Til professor Thorlacius.
Søndag den 4. April 1813.
Omendskiønt Du endnu ikke har giort mig Giengield for mit sidste Brev, saa faaer Du dog allerede nu en Continuation af samme, men som idag dog ei skal blive lang.
Det er vist, at Grev Joach. Bernstorff ufortøvet skal afgaae til London. Han har allerede erholdt et uindskrænket Creditiv i Pd. Sterling. Jeg anseer dette som et Beviis paa, at Underhandlingerne med Engelland allerede maae være komne vidt; thi ellers vilde vel en saa fornem Mand hverken blive sendt eller lade sig sende. Til samme Tid skal Grev Carl Moltke (som forhen har været Minister deels i Holland, deels i Sverrig) afgaae til Keiser Alexander. Paa Holmen er man ifærd med at opskrive Alt, hvad i Aaret 1807 af Engellænderne blev bortført.
Jeg seer af Statstidenden for igaar, at der fra Gothenborg af meldes om den Mængde Korn, som føres derfra. Hvad kan det være for Korn, uden af de Kornskide, som Engellænderne optage mellem Jylland og Norge. Mig synes, det var bedre, om Statstidenden kunde anmelde os sligt fra Christiania, Christiansand, Bergen eller Tronhiem; s. 332thi i Norge er mange Steder en Korntrang, som nærmer sig Hungersnød.
Hamborgerne have været i stor Betuttelse, da de Franske igien samle sig ved Harburg. Tettenborn har maattet søge at berolige dem. Kommer Napoleon igien til Kræfter (hvori vistnok Tydskernes Enighed ikke vil blive ham hinderlig), saa er det bedst, at alle Hamborgenser indskibe sig til Engelland.
Forleden havde vi taget 4 engelske Matroser. En Lieutenant Vigelsen blev sendt med en Parlamentær over til den høistcommanderende engelske Officeer paa Escadren ved Malmøe for at levere dem tilbage. Afreisen herfra var skeet saa sildig, at Vigelsen først ankom ombord ved Midnatstid. Han anmeldte sit Ærende og forlangte at komme Chefen i Tale. Denne var gaaet tilsengs. Man vækkede ham og anmeldte, at den danske Søeofficeer forlangte at faae ham i Tale. „Hils den danske Søeofficeer, svarede Chefen, at Engellænderne ere ikke vante at giøre Nat til Dag."
Du har vel hørt tale om den store Maskerade, som i Onsdags blev givet af — Entrepreneuren for det militære Brødbagerie, en vis P. Den skal have kostet over 6000 Rdl. d. C., og den halve Bye var inviteret. Jeg hørte ikke til dem, der nøde denne Ære, da jeg slet intet Bekiendtskab har med ham; men jeg maa sige, at jeg i al Fald ei heller var kommen. Thi naar en Brødbager for de Militære kan give Maskerader til 6000 Rdl., saa kan man vel begribe, paa hvad Maade den Rigdom erhverves, hvoraf der skeer saadant Brug, og hvor liden Deel denne Depense har været af blot et Aars Profit. Hvad der meest har fornøiet mig, er, at blandt Maskerne var: en Soldat med et slet Commisbrød under Armen, over hvis Beskaffenhed s. 333han gik omkring og beklagede sig, forevisende Brødet (som NB. var et virkeligt Commisbrød af Hr. P.'s Brødbagerie for Soldater). Man kan da begribe, at Prindserne Christian og Ferdinand ogsaa vare blandt Maskerade-Giesterne. Det kan man dog kalde, at give sin Værdighed til Priis.
Hvad er det for en Afskeedstale, Professor Sverdrup har holdt ved sine Forelæsningers Slutning? Han skal deri meget have omtalt sine egne Fortienester af at hæve den græske Litteratur her ved Universitetet og yttret Frygt for, at dette ei vilde see hans Savn oprettet. Det er da i det mindste ikke ved sine mange og lærde Skrifter, han har udrettet saa store Ting. Han har vist nok været en duelig Lærer her og stedse viist amore for sit Fag, men med Erstatningen af hans Savn har det dog vel ei saa megen Nød. Veed Du ellers noget Speciellere om hiin Afskeedstale, saa meddeel mig det.
Jeg hører til min store Forundring, at Secretær N. er en af de største Børsjøder for nærværende Tid. Han skal kiøbe og fælge Statspapirer i Slumper af Tønder Guld. Han skal ogsaa derved have profiteret meget. Jeg formoder saaledes, at han nu kan undvære de 500 Rdl., han har fra det almindelige Skolefond til Understøtning for hans Institut, og hvis sidste Termin nu er udløben.
Idag er jeg ei staaet op før Kl. 81/2. Jeg havde igaar en meget stræng Arbeidsdag, saa jeg i Aftes var færdig at segne. Mod denne Sygdom er min Cuur altid — Hvile. Denne behøver jeg stedse i en vis Grad. Min regelmæssige Sovetid er 8 Timer af 24, og med mindre Hvile befinder jeg mig ikke vel. Dette har sin Grund i en vis Svaghed, der atter er en Følge af de sidste Aars alt for stærke Anspændelse. Mit Helbred fik et mærkeligt Stød ifior Vinter s. 334under den norske Universitets-Commissions Forhandlinger. Naar efter 5 à 6 Timers Seance de andre Herrer gik hen til Giestebude og brøde sig om Intet for næste Dag, maatte jeg, tildeels om Natten, redigere, udkaste Breve og Forestillinger etc., hvilket saaledes varede i tre Maaneder, og jeg tør sige, at uden mig skulde Commissionen ei være bleven færdig i den Tid. Og for alt dette erholdt jeg hverken nogen Gratification eller engang en formelig Tak.
t. t.
Engelstoft.