Paris, den 24 Brumaire 7.
den 14 November 1798.
Som Du seer af nærværende Brevs Overskrift, ere vi for denne Gang komne til vor Reises Maal. Siden vi forlode Leyden, have vi ikke giort andet end reist. Denne Gang maa Du derfor ikke vente andet end en simpel Reisehistorie, som jeg desværre ikke engang har Gaver til at giøre eventyrlig, i hvor liden Umage det end kunde koste mig at lade mig overfalde et Par Gange af Røverne i Brabant, kulseile paa Meusen, arretere i Brüssel og saadant mere, der kunde være moersomt at læse.
I Haag, en Bye, hvis ene halve Deel er ligesaa skiøn og prægtig, som den anden er styg, bleve vi en Dag over, for at oppebie Posten, som skulde bringe Efterretning om Tingenes Gang i Brabant. Vi benyttede os af dette Ophold til at besøge Fiskerleiet Schevelinge, en Fierdingvei fra Haag. En tredobbelt Allee fører lige derned. Indbyggerne ere bekiendte for deres Hengivenhed til den forrige Regiering. Den Mængde af Fiskerskibe, som deels bekrandse Strandbredden, deels krydse ved Kysterne, Beboernes Virksomhed, Tarvelighed og Simpelhed forene sig med det maiestætiske Syn af Havet til at giøre dette Sted interessant. s. 96Det er og et af Haagboernes sædvanlige Lystpartier. Om Formiddagen er det især, at alt her er i Virksomhed. Koner og Børn vente ved Strandbredden paa Skibene, som nærme sig til Landet med deres Fangst. Paa Øieblikket ere Kurve og Karrer rede, for at bringe Fisk til Byen. Den Ene vil komme tidligere end den Anden, og stønnende iler man med sit Bytte op igiennem den store Allee. Nogle bære Fisken paa Ryggen i Kurve, andre have smaae Karrer, som trækkes af 2 til 4 Hunde; en besynderlig Eqvipage. Naar de forspændte Hunde møde deres Bekiendtere i lige Arbeide, glemme de aldrig at hilse dem med en venskabelig Bieffen, og naar de spændes fra, fare de med Glædesskrig deres Herrer om Halsen.
Haag er, som Du veed, den bataviske Regierings Sæde. En stor Deel af Hollands talentfuldeste Mænd ere her satte i Virksomhed. En fransk Garnison betrygger Regieringens Personale og vaager over dens Grundsætninger. De fremmede Ministre hos den bataviske Republik residere ogsaa her. Alt dette bidrager til, at der i Haag hersker mere Liv, Smag og Luxus, end i de øvrige hollandske Stæder.
Imidlertid forsikkrede Dagsaviserne os, at Oprøret var dæmpet i Brabant; fkiønt man altid maa rabattere betydeligt fra de Haager-Ministerial-Tidenders Efterretninger om saadanne Ting, saa erfarede vi dog med Vished saa meget, at Routen igien var aabnet mellem Antverpen og Brüssel. Vi fortsatte altsaa næste Dag, efter at have ladet vore Passe underskrive af den danske og franske Minister, Veien til Rotterdam. Dette er det sidste Sted, hvortil man kan gaae med Schuyter. Touren fra Haag til Rotterdam er nydelig og har megen Liighed med den fra Utrecht til Amsterdam. Man passerer paa Veien igiennem Delft, en vakker Bye. Indtrædelsen til Rotterdam er yderst s. 97smuk. Staden er anseelig, men man begynder at savne den hollandske Reenlighed. Rotterdam var Moder til Erasmus, som, større end sin Tidsalder, revsede dens Daarligheder og Fordomme. Det var Moder til Rubens og van Dyk, Efterverdenens Beundring. Erasmi Minde have hans Medborgere hædret ved en Statue af Bronze, simpel, men velmeent; thi den sattes for Fortienester, ikke for Rang. Den er oprettet 1622, efterdi man allerede 1540 havde reist ham et Mindesmærke af Træe og et andet 1557 af Steen. Ikke langt fra Erasmi beskedne Statue paa den samme Plads, som bærer hans Navn, staaer et anseeligt Frihedstræe. Hvis man kunde forudsætte, at dette altid medførte, hvad det betegner, saa er dette Ensemble smigrende for den gamle Erasmus; thi han bidrog ikke lidet til at bryde den menneskelige Aands Lænker.
Om Morgenen 6 Nov. satte vi os i Postvognen til Antverpen Man regner 18 „Stunden" fra Rotterdam hertil. Vort Reiseselskab bestod for det første af en Uhrfabrikaut fra Schwei$$*. Tæt ved Rotterdam satte vi over Meusens nordlige Arm, som her har en anseelig Bredde. Det kulede saa stærk, saa Heste og Vogn nær havde faldet over Borde. Nu vare vi paa Øen Yselmonde, som dannes af Meusen og seer ud til at være overordentlig frugtbar. Her saae vi først igien Agerjord afvexlende med Enge. Veien er bygget høi som en Dæmning, ledsaget paa den ene Side — undertiden paa begge — af en dyb Canal. Da Dæmningen er kun smal, saa kan en Vogn meget let blive kastet ned i Canalen, naar Kudsken er uforsigtig, især naar Veien tillige er slibrig. Engang vare vi paa et hængende Haar nær blevne veltede derned; allerede berørte de bagerste Hiul Vandets Overflade, og Vognen var ved at tabe Ligevægten, da Folkene fra en Vogn, som kom bag efter, ilede os til Hielp og fik endnu tidsnok fat i Hiulene.
7
s. 98Efter tre til fire Timers Forløb satte vi over Meusens sydlige Arm, mindre bred end den nordlige. Endnu havde vi et godt Stykke til Havbugten ved Meerdyk. Da vi kom der, fraadede Havet af Vrede, og dets mægtige Bølger skrækkede nogle af Selskabet saaledes, at man foreslog Skibsfolkene at tage en større Baad mod en høiere Betaling; men disse lode, som de hørte det ikke, og befalede os at stige i, om vi vilde med. Vinden var med; Baaden fløi, og det varede ikke en halv Time, inden vi stode paa den modsatte Strandbred.
En fransk Coureer, som hidtil havde fulgt os i en egen Vogn, slog sig nu til vort Selskab; et Tilfælde, hvoraf vi siden havde megen Nytte. I en anden Vogn fortsattes nu Reisen videre. Vor Kudsk forstod intet andet end hollandsk. Schwei$$*eren og Soureren talte blot fransk. Det var derfor en moersom Scene, naar den Ene skulde give den Anden noget at forstaae. Min Medreisende og jeg maatte med vor Tydsk og nogle hollandske Phraser af det daglige Liv tiene til Tolke, og saaledes hialp vi os igiennem paa alle Sider. Men jo nærmere man kommer mod Antverpen, desto mere er det franske Sprog bekiendt, og man hører den gemene Mand tale begge Dele, hollandsk og franst, med lige Færdighed; men det franske klinger langt bedre end det hollandske. Naar man hører en Bonde først tale hollandsk og siden fransk, skulde man troe, at hans Taleorganer i et Øieblik vare blevne ganske forandrede. Overalt i Holland udbreder det franske Sprog sig alt mere og mere. I de store Stæder giør det næsten allerede det hollandske Herredømmet stridig og fortrænger det alt mere og mere i de høiere Kredse.
Nogle Mile før man kommer til Antverpen betræder man den franske Republiks Grændser, Departementet des deux Neethes, som tilligemed Dep. de la Dyle udgiør s. 99ci-devant Brabant. Hvilken Udvidelse af Frankerigs Statslegeine ogsaa fra denne Side! Engang var Peronne, som ligger et godt Stykke Sønden for Cambray, Frankerigs Grændsefæstning mod Norden. Overgangen fra den bataviske til den franske Republik er intet mindre end skiøn; næsten skulde man troe, at begge Republikerne havde concentreret deres styggeste Egne ved hinandens Grændser. Øde Heder, hvor man ikke seer andet end Sand og Lyng, indtage en vidtløftig Strækning mellem Bergen op Zoom og Breda. Medens vi passerede over disse fæle Heder, der vare ene tilstrækkelige nok til at stemme Sielen til Melancholie, forøgede Coureren denne endnu mere ved at fortælle os om Rebellionens Ulykker og de grusomme Scener, den giensidige Forbittrelse gav Anledning til. Atter et sørgeligt Exempel paa Fanatismens fordærvelige Følger. De ulykkelige Forførte troe, at det er Guds Sag, de forfægte, i det de fætre sig op mod deres retmæssige Regiering. Præsterne med Korset i Haanden præke de Vantroendes (franskes) Udryddelse, som den sikkre Vei til Himlen. Nogle af dem skal være gangne saa vidt i at bedrage den lettroende Mængde, at de have giort sig Ringe om Halsen med ætsende Materier og indbildet Overtroen, at de havde mistet Hovedet i Strid mod de Vantroende, men vor Herre opvakt dem til Live igien, for at de skulde troste og opmuntre de Troende og anføre dem mod deres Fiender.
Først Kl. 12 om Aftenen kom vi til Antverpen. Her maatte vi takke Coureren for, at vi kom ind; thi man lukker ellers ikke Portene op om Natten, især under nærværende Omstændigheder. En halv Times Tid maatte han nok skrige i høien Skye: Courier, Courier, inden han fik noget Svar. Jeg troer Vagten tænkte, det var en Trop Bonder — pay-sans og brigands ere for nærværende Tid her synonyme — som havde nærmet sig til Byen. Endelig raabte s. 100en Skildvagt: qvi vit? og efter en kort Tids Forløb hørte vi Porten aabnes. Votre carte, Citoyen ! Vi foreviste Passene og stege af au grand Laboureur. Her havde vi nær ikke faaet Folk op. Langt om længe hørte vi En komme halv ned paa Trapperne inden for og raabe: hvo der var? Man kunde ikke begribe, hvo der kunde komme ind om Natten, og var stedse i nogen Frygt for Bønderne.
7*
Nu var Spørgsmaalet, om vi skulde blive her til næste Dag, eller uopholdelig drage videre. Schvei$$*eren vilde helst blive; Soureren skulde afsted og vilde gierne have os med, for ei at reise ene. Det var netop den meest critiske Vei, vi nu skulde begynde. Man sagde os, at Routen til Mecheln og Brüssel vel var aaben, men at Rebellerne dog sværmede om Beien, og man kunde ikke være altfor sikker, især om Natten. Deres Hovedqvarteer i Byen Boom var ikke langt fra Landeveien. Paa den anden Side havde vi mindre at frygte, siden vi ingen franske Officerer havde i Følge med os, og naar vi kun holdt gode Miner med Kudsken, som var vel bekiendt med Bønderne, saa vilde han i ethvert Tilfælde kunne staae os bi. Vi besluttede da at reise strax, og kiørte Kl. 1 ud af Antverpen i en meget beqvem Vogn; thi Befordringen er her fortreffelig. —
Fra Antverpen til Mecheln ere kun 2 Mile, og ligesaa langt fra sidste Bye til Br$$%ssel. Vi haabede at komme tidlig nok om Morgenen til Brüssel, for at gaae med Diligencen til Paris. Paa en herlig Vei og uden noget mødende Tilfælde fortsatte vi Reisen, til vi kom Mecheln paa en halv Miils Vei nær. Her støbte vi paa en Barriere, som var besat med en fransk Post. Coureren raabte, at man skulde aabne, men man svarede, at der absolut ikke kunde blive aabnet før Kl. 7 om Morgenen, hverken for Courerer eller for andre. Vi maatte altsaa slaae os til Rolighed her i nogle Timer. Til Lykke var der et Værtshuus s. 101derved, hvor vi kunde faae en Kop Thee. I dette Værtshuus fandt vi en Deel af Vindverne itu. Man fortalte os, at en Trop Brigands havde for faa Dage siden viist sig der og skudt dem itu; Folkene havde imidlertid retireret sig i en Kielder. Alle ønskede, at de Franske snart maatte giøre Ende paa disse Uordener.
Kl. 7 om Morgenen aabnedes Barrieren. Den franske Officeer giorde Undstyldning for, at han ei havde turdet aabne for os om Natten. Nous sommes, sagde han, partout entourés de brigands et on ne peut pas être trop sur ses gardes. Nu saae vi Mecheln ligge lige for os med fine mange høie Taarne. Ved Landeveien fandt vi smaa Partier af franske Soldater, som havde opkastet Brystværn og varmede sig ved Ild, som de havde optændt. I Mecheln saae det meget krigerst ud. 3 Rader svære Canoner stode over Torvet. En Deel Soldater vare overalt posterede. Denne Bye har allerede engang været i Rebellernes Hænder, men de franske fordreve dem igien. Man viste os uden for Porten et Sted, hvor en Skiermydsel var forefalden.
Vi fortsatte Reisen til Brüssel. Veien er fortreffelig. Landet dyrket paa det herligste. Beklageligt, at saa skiønt et Land skal være et Rov for borgerlige Krige. Rebellerne mærkede vi ikke noget til, ihvorvel vi stedse lode Ømene løbe om, for at speide, om ingen skulde være i Farvandene. I Landsbyerne, som vi kom igiennem, saae vi allevegne skrækkelig truende Proclamationer opstagne. For Resten viste sig i Nærheden af Landeveien ingen Spor til Rebellionens Virkninger. Adskillige Landsbyer ere vel blevne ødelagte, men det er længere mod Østen. Vi mødte stedse franske Krigsfolk, baade til Hest og Fods, nogle ledsagede af Canoner og Krudtvogne. Jo nærmere man kommer mod Brüssel, desto behageligere bliver Veien, og Byen selv viser sig fra denne Side ret smuk.
s. 102Vi ankom endnu tidsnok, for at kunne have gaaet med Diligencen, men alle Pladserne vare optagne. Vi maatte altsaa bie til næste Dag; thi hver Dag afgaaer en Diligence herfra til Paris. Brüssel var under den østerrigske Regiering Hoffets og en talrig Adels Sæde. Den Gang herskede derfor megen Glands og Luxus paa dette Sted. Nu er det temmelig dødt her. Om Aftenen saae jeg Theatret; det er stort og smukt; men der vare faa Tilskuere paa Parterret og næsten ingen i Logerne.
Efter at have ladet vore Passe underskrive paa bureau du Com-mandant de la place, hvor man slet ingen Vanskeligheder giorde, stege vi næste Middag i Diligencen. Man har fra Brüssel til Paris 34½ postes eller 69 lieus, hvilke Diligencen pleier at tilbagelægge i 46—52 Timer efter Aarstiden og Veiens Beskaffenhed. En Person betaler for hele Veien 60 Frank eller lidt over 12 Rdlr.; man har 15 Pund frit. Man sidder ret godt i disse Diligencer, men naar det ikke er for koldt, er den saa kaldte Cabriolet en behageligere Plads end Voitnren, fordi paa sidste Sted er man indelukket og nyder intet af Veien, paa første derimod har man fri Udsigt.
Ved Udkiørselen af Byen sandt vi en Deel Træer omhugne af den Allee, hvormed Veien er beplantet. Man fortalte, at Bønderne havde giort det, for at hindre det franske Cavallerie. Bestandig mødte vi smaae Flokke af unge Conscriptionærer, som skulde forsamle sig i Brüssel, for derfra at gaae til Rhinarmeen. Landlig Uskyldighed stod malet paa deres Kinder, men Mod og Fædrelandskiærlighed i deres Øie. Mange af dem ledsagedes af deres yngre
Brødre og Søstre. Maaskee skulde de snart see dem forsidste Gang.
Om Aftenen sildig kom vi til Mons. Her ventede et Aftensmaaltid paa os; thi paa visse Steder staaer altid s. 103varm Mad færdig ved Diligencens Ankomst. Om Morgenen tidlig vare vi i Valenciennes. Du veed, hvor meget denne Bye har lidt i sidste Krig. Bedrøveligt seer det derfor ogsaa ud, baade i og uden for Byen. De tilgræudsende Marker ere fordærvede ved Skandser og Grave; Beboerne ere skygtede fra deres Vaaninger, og mange Jorder ligge endnu udyrkede. Lidt efter lidt bliver det bedre igien. I Byen selv møder Øiet Dynger af Gruus, heel og halv nedskudte Huse, Taarne og Porte. En Kirke var man ifærd med at rive ganske ned.
Fattige og tyndbeboede see Egnene ud imellem Valenciennes og Cambray. Jo mere man nærmer sig til den sidste Bye, desto ubehageligere bliver Synet af den. af den store Domkirke præsenterer sig det blotte Skrog, som en vældig Ruinmasse. Andre Kirker falde paa samme Maade i Ørnene. Man skulde troe, at Landet nylig havde været oversvømmet af Barbarer. I Domkirken var engang den ædle fenelons Gravminde. Det er ogsaa forstyrret. Der er ikke bleven Steen paa Steen. Men han har et mere varigt Minde i Sandhedens og Dydens Tempel. Heller ikke har den franske Nation glemt sin Yndling. Han staaer paa Listen blandt de store Mænd, for hvis Fortienester et erkiendtligt Fædreland har bestemt et Hædersminde i det prægtige Pantheon. Cambray selv er en styg Bye. Vi mødte her Diligencen fra Paris og spiste til Middag i et blandet Selskab af Borgere og Borgerinder.
Fra Cambray af bliver Veien smukkere, skiønt Naturen for Resten paa denne hele Vei har været meget karrig paa Afvexling og Interesse. Landet finder man nu overalt fortreffelig dyrket. Mangesteds saae jeg Bakker og Brinker nylig optagne til Dyrkning. Veien er, indtil man kommer Paris paa 13 lieus nær, meget slet. Den har engang været broelagt, men da den i lang Tid ikke har været vedligeholdt, s. 104saa er den fuld af Huller. Temmelig sikker er den hele Landevei fra Brüssel til Paris. Kun engang, ikke for ret lang Tid siden, havde man taget en Kasse med Penge fra den Conbuctør, som førte vor Diligence. Jo nærmere man kommer Paris, besto smukkere blive Lanbsbyerne, besto pynteligere Postillonerne, besto mere befolket Landeveien. I de Stæder vi kom igiennem, faae vi overalt forfaldne eller halv nedbrudte Kirker. Bedre var det, at man rev dem ganske ned, end lade dem faaledes staae til Speetakel. Paris falder fra den Side, hvor vi kom ind, ikke fynderlig gobt i Øinene. Efter 56 Timers Kiørsel fra Brüssel af kom vi hertil om Aftenen den 20 Brumaire eller 10 November. Aldrig faasnart stege vi ud i Cour des Diligences, førend en Mængde Emissarier fra Alstens Maisons garnies indbøde os til at tage Logis hos dem.