Stockholm. 15. Juni 190.
Kære Betzy Berner!
Vær ikke bange. Jeg ønsker ikke at give Dem min Medlidenhed.
Deres Brev sagde mig intet om, hvad der er sket, men det er vel ogsaa ligegyldigt, thi intet kan forklare det eneste forfærdelige: at se sin egen Følelse dø. Det er saa let at miste den, man elsker, det er saa grusomt at staa alene med et koldt Hjærte.
Men maaske er det ikke saa slemt. Maaske er De bare fortvivlet nu, saaret og krænket, ikke mindst i Deres Forfængelighed. Jeg tror, vi ofte forveksler vor blesserte Forfængelighed med et blødende Hjærte.
Maaske holder De endnu af Deres Mand, og da er der ingen Ulykke sket. Det betyder intet, at De »hader« ham nu. Jeg synes altid, man vil den s. 14ondt, man elsker. Har De aldrig ønsket, at den Mand, De elskede, skulde blive syg, saa De kunde pleje ham og have ham alene? Aah nej, det har De vel ikke. Saadan tænker man ikke paa Fyn.
Og véd De, Betzy, De behøver saa vist ikke at frygte min Medlidenhed, for jeg blev ikke rørt over Deres Brev.
De er ulykkelig nu. De raser og skriger og bebrejder, naturligvis under dannede Former. Men jeg synes, Deres Bitterhed er større end Deres Sorg. Og jeg greb mig i at tænke, at De maaske slet ikke kan føle nogen Sorg, fordi De aldrig har kendt Lykken.
De tror det. Men den »Lykke«, som De til enhver Tid gik og viste frem for Alverden, var den andet end den sløve Tilfredshed, som af Godtfolk kaldes lykkeligt Ægteskab? Har Ægteskab og Kærlighed overhovedet noget med hinanden at gøre? Ja, Kærlighed nok, dette langstrakte Ord kan vel anvendes paa den over al Maade langstrakte Følelse, der skal holde ud i et Ægteskab. Den maa ligesom Katten have syv Liv. Men den Kærlighed, der bekræftes af Præst og Degn og Tanter og Venner, Jesus Marie, hvad har den med Elskov at gøre? Og jeg véd s. 15idag efter Deres Brev slet ikke, om De har elsket Deres Mand. Ja, jeg siger det, som det er, som jeg føler det. De er ensom, Deres Liv er forrykket. Det er bekvemt at være to. Man lyver saa dejligt sammen. Véd De ikke, Menneske, at man altid er ene. Altid. Hvor tæt man saa flytter Sengene sammen.
Det, De har mistet nu, hvis De har mistet det, er en Livsløgn, som De har haft tilfælles med mange brave Præste- og Degnekoner. De er kommen ud af Folderne. De véd ikke, hvor De skal anbringe Dem selv. Herregud!
Og De vil lære mig! for at jeg kan være forberedt, hvis Livet skulde handle ilde med mig!
Hvad De nu oplever, stred jeg mig igennem for mange Aar siden. Men tusindfold værre var min Ulykke og tusindfold større min Forsmædelse.
De ranker Dem op i stolt Majestæt: Han vil savne mig og bestandig fortryde! ... De minder mig om et Barn, der leger Begravelse med sine Dukker.
Ogsaa jeg har elsket engang, men en Dag læste jeg det i hans Blik, der dræbte al Følelse hos mig. Jeg læste, at jeg ikke eksisterede for ham, jeg s. 16var kun Kvinden, Hundyret, der betjener Skabningens Herre.
Kvindehjærter.
2
Jeg skreg ikke, jeg forsøgte ikke Selvmord. Jeg lukkede min Skændsel inde i mig selv. Siden blev mit Liv som en evig Ørkenflugt. Sandet blindede mine Øjne og fyldte min Mund — tilsidst trængte det ind i mit Hjærte.
De misunder mig min Violin — aaja, det er vel noget, ogsaa en Livsløgn. Men jeg tror ikke paa Arbejdets Velsignelse eller Berømmelsens Vellyst.
Husker De Eventyret om Snedronningen? For mig det dejligste og frygteligste af dem alle. Jeg forstaar ikke, hvorfor jeg altid maatte græde netop over det. Jeg vidste jo dog, det blev godt tilsidst. Men jeg kunde ikke lade være. Naar Isjomfruen havde trykket sin kolde Mund mod lille Kajs Pande, saa var det, som skulde jeg briste af Sorg. Husker De hans smaa Hænder, der blev blaa i den frygtelige Kulde? Jeg tænkte mig dem altid med røde Muffediser om Haandleddet. De stakkels smaa valne Hænder.
Da jeg blev voksen, forstod jeg jo Eventyrets s. 17ikke vanskelige Symbolik. Og der var en Tid i mit Liv, da ogsaa jeg drømte om at færdes i Berømmelsens isblaa Sale. Jeg er forlængst hørt op at savne Berømmelse. Jeg har set dens fortrukne Ansigt.
Hvorfor skrev jeg til Dem, Betzy? Hvorfor skriver jeg igen i Dag? Er det Skriget, der naa’r frem til mine Læber? Men hvorfor netop nu? Der er jo intet sket. Jeg tror end ikke paa Deres Ulykke. Hvorfor saa nu? Er det Livet, der svinder af mine Hænder?
Da Erik skrev til mig: Niels og Betzy skal skilles! — da vidste jeg i samme Nu, jeg maatte skrive til Dem, og tilbyde min Hjælp eller hvad.
Jeg véd i dette Øjeblik ikke, om det ikke var for mig selv, jeg bad. Om jeg tænkte: Nu er hun ogsaa gaaet i Stykker, maaske hun kan forstaa dig. For jeg trænger til at tale nu, da Angsten er over mig.
Thi saa ussel er jeg.
Jeg, der aldrig frygtede Døden, jeg ræddes for Alderdommen. Og der er Dage, hvor jeg ønsker s. 18mit Barn var død, fordi jeg ikke taaler at se dets Ungdom.
2*
Hvorfor siger jeg dette til Dem, der aldrig forstod mig?
De syntes, jeg var som et underligt Eventyr. Da De slap »Baronesse Mainau«, tog De fat paa mig. Men aldrig forstod De mig, som jeg var. Hvor kunde De ogsaa det? Jeg forstaar jo ikke mig selv. De maa ikke kalde mig Maizia.
M. L. D.
Min Adresse er i disse Maaneder Grand Hotel. Vi bygger om.