sin snevre Kreds 5 Universiteter, Gr$$@ningen, s. 71Franeker, Hardervyck, Utrecht og Leiden. De to sidste have stedse været de vigtigste. Utrecht har dog i alt kun 14 academiske Lærere, hvoraf 4 ere Theologer. Skulde man vel troe, at de hollandske Theologer endnu mod Slutningen af attende Aarhundrede vare deelte i Partier, der have deres Oprindelse fra nogle gamle elendige Stridigheder, som Kirkehistorien omtaler med Medynk? Og dog forholder det sig saa. Voetianerne (udtales: Futianerne) giøre sig endnu en Ære af fra Utrechts Lærestole at trodse Locceianerne, hvis Hovedsæde Leiden stedse var. Disse to Partier troes endnu saa nødvendig forbundne hver med sit Universitet, at yngre og fornuftigere theologiske Professorer, der foragte dette Sectererie, ikke kunne nndgaae at betragtes som Tilhængere af det Partie, der har Hiem paa det Sted, hvor de ere. Ethvert af disse to Partier tællede stedse et mægtigt Anhang, og søgte at forstærke sig saameget mueligt. Derfor var det ofte Tilfældet, at naar en Theolog blev forflyttet, fulgte hans hele Auditorium med ham, eller, om han døde, gik over til den Lærer, som havde Ord for at være den Afdødes Grundsætuinger meest troe.
Dogmatik og Polemik ere næsten eneherskende paa de theologiske Cathedre, især de gamle Professorers; disse læse deres Theologia typica, elenctica etc. Ord til andet saaledes, som de dicteerte den for 30 à 40 A ar siden. Polemiken , der før meest gik løs paa Fortidens Kiættere, foruden giensidig paa Voetianer, Cocceianer, Arminianer og andre indeulaudske, har i senere Tider udvidet sine Grændser til en anden Side. Pelagianer, Socinianer og andre gamle Kiættere, som den rettroende Kirke for længe siden har fordømt, glæde sig ved at faae en Smule Pusterum, medens den nye Vantroe sysselsætter Theologernes Vaaben. Prof. Koyaards i Utrecht har i Aar forkyndet denne en s. 72alvorlig Feide, som man seer af Lectionscataloget 1. Kirkehistorie, naturlig Theologie og Moral ansees her som overflødige eller mindre vigtige; thi de foredrages slet ikke. Theologiens nærværende Udseende i Tydskland kiende de fleste her endnu kun af Rygtet; deraf have de ogsaa meer end nok. En Undtagelse fra den gamle Slendrian giøre nogle saa yngre Decentere, som have studeret i Tydskland. En saadan Aland eier Utrecht i den værdige Prof, Heringa, der ved sin Lærdom, Tolerance og practiske Forelæsninger gavner mere, end alle hans Colleger tilsammen, skiøndt han i disses Øine ikke er fri for en temmelig Portion Kiætterie. Den af sin bibelske Geographie bekiendte Hamelsveld var ogsaa engang theologisk Professor her. I de borgerlige Uroligheder for en halv Snees Aar siden var han for meget Patriot, og blev derfor af Statholderen afsat; selv hans Portræt i Senatssalen maatte tage Deel i hans. Misgunst. Den bataviske Revolution aabnede ham en ny og mere glimrende Løbebane. Han blev Lovgiver og tillige Curator for det samme Academie, hvoraf han før ikke maatte have den Ære at være Medlem. Men under Revolutioner dreier Lykken sit Hiul med dobbelt Hastighed. Den sidste Catastrophe kom, og Hamelsveld var blandt dem, som bleve satte nd af den politiske Virkekreds. Han blev endog arreteret, men snart igien sat paa fri Fod. Nu privatiserer han i Amsterdam og beskieftiger sig med en ny hollandsk Bibeloversættelse.
Af Utrechts 280 Studerende ere 70—80 Theologer. De geistlige Embeders Mængde er saa stor, at de af Landets Børn, som studere Theologie, neppe ere tilstrækkelige til at besætte samme. Adskillige Tydske finde ved denne s. 73Leilighed Brød. For Resten have de politiske Forandringer endnu ingen kiendelig Indflydelse yttret paa Theologiens Tilstand her. Det eneste er, at adskillige theologiske Lærestole blive staaende ledige, og andre vorde besatte med Decentere under nye Titler, f. Ex. Professorer i Kirkehistorie, naturlig Theologie o. s. v.
I Philosophien holder man endnu ved det Wolfiske System. Prof. Hennert har vel oversat noget af Kants Skrifter paa Hollandsk, men det er slet ikke bleven optaget med nogen Opmærksomhed. Man synes at være ligesaa bange for ny Philosophie, som for ny Theologie. Overalt er Philosophien neppe et Studium, der kan giøre Lykke hos Hollænderne. Den critiske Philosophie er derfor saa godt som ubekiendt her. Du vil altsaa og kunne vide, hvorledes det seer nd med Lovkyndighedens philosophiske Deel. Man læser Naturret efter nogle gamle latinske Compendier, og selv dette, at der i Vinter bliver holdet en Forelæsning over Naturretten, anførtes som en Nyhed.
Skiønt Philologien bestandig har spillet den vigtigste Rolle paa Hollands literariske Skueplads, saa have dog alle de philologiske Videnskabers forskiellige Grene i Utrecht kun to Lærere, Oldingerne Segaar og Saxe. Den sidste, en ærværdig Mand af uhyre Erudition, er bekiendt af sit Onomasticon, hvis sidste Deel, allerede færdig til Trykken, først efter hans Død skal lomme for Lyset. Sin udbredte Lærdom uagtet kan han nu neppe faae et Auditorium samlet, skiønt han tilforn sædvanlig talte 70 til 80 Tilhørere. Overalt har den gamle Iver for de philologiske Videnskaber ogsaa her tabt sig meget, og den tilvoxende Ungdom lover kun lidet for samme. Man tilskriver denne ugunstige Vending tildeels Skolernes me er og meer tiltagende Forfald.
Physiken har en interessant Lærer i Professor Kossyn. Mathematiken doceres af Philosophen Hennert. De medicinske s. 74Professorer ere: Luchtmanns, Sremery, van Genns og Bleuland. Den sidste har en seeværdig Samling af Præparater. Van Genns har Opsigten over den botaniske Have, som vel kun er liden, men dog temmelig riig paa exotiske Planter.
Professorernes Gage er 1500—2000 hollandske Gylden. For et Cursus af 10 Maaneder faae de desuden af hver Tilhører 30 Gylden. Alle Forelæsninger, selv physiske og mathematiske, holdes paa Latin; Professorerne have derfor megen Færdighed i at tale dette Sprog, som man i Tydskland begynder ikke længere at forstaae. For at indskrives som academisk Borger betales kun 3 Gylden, hvorimod Vedkommende faae et Beviis som Studentere. Tilforn blev slet intet Beviis givet; nu tiener det som en Friseddel mod Krigstieneste. Bibliotheket er ikke af megen Vigtighed. Blandt de Haandskrister, det indeholder, ere nogle af den berømte Gudius. Ved Mariækirken findes og en lille Bogsamling, der har en Deel Palæotyper og Haandskrifter, meest af Kirkefædre og Bibeloversættelser; men det ene ligger med det andet begravet i Støv, og intet Menneske bekymrer sig derom.
Senatets Forsamlingssal (Senaculum) er prydet med en Deel hollandske Lærdes, især Utrechtske Professorers Portræter; man seer deriblandt en Witsius, Grævius, Burman den Yngre — et fortreffeligt Ansigt — Muschenbroeck, Wesseling og flere berømte Mænd. Ved Siden af denne Sal er det store Auditorium, hvor man endnu foreviser det Træe-Indelukke, fra hvilket den bekiendte Jomfrue Schurman, der giorde latinske og græske — jeg troer endog hebraiske — Vers, hørte til paa Disputatser og andre lærde Forhandlinger, da hun som Fruentimmer ikke torde være synlig tilstæde. Nu er Kiønnet ikke saa frygtsomt.
s. 75Af Hollands større Byer, som ikke ere Søestæder, ansees Utrecht for den rigeste, ligesom Leiden for den fattigste. Imidlertid have Rigdommene her ligesom i det øvrige Holland paa de sidste Tider faaet en slem Svindsot. De store Capitalister have allerede ofret Friheden henimod den tredie Deel af deres Formue. De anseeligste Familier, som pleiede at føre en temmelig høi Grad af Luxus, indskrænke sig derfor mere og mere, især da man for visse Aarsagers Skyld nu gierne vil synes fattigere, end man er. En vis Frygtsomhed, Tilbageholdenhed, Uselskabelighed og Mangel paa Giestfrihed synes at bemærkes som en Følge heraf. Utrechterne have ikke destomindre udmærket sig ved at hellige den bataviske Revolution et Mindesmærke paa Byens anseeligste Plads; det er en med Symboler og Indskrifter ledsaget Friheds-Statue, som fra Konstens Side ikke skulde være noget slet Stykke, hvis det havde været af Steen eller Bronze, isteden for af Træe.
Overordentlig behagelig er Veien fra Utrecht til Amsterdam. Den er et af Hollands skiønneste Partier. Du maa ingenlunde her tænke paa romantiske Afvexlinger af Bakker og Dale, Skove, Klipper og Floder. Skiønheder af denne Art findes saa lidet i hele Holland, at Landskabsmalerne, naar de ikke gik til Italien, dog i det mindste umatte see sig lidt om i Geldern og de høiere Rhinegne, for at samle det nødvendige Stof for deres Indbildningskraft. Her i Landet er alt saa jevnt og horizontalt, som en Vandflade, og man kan neppe engang sige, at her exristerer Natur, siden alt, hvad man seer, er Konstens Værk. Ikke destomindre bliver dog den omtalte Vei fra Utrecht til Amsterdam stedse saare skiøn i sin Art, især paa den bedste Tid af Aaret. Forestil Dig en Strækning as grønne, blomsterrige Enge, hvor colossalske Kroppe af Køer vade flokkeviis i Græs til Bugen; tænkt Dig alt dette velsignede Land, s. 76som nu fryder dit Øie, alene ved Menneskeflid Havet fravundet; tænk Dig det giennemskaaret af utallige Canaler, der vise sig som Sølvstriber i det uendelige Grønne; tænk Dig en Mængde af Vindmøller allevegne i Bevægelse for at udmale Vandet af de lavere Canaler i de høiere; tænk Dig endelig en saadan Canal paa begge Sider bekrandset med en uophørlig afvexlende Række af nydelige Landhuse, skiønue Palæer, prægtige Haver og Parker, smukke Landsbyer, hvis Udseende ikke røber andet, end Beboernes Reenlighed, Industrie, Rigdom og Lyksalighed; tænk Dig alt dette samlet, og — Du reiser fra Utrecht til Amsterdam. Skade, at der i al den Herlighed stedse skal være noget, som støder den Reisendes Øie. Hist har Kniven mishandlet de stakkels Træer, saa de staae saa stive som en Vagtparade, her har Saxen tvunget de unge Hækker til at antage Skikkelse af Hjerter, Kors, Pyramider og Alskens Ting; hist præsentere sig chinesiske Lysthuse og andet Dukkestads, her har Eieren udtømt sin Opfindelse paa Indskrifter; hist prunker et Palæ med overladte Forziringer, her bærer et andet paa underlige Grupperinger af Skorstene og Veirhaner. Ogsaa Vindverne ere i Almindelighed smagløse.
Man kommer her meget beqvemt afsted med de saa kaldte Treckschuyter og tillige gesvindt. Sædvanlig lægges een Miil tilbage i 1½ Time. Schuyten trækkes ved et Reeb af en Hest, som en Karl, der kaldes Jager, rider paa Landet stedse i Trav. For at ingen Hindring skal være i Veien for Rebet, er Canalen ikke beplantet med Træer paa den Side, hvor Veien gaaer. Naar to Schuyter møde hinanden, maa den ene af Jagerne for et Øieblik lade Rebet falde. Schuyterne selv ere smaa, pyntelige, svømmende Huse med fladt Tag, som man kan gaae eller staae oven paa, om man vil. Under dette ere to Afdelinger, et større foran, som er det almindelige og sælles Rum, og et s. 77mindre bag t, som kaldes Roes, hvor der ere Vindver, Bænker med Hynder paa og el Bord — en Plads, der koster en Smule mere end i det større Rum. Man kan og leie hele Roefet for sig selv. For en almindelig Plads betales kun 6 Styver pr. Miil. Jageren faaer et Par Skilling i Drikkepenge. Da denne Befordring er saa let og beqvem, ere Schuyterne stedse fulde af Mennesker. Bevægelsen er, Hastigheden uagtet, saa rolig, at man neppe mærker, man skrider frem. Skipperen med sin Leerpibe i Munden og sin runde Paryk paa Hovedet, præsiderer ombord. Hans politiske Meninger, som han er tilbøielig til at meddele sine Passagerer, bestemme hans Schuytes Benævnelse. Der ere saaledes baade patriotiske og oraniske Schuyter. Imellem Utrecht og Amsterdam gaae daglig 6 Schuyter, tre fra hvert Sted til corresponderende Tider. De, som gaae ud paa samme Tid, møde derfor altid hinanden paa Halvvejen. Man bliver ikke stedse paa den samme Canal, men træder undertiden giennem Sluser af en i en anden. Et Par Steder paa Veien giøres halt, og her finder man da altid Thee og Kasse — eller rettere Kaffevand — færdig. Kaffe er Hollændernes Nectar; de drikke den i store Doses 4 à 5 Gange daglig. Jeg troer, at Misbrugen af denne Drik for en Deel maa være Aarsag i, at Fruentimmerne her i Almindelighed see saa blege ud. En halv Miils Vei fra Amsterdam træder man ind i den anseelige Amstel ved den smukke Landsbye Ouderkerck, som synes at være bygget i Vandet selv. Man seer nu Amsterdam i Forgrunden. Jo mere man nærmer sig denne Stad, desto mere levende bliver alt. Amstelen vrimler af Schuyter og Skibe, som møde og forbifare hinanden. Lystgaarde og Haver bedække Bredderne. Veien langs med Floden er fuld af Eqvipager og Cabrioletter, sædvanlig langt mere moderne og smagfulde end de Herrer, som sidde s. 78i dem. Snart har man naaet Bryggen uden for Byen. En Mængde tienstagtige Aander, forsynede med Trillebører, staae paa Øieblikket om de Reisende, for at bringe deres Tøi til Byen. Ma$$ maa accordere nøie med dem, thi de ere uforskammede i deres Fordringer. Ledsaget af et saadant Væsen, som her kaldes Rruyer, kom jeg lykkelig hen til ’t Wapen van Amsterdam, et meget godt Herberge, hvor jeg i dette Øieblik befinder mig ret vel.