Danmarks Breve

10. Juni 19 . Servais. Hotel du Pon...

s. 5 10. Juni 19.
Servais. Hotel du Pont,
Schweiz.

Kære Grevinde Demidchof!

Hvorfor skrev De til mig? Og hvad vil De mig? Jeg er ikke taknemmelig for Medlidenhed, og jeg ønsker ikke at indvi Fremmede i min Elendighed. Den angaar kun mig.

Jeg har ikke talt til Nogen —, af hvilken Grund skulde jeg gøre en Undtagelse overfor Dem? De nævner Sophienborg som et Baand mellem os. Sophienborg eksisterer ikke mere for mig. Om Gaarden brændte i Nat, det vilde kun være mig kært.

Ja, saadan taler jeg om mit Barndomshjem, om den Plet, hvor vi engang var unge og glade sammen. Men De og jeg har ingen Tilknytningspunkter mere. For længe siden stod De mig nær, nu er vi fremmede for hinanden, hver i sit s. 6 Land. Jeg er landflygtig, jeg kan ikke vende tilbage, ikke nogensinde. Og slaa Rod andetsteds formaar jeg ikke heller, dertil er min Natur for tung.

Deres Brev traf mig her i Schweiz, hvor jeg har gemt mig hen i en tilfældig Afkrog. Kun Dalens Bønder kommer i det lille Værtshus, hvor jeg opholder mig for at faa Dagene til at gaa. Om jeg bliver her eller søger en anden Afkrog, véd jeg ikke. Foreløbig taaler jeg ikke at se Mennesker.

Naar nogen ser efter mig, kommer jeg til at ryste og skynder mig hjem og laaser min Dør. Kun imellem de fire blaamalede Vægge føler jeg mig nogenlunde tryg.

Hvad er det saa, De vil vide? og hvad véd De? Morer man sig over mig og mit helt oppe i Stockholm? Brudte Ægteskaber kendes vel ogsaa dér? Og andet er der jo ikke. Jeg siger Dem, andet er der ikke. Jeg var mere dum og blind end de fleste, derved er jeg sagtens blevet en latterlig Figur, men udover det er det hele en saare dagligdags Begivenhed.

s. 7 Mig kom den overraskende. Jeg havde ikke forberedt mig, og var altsaa værgeløs. Tro dog derfor ikke, jeg jamrer og græder. Gid det var saa vel. Jeg føler mig blot saa tom, saa gold, saa udtørret. Saa helt, helt visnet.

Jeg er som et Hjem, hvor man har flyttet alle Møbler bort og taget alle Billeder af Væggene. Men der er Mærker paa Tapetet, hvor de har hængt. Og Lugten af Hjemmet er tilbage.

Den største Lykke, der nu kunde times mig, var, om jeg mistede Hukommelsen. Jeg tør ikke tænke tilbage, og jeg kan ikke tænke frem.

Der sidder rundt paa Hospitalerne Mennesker, som lider af Sløvsind, de handler ikke, tænker ikke, sidder bare og ser frem for sig. Man maa made dem og hjælpe dem med alt. Jeg misunder dem deres Sløvhed. Jeg byttede gærne.

Eller blot Sophienborg ikke var mere. At Gaarden brændte, var mig ikke nok. Den skulde udslettes af Jorden, Ingen skulde kunne se Stedet, hvor den havde staaet, ikke et Træ, ikke en Busk maatte blive igen.

Intet af det, der minder mig om min Skam. s. 8 Thi det er det, jeg ikke forvinder: jeg skammer mig saa forfærdeligt.

At han forsmaaede mig for en anden, det var jeg vel kommen over. Men han har besudlet mit Hjem, mit Barndomshjem. Alle mine Minder har han berøvet mig.

Inden han gik, tog han alt, Alt.

Men hvorfor taler jeg til Dem? De mindre end nogen vil kunne forstaa dette. I Virkeligheden er det, der er overgaaet mig, saa lidt.

Niels kalder det selv »et usaligt Tilfælde«. Naar jeg dømmer ham saa haardt, at der i min Sjæl ikke findes Tilgivelse for ham, saa er det ikke »Tilfældet«, jeg dømmer. Men for at gøre Dem dette indlysende, maatte De vide mere, end jeg kan og vil sige.

Antagelig faar De mit Brev staaende i Begreb med at køre ud til en af de Fester, hvormed De prøver »at dræbe Kedsomheden«. Kender jeg Dem nogenlunde, Grevinde Demidchof, har De intet af Kedsomheden at frygte. De formede selv Deres Skæbne paa Trods af alt, hvad vi andre tænkte, s. 9 og De blev lykkelig derved. Men et misunder jeg Dem, Deres Violin. Og saa er den vel det eneste, der svigtede Dem. De blev ikke den Lady Hallé, De engang drømte. Kan De huske, naar De spillede for Folkene nede ved Brønden og lod som De var Gøgler? Dengang kunde De tænke Dem at drage rundt i en grøn Kærre ad alle Landeveje, uden andet Hjem . . . De, Maizia — senere Grevinde Demidchof. Flakket om har De jo, men ikke som Gøgler.

Al Rejsen er mig en Besvær nu; mit knuste Sneglehus bærer jeg dog paa Ryggen . . .

Jeg, der aldrig gav Liv til nogen, mærker nu min egen Goldhed, der før var mig en Glæde, som den tungeste Forbandelse. Mellem Niels og mig var der ikke Plads for et Barn — derfor fik vi intet, mente jeg, og priste Skæbnen.

Maizia, mine egne Tanker brænder mig op . . . Hvad hjælper det, at jeg kender min Magt og véd, at om en Tid vil Niels bede mig om Tilgivelse og forbande den Dag, »Ulykken« skete. Vi var groet sammen med Rod og Top, det var en s. 10 Forbrydelse at rive os fra hinanden. Det er maaske Synd at blande Dem ind i dette, men De vilde selv. De har vel ogsaa Gavn af at se Livet, som det er — at ikke De bliver værgeløs som jeg, hvis Skæbnen en Dag hjemsøger Dem.

I Deres Brev hørte jeg som et ganske svagt, fjærnt Ekko af Maizia fra gamle Dage — »Maizia med den røde Mund og de hellige Øjne«, som Eigil Moltke kaldte Dem. Hvor husker jeg Dem den Sommer i Deres fremmedartede lidt for prunkende Pynt. De kom lige fra det Frankrig, vi andre kun kendte gennem Bøger og Modejournaler. Fra Deres Grandmama i Bretagne — som De saa uvornt beskrev.

. . . Om De vidste, for hvem Niels vragede mig, for hvem han forraadte vort Samliv og vor Kærlighed ... Et uvidende Barn, der ikke engang kunde stave korrekt. Hendes Mand bestilte ikke andet end rette paa hende og gøre Undskyldninger for hendes Optræden. Hun var Mor til et Par Smaapiger, og Niels fandt, det var saa dejligt med saadan en ung Mor. Hun var nedringet fra Morgenstunden s. 11 og med Hæle som en Soubrette. — Naa, til Elskerinde var hun vel god nok. Men til Hustru! Og for Niels, der stiller Krav! Du gode Gud, hvis de to var bleven gift (som Meningen jo godt nok var) — han havde pint Livet af hende . . .

Det er saa svært at skrive til Dem, jeg véd jo slet ikke, hvordan Aarene har forandret Dem. Foreløbig har jeg kun to saa forskellige Indtryk af Dem: Maizia Linder, der græd og lo i samme Nu, der dansede rundt paa Plænerne i Maaneskin paa bare Ben i den tyndeste Natkjole ... og Gesandtens Frue, Grevinde Demidchof, klædt i Ruslands Zobeldyr, prangende med en fire Alens Livkosak paa Bukken. Om denne Frue véd jeg saa lidt udover tilfældig mere eller mindre paalidelig Folkesnak. Jeg føler mig forvisset om, at De paa Deres Vis er lykkelig. Men ikke som vi var det.

Thi Niels og jeg delte alt, selv vore Drømme betroede vi hinanden. Det er hændet, vi har drømt det samme.

s. 12 Jeg har aldrig forstaaet, at De kunde gifte Dem med en Mand fra et andet Land og en anden Kultur. Og tilbringe alle Somre dernede i Ukraine.

Tak for Brevet, Maizia.

Betzy Berner.