Danmarks Breve

BREV TIL: Betty Nansen FRA: Karin Michaëlis (19uu-07-24)

24. Juli.

Kære Maizia!

Jeg har jo ikke andet at tage mig til, derfor skriver jeg igen.

Det gør mig saa inderligt ondt for Dem. De gaar dér rundt i Verden og leder efter Dem selv — det, De tror, er Lykken, det er Dem selv, Deres eget inderste gode Jeg, det, De for længe, længe siden i en usalig Stund kastede fra Dem.

Var det umuligt, jeg kunde hjælpe Dem? Ikke jeg alene, men vi, Niels og jeg.

Jeg tænker mig, at naar Niels nu kommer, og vi er over de første Dage, at De da resolut brød ud af alt det letsindige Pjankeri (vær ikke vred, det fløj mig i Pennen) som De saa ubegribeligt roder Dem ind i, og tog ned til Sophienborg. Vi skulde bære Dem paa Hænder. Da skulde De se engang, hvad et Hjem vil sige, og forstaa, hvad s. 144 det vil sige at dele Sorger og Glæder. Forhen delte Niels og jeg kun Glæderne, nu er vi halvt om Sorgerne ogsaa.

Kvindehjærter.

10.

Jeg vil da prøve at kalde paa den Maizia fra længe siden, og ikke slippe hende fra mig igen, før hendes Livssyn er blevet lyst og roligt.

Lille kære Maizia, De er saa bange for Tiden, der gaar. Vær dog ikke det. Hvad har Alderen at sige, naar den ikke kan gøre En noget ondt? Man skal blot sørge for ikke at blive ene. Man skal lukke sig inde med den Lykke, det er at elske og blive elsket, man skal bygge sit Hjem.

Se nu mig, De véd da, hvor jeg har sørget, og hvor bittert mine Tanker flakkede. For mig var Hjemmet en Ruin, en øde Tomt. Men nu begynder jeg at bygge forfra. Jeg er ikke bange for selv at slæbe Stenene sammen, selv at grave Grunden ud. Intet Arbejde er mig for tungt, naar det gælder Hjemmet— Hjemmet for Niels og mig.

Jo mere jeg tænker paa, hvad der er sket, jo klarere ser jeg, at det Hele var sletingenting. Men vi, Niels og jeg, vi blæste det op til Alverden. Enhver anden Mand havde jo blot brutalt indladt s. 145 sig i Forhold med den lille Kone og ikke af lutter Finhed drevet sig op til at tro, det havde det Bitterste med Kærlighed eller Ægteskab at gøre. —

Men Niels er ikke som andre Mænd. Det voksede ham over Hovedet, at det lille Væsen kunde fortrylle hans Sanser, saa han endog svigtede mig. Hun har villet høre de store Ord, han har sagt dem, det gjorde Sagen romantisk. Han besmykkede kort sagt den Affære, der intet var, til at blive Alverden.

Hvor jeg forstaar ham nu! Jeg skulde have sagt: Kæreste Niels, dette er jo Vanvid, du har forset dig paa hende, som et Barn kan forse sig paa en Dukke. Du skal faa hende, hvis du om to Maaneder er af samme Sind, men nu rejser du bort med mig . . . Saa var hele Misèren undgaaet.

Nu er jeg klog af Skade, og det gentager sig aldrig. Desuden vil Niels nu indse — han har alt indset det — at han og jeg hører ubrydeligt sammen, og at han kun finder Lykken et eneste Sted, hos mig.

Mit Haar er blevet graat i dette Aar, graat baade i Panden og ved Tindingerne, og jeg har s. 146 faaet Rynker af at græde. Men jeg gør ikke noget for at se dejlig ud. Niels tager mig, som jeg er. De graa Haar og Rynkerne gør mig kun mere dyrebar for ham.

10*

Kan De ikke nok forstaa, at Deres sidste rentud forfløjne Brev, gjorde mig ondt. Tro ikke, jeg dømmer Dem. Jeg synes blot, De er altfor, altfor fin og god til sligt. Og tænk, hvad De udsætter Dem for! Ganske vist skal man ikke bryde sig om andre Menneskers Dom, men for en Dame, Maizia, og i Deres Stilling . . . Hvad véd De om den fremmede Mand? Sæt han kompromitterer Dem, udleverer Dem!

Kom ned til os. Her er De skærmet mod onde Tunger.

Imorgen kommer han . . .

Alt er rede, og alt er smukt.

Nu glemmer jeg rent, at jeg burde være vred, og at jeg vilde skænde. Deres lille forrige Brev var jo formelig grusomt. Vidste jeg ikke bedre, kunde jeg tro, De beflittede Dem paa at være ond. Men nu kender jeg Dem, og véd, at saadan s. 147 taler Grevinde Demidchof, naar hun er i sit sorte Lune.

Og da jeg holder uendelig meget af den Dame, bærer jeg gærne over med hendes smaa Skavanker i forskellig Retning.

Jeg véd ikke, om det gaar an at hejse Flag imorgen.

Maizia — — — jeg venter ham som en Brud, der venter sin Brudgom. Saadan venter jeg ham.

Kom ned til os, kom snart.

Imorgen . . . imorgen . . .

Betzy.