BREV TIL: Frederik 6 FRA: Christian August (1809-02-17)

Fra Samme til Samme.
Christiania, den 17de Februar 1809.

Allerunderdanigst Rapport.

Siden min sidste Rapport have vi ej erholdt nogen dansk Post og altsaa ingen Befalinger fra Deres Majestæt, som jeg paa de flere Grunde maa imødesé med Længsel. Jeg er ej heller saa lykkelig at kunne indmelde nogen bestemt Efterretning fra vores Allierede. I min sidste Rapport har jeg indmeldt Tilstanden af de militære Magasiner. Jeg har efter Pligt fremlagt for Deres Kongl. Majestæts Øjne den fortvivlede Stilling, hvori jeg som kommanderende General befinder mig. Jeg skylder efter de med min Stilling forbundne Pligter at tilføje, [at] uagtet Regeringskommissionens Foranstaltninger, som med Hensyn til Øjeblikkets Trang paa Livets Fornødenheder, fornemmelig Korn, Salt, Klæder med mere, saa vel ved Armeen som ved Almuen, har set sig nødt til at opmuntre og love Forskud mod tilstrækkelig Sikkerhed for nye anlæggende Saltkogerier, at udvide s. 14Kvantummet af det fra Frankrig forskrivende Salt, at forbyde dets Udførsel fra Norge, at konstituere Provideringskommissioner for hvert Amt, og at tilstaa disse tilstrækkelig Laan til Fødevarers Opkjøb fra Fjældbygderne, at forskrive Korn og Fisk fra Trondhjem og Bergen, som dog næsten til Enden af næste Sommer hermed kunde ansés forsynede, for at bortrydde de Vanskeligheder, som Mangel paa Heste, Fourage og Proviant lagde Transporten i Vejen, at forandre de i denne Henseende allernaadigst givne Bestemmelser, og at tilstaa Betaling efter Læssets Vægt og ved Akkord, og endelig, at alt er opbudt saa vel fra militære som civile Avtoriteter [for] at bortfjærne de for Transporten (formedelst afvexlende Tøvejr og vedvarende Snefog, hvoraf man ej her kjender lignende, der næsten spærrede Kommunikationen) foraarsagede Hindringer, — det dog synes, at Himlen tilintetgjør alle vores Bestræbelser, som ved Tidens Korthed aldeles afgjør vores Skæbne. Men naar de endog lykkedes, naar endog noget af de kongelige Beholdninger, som uomgængelig fornøden, tages til Hjælp for Almuen, da kan man med Sikkerhed bestemme, at Armeens Magasiner aldeles ere udtømte til medio eller imod Enden af April, at til næste Maaneds Udgang for flere Distrikter, og til den paafølgende Maaneds Ende for de fleste, en total Mangel af de første Livets Fornødenheder, altsaa Hungersnøden med alle dens gyselige Følger maa indtræffe, en Mangel, som ved den allerede saa betydelig tiltagne Armod og ved de alt udtømte faa Ressourcer bliver saa meget mere følelig og umulig at afhjælpe. Skal Armeen altsaa kunne udrette noget til Landets Frelse, da maa det ske i Begyndelsen af næste Maaned, naar den forinden kan se den væsentlige Mangel paa det nødvendigste af Proviant og Klædestykker afhjulpen, og forinden den af total Mangel nødes til at opløses.

Men hvad lader sig udrette med et ved Sygdomme til 7 á 8000 Mand reduceret Korps, hvoraf endnu en Del uøvede Rekrutter, med næsten nøgne Folk, da endog det Kvantum Vadmel, som med al Anstrængelse er tilvejebragt, endnu hviler vester, i denne Tid afAaret, hvor man her ej kan bivuakere flere Nætter, med udmarvede og ej i tilstrækkelig Mængde erholdende Heste, og endelig naar man er udsat for, længere hen at trække sig den hele svenske Magt paa Halsen. Det eneste Øjemed, herved opnaas, er at vinde Tid og derved muligen skaffe Landet nogen Tilførsel. Muligen redder det Landet, men altid sættes meget i Vove. Jeg ansér Norge for reddet, naar Deres Kongl. Majestæt eller Russerne kan komme os til Hjælp. Sker det ikke, saa vil det komme an paa, om det ommeldte Skridt er muligt, om det tør voves, og endelig, om det ej sker, at søge muligen andre Midler, for saa længe som muligt at undgaa det i Bilagene¹ anførte s. 15fortvivlede Resultat. Dette er saare usikkert; thi det dependerer af, om man kan fange Fjenden i sine egne Snarer. Tiden er kort, og jeg maa derfor endog her allerunderdanigst anholde om de i Bilagene ansøgte Deres Kongl. Majestæts Bestemmelser, uden hvilke jeg ej ser mig i Stand til at opfylde mine Embedspligter.

Jeg beder Deres Kongelige Majestæt om at være overbevist om, at intet ved disse Meldinger er overdrevet, men at de med det Overlæg og med den Bestemthed ere blevne affattede, som vores Embedspligter opfordrer os til efter de herværende Data. Jeg bør tilføje, at vi alle ere enige i aldrig at underskrive nogen Kapitulation, aldrig indtil vores sidste Aandedræt og med vores Vilje at overlade det mindste Punkt til Landets og Deres Kongl. Majestæts Fjender. Endnu ere nogle af de før ommeldte svenske Proklamationer indkomne. Man lægger ingen Vægt paa dem, da den almindelige Mening ej gjør det fornøden. Man ignorerer dem med Foragt, indtil de ved Proklamationer eller til det forommeldte Øjemed med Fordel for Fædrenelandet kan benyttes. Jeg haaber, at dette vil finde Deres Majestæts allernaadigste Approbation.

Jeg vedlægger allerunderdanigst Extrakter af nogle fra Sverig indkomne, men meget utilforladelige Efterretninger ¹Disse Extrakter ere uden al Betydning..

Jeg er pligtig at tilføje, at, dersom jeg inden den anden Uge af næste Maaned ej erholder Efterretning, at den danske Armé eller vores Allierede er ovre, naar jeg ej forinden kan se de fortrinligste Mangler afhjulpne, og jeg altsaa ej kan rykke ind uden med Vished at kunne forudse, at Armeen vil og maa blive et Offer; naar inden den Tid forandrede Konjunkturer, ny Tilførsel, eller nogenledes Sikkerhed at erholde dette, ej forandrer Stillingen, — jeg da umulig kan lade det ankomme paa det yderste, udsat for at se Landet i Fjendens Magt. Jeg skal forsøge ved anonyme Sedler at give dem et Slags Haab, og i det man gjør dem opmærksom paa Nødvendigheden og Fordelen af Tilførsel fra de danske Havne. Lykkes det saaledes at erholde nogenledes Sikkerhed om at faa Norge provianteret, da er vi reddede og endda ej forpligtede til noget. Deres Adfærd fortjener ingen Skaansel. Lykkes det ej, da maa jeg til den Tid, hvor ingen Hjælp af vore Allierede mere kan forventes, søge at slutte en ubestemt militær Vaabenstilstand til Lands og til Vands med Sverig og da imødesé Deres Kongl. Majestæts Befalinger. Vaabenstilstanden vilde saaledes maatte afsluttes for flere Maaneder. Maatte jeg være saa lykkelig forinden at erholde Deres Kongl. Majestæts Befalinger. Det er saa uheldigt som ubegribeligt ved en staaende Sydost-Vind, at Posten fra Jyllands Vestkyst ej befordres.

Allerunderdanigst

Christian, Prins til S. Holsten.

Christian August BREV TIL: Frederik 6 FRA: Christian August (1809-02-17)