Kjøbenhavnden 29. Aug. 1868.
Herr Candidat M. Goldschmidt, hersteds.
Den 15de Februar d. A. skrev jeg bl. A. til Dem saaledes: „Forøvrigt skal jeg . . . . ikkun yttre min Beklagelse over, at Stykket ikke kan ventes opført iaar; efter vore Samtaler troede jeg, at det vel ikke kunde ventes i indeværende Saison (nemlig 18 67/68), men dog paa denne Side Nytaar; og i denne Forudsætning har jeg ogsaa givet mit Løfte om ikke at ville fælge Expl. af „Rabbi Eliezer."
Dette til Svar paa Deres gjentagne Tale om Brud paa Løfte, hvilket jeg ikke noksom kan bede erindret, da jeg ellers maa befrygte, at det tilsidst vil blive tillagt mig, at jeg ubetinget har lovet Dem aldrig at avertere eller sælge „Rabbi Eliezer"; jeg s. 27forudsætter f. Ex., at Opførelsen af den antagne Omarbejdelse af forskjellige Grunde bliver udsat og udsat i det uendelige; vilde De saa virkelig forlange, at jeg ikke maatte fælge Expl. af „R. E.", maaskee i 5, i 10 Aar, maaskee aldrig.
Løftet blev selvfølgelig givet i den Tro, at der paa en eller anden Maade vilde komme noget ud af vore Forhandlinger om Forlaget as Omarbejdelsen, og under den Forudsætning, som vel ikke er saa unaturlig, at den nærmeste Fremtid vilde bringe Resultatet om det nye Stykkes Antagelse og Opførelse; saaledes opfatter jeg Forholdet, og at dette ikke er nogen ny Opfattelse af mig, vil De yderligere finde bekræftet i min Skrivelse af 12 November 1867.
Da nu
1) Forhandlingerne mellem os om Forlaget af det nye Stykke ere endte uden Resultat for mig,
2) Stykket forlængst er antaget og Rollerne fordelte og
3) da jeg alt i Februar M. d. A. besvarede Deres Spørgsmaal om hvad jeg vilde have for at stille Restoplaget af „R. E." til Deres Disposition, ved at opgive Prisen herfor,
saa forekommer det mig ikke — trods Deres og „Andres" Paastand, — saa nforstaaeligt, at jeg i August Md. beder om Svar, hvortil jeg endda giver en Frist af 14 Dage; jeg kan ikke forstaa, at De — efter at Stykket er antaget, og Accord om Forlaget er sluttet — ikke nu kan sige om De vil bringe noget Offer for at faae det casserede Stykke ud af Verden, og i saa Tilfælde hvilket, efter at De siden Februar Md. d. A. kjender mine Betingelser.
Deres Bemærkning:
„ . . . men DHrr., hvem jeg har forelagt Sagen ere enige med mig i, at om De (Wr.) end troer at kunne bryde Deres Løfte til mig (G.), saa kan De ikke som honnet Mand — hvad jeg ganske vist anseer Dem for — sælge „R. E.", uden at sige Kjøberen, at Oplaget aldeles ingen Værdi har uden ved et godt Forhold til mig . . . . ."
har, saafremt Meningen dermed er, at jeg skal skræmmes, aldeles forfejlet sin Hensigt; hvormegen Priis jeg end sætter paa Deres Dom, maa De tilgive, at en af Dem vilkaarlig valgt Jurys — s. 28en for mig hemmelig Rets — Kjendelse ingen Gyldighed har for mig; jeg er desnden for gammel til at „lade mig dictere", for at bruge Deres eget Udtryk, Reglerne for hvad der er honnet; disse har jeg kjendt, førend jeg har haft den Ære at gjøre Deres Bekjendtskab.
Jeg imødeseer altsaa fremdeles Deres behagelige Yttringer om det af mig gjorte Tilbud m. H. t. Restoplaget af Rabbi Eliezer, og skal, da 1ste Septbr. er rykket saa nær, gjerne oppebie Deres endelige Svar indtil d. 8 Sept., for det Tilfælde at „Rabbien og Ridderen" ikke forinden maatte være opført paa det kgl. Theater; sluttelig skal jeg ikkun benærke, at der fra det Factum, at jeg beder Dem om Svar d. 1 ste eller 8de Septb., ikke kan stuttes til, at jeg strax efter Modtagelsen af Deres Svar, (om dette gaaer i afstaaende Retning) vil enten avertere „R. E.", eller sælge Oplaget til en Antiqvar."
Deres ærbødigste
O. B. W.