Engelstoft, Laurits BREV TIL: Thorlacius, Børge Riisbrigh FRA: Engelstoft, Laurits (1813-06-13)

Til professor Thorlacius.
Kiøbenhavn, den 13. Juni 1813.

Kiære Thorlacius!

Den sidste Grund til Jødernes Jødiskhed (si placet) ligger vist nok i den Particularismus, hvortil Mosis Lovgivning selv dannede dem, og den illiberale Tænkemaade mod alle Ikke-Jøder, som denne besynderlige Lovgivning giorde til Religionspligt. Dernæst ere de Christne selv Skyld i deres Fordærvelse, ved ikke at arbeide hensigtsmæssigen paa deres Cultur, ved ikke at tvinge dem til nyttig Arbeidsomhed. Ikke engang egentlig og reel Handel drive de, men alene Bexelhandel, stockjobbery etc. Man har bestræbt sig for at saae deres Ungdom anført til Haandværker; de forlade disse bag efter, og kun de Konster og Haandværker, der have umiddelbar med de ædle Metaller eller pretiosa at giøre, tilegne de sig, f. Ex. at være Guldsmede, Juvelerere o. s. v. Jeg vil ikke sige, at vort offentlige Finantsvæsen vilde være bedre, om ingen Jøder vare (dets Forvirring har ganske andre Aarsager), men de aggravere Følgerne deraf for de øvrige Borgere, i det de vende til Fordeel for sig, hvad der er til Ulykke for alle andre, s. 374ligesom visse skadelige Planter fremkomme i Mængde paa en slet behandlet Jord og derved befordre end mere den gode Sæds Vantrevenhed. At speculere paa Andres Tab er Jødens Natur og Hovedformaalet for hans Virksomhed. Saaledes speculere nu de, som ere her, paa Hamborgerne, af hvilke mange formodes at maatte sælge alt for at skaffe Penge til Mulcten af de 48 Millioner Francs, som de ved deres barnagtige Opførsel have paadraget sig.

Du havde vel hørt det Rygte, at Ordenscantsleren Godske Moltke skulde være Finantsminister, hvilket syntes at være alles Ønske, undtagen deres, der under den nuværende Bestyrelse ansee sig for de Favoriserte. Jeg troer endog, at de offentlige Papirer begyndte just at stige i Anledning af dette Rygte, da man kiender Mandens Financier-Talent. Det er vist, at han har havt flere Conferenzer med Kongen. Ideen var dog nok ikke saa meget en Forandring af Finantsministerens Person som Oprettelsen af et Slags Finants-Comité, hvori ogsaa G. Moltke skulde have havt Sæde. Han skal nu ganske have undskyldt sig med sin Alder. Nogle sige, at han, for at befatte sig med Finantserne, havde forelagt visse Betingelser, ved hvilke man ikke vilde binde sig.

Du veed Efterretningen om Vaabenstilstanden i Tydskland. Ogsaa Sverrig og Danmark skal deri være indbegrebne. I saa Fald kan vi maaskee vente Fred, i det mindste at undgaae den Krig med Sverrig, som længe har været ført med Pennen, men nu først skulde udbryde med Sværdet. Statstidenden igaar har nu ogsaa i Anmærkningerne til den svenske Proclamation (kaldet Brev) til de Norske udtømt al sin Bitterhed, saa det omtrent kan gaae lige op med den Forskiel, at Infamien er paa de Svenskes Side, den retfærdige Sag paa vores. Hvorvidt det er sandt, at allerede ved Lybek skulde være forefalden en Affære s. 375mellem os og de Svenske, i hvilken vort Cavallerie skal have hugget forfærdelig om sig, derom er i alle Blade altum silentium.

Forunderligt er alt sammenmænget. Jeg hører, at der ere komne hid fra Norge 6 Skibe med norske Prodncter, forsynede med engelske Passer, og at de skal gaae lige op igien til Norge med Korn, saasnart de kan lade ind; og det til en Tid, hvor man absolut vilde tvinge Norge ved Hunger. Du kan troe, at Engellænderne ere forbittrede paa de Svenske, af hvilke de ere narrede. Men hvilken skiændig Rolle spiller Pontecorvo? fy! fy!

Napoleon kan nu i Breslau høre Professor Steffens’s Forelæsninger. Den ene Høflighed er den anden værd.

Marskal Bessières, som blev i Slaget ved Lü$$*en, have nogle af vore Officerer paa Antwerper-Flaaden havt Leilighed til at kiende personligen. Han var stedse noget alvorlig og sørgmodig. Ved en Cercle ved Hoffet sidste Vinter var ogsaa han tilstæde, men saae meget melancholsk ud. Keiseren gik til ham: » qu’est ce que Vous avez, mon Maréchal? pourquoi toujours si triste et si morne?« Marskallen: »Sire, comment peut-on être autrement dans ces-temps-ci?« Keiseren : »consolez-vous, mon cher Maréchal ! il faut prendre les choses, comme elles sont; bientôt tout ira mieux.« Keiseren var, efter hvad vore Officerer forsikkrer, altid ved god Lune; Keiserinden kunde man derimod mærke paa, at det mislige Forhold mellem Frankrig og Østerrig bekymrede hende.

Iforgaars Nat er Sorøe Academie aldeles afbrændt. Kl. 2 om Natten udbrød Ilden med saadan Voldsomhed, at Amtmand Stemann neppe fik Tid at redde sig selv og en Pult. En forbireisende Stafette saae det først fra Veien af, og ilede hen at vække Mennesker op. Kirken skal dog være reddet. Men det skiønne Bibliothek er ødelagt. Ilden s. 376skal være paasat af Had mod Stemann. Han har næsten intet faaet reddet . . . . . . . Academiets Indtægt anslaaer jeg, demtis demendis, til 8000 Rigsbankdaler aarlig. Flere Aars Indtægter kan altsaa medgaae, inden man igien faaer Bygninger opførte. Og naar skal da Institutet komme istand? Var det skeet før — i 7 Aar er der handlet om den nye Organisation — saa havde nu maaskee denne Ulykke ei fundet Sted. Det synes, at etslags fatum arbeider imod dette Academie. Man vil kunstle — man speculerer paa Agrements — man vil amalgamere gammelt og nyt, offentlig og privat Interesse, og under alt dette skeer intet.

Brøndsted er ankommen til Neapel, og ventes her i næste Maaned. Gud veed, hvorledes han kommer ud med Pengene. Hans sidste Vexel her til Byen blev protesteret, da den efter nuværende Cours udgiorde et Beløb af 24000 Rdlr. Treschow er ankommen til Christiania og finder sig lykkelig. Han har skrevet, at det ikke er dyrere i Christiania end i Kiøbenhavn, at man leer af de Svenskes Proclamationer, og at man slet ikke er bange for at prøve en Vaabendyst med dem.

Din
Engelstoft.