Christian August BREV TIL: Frederik 6 FRA: Christian August (1809-06-03)

Fra Christian August til Kongen.
Christiania, den 3dje Juni 1809.

Allerunderdanigst Rapport!

Siden min sidste Rapport er intet at indmelde. Maatte et Rygte, at en fjendtlig Landgang paa Sjælland er afslaaet med betydelig Tab for Fjenden, blive stadfæstet; thi det vilde være af den heldigste s. 81Indflydelse paa den gode Sag og forandre Stemningen. Oberst Posses Andrag var at høre mine Tanker om deres Stilling, som jeg gjorde ved at igjentage det, jeg mangfoldige Gange har sagt og skrevet om denne Gjenstand. Om Russerne trænge frem, kunde jeg hidindtil ej bestemt erfare, men de frygte det og vilde være sikrede fra vores Side. Jeg svarede, at jeg hidindtil ej havde Befaling at begynde Fjendtligheder, men at, i Fald Russerne skulde gjøre heldige Fremskridt og Sverig trues med at blive underkuet af dem, det var min Pligt og endog Sverigs Interesse at besætte en saa stor Del af Landet, som muligt, da jeg indestod dem for, at den Del af Landet, som underkastede sig Deres Majestæts Scepter, ej vilde berøves deres Frihed og deres Rettigheder. Efter min Overbevisning om vores Interesse tror jeg ved den almindelig herskende Frygt at have gjort et stort Skridt til den gode Sags Fremme. Det kan ej være vores Interesse, at Russerne besætte Sverig. Armeens og Magasinernes Tilstand tillader det ej heller fra vores Side at operere, som jeg alt forud har indmeldt, naar vi ej, understøttede af de Svenske selv, kan se det manglende suppleret og Armeen forøget ved selve svenske Tropper, efter at de har aflagt Troskabseden til Deres Majestæt. Nationen maa ej opirres, den maa kaste sig i vore Arme, og enhver Idé af Erobring med Omhu forekommes. Derfor kan og bør Deres Majestæts norske Tropper alene anvendes. Maatte dette lykkes! Jeg haaber at have overbevist ham, og jeg farer fort at virke til dette Øjemed.

Paa disse Grunde, og naar jeg fremdeles skal virke, maa jeg igjentage mit én Gang ytrede Ønske, at naar en Erobringskrig til fælles med Russerne skulde befales, det da maatte være mig tilladt af et eller andet Paaskud at søge Afsked. Gud forbyde en saadan Krig, som upaatvivlelig om kort eller længere Tid vilde have Norges Underkuelse under dette barbariske Aag, og altsaa Fædrelandets Opløsning, til Følge. Om deres Forhold med England ytrede han bestemt, at de vel indsaa, at de maatte lukke Havnene, dersom de vilde have Fred med Frankrig og dets Allierede, og at de dertil vare villige; men at de søgte at benytte Napoleons ubestemte Svar for at redde saa mange af deres Skibe og at skaffe sig saa meget af deres Behøvende som muligt, inden de ved hans bestemte Opfordring blive nødte dertil. Jeg gjorde ham opmærksom paa, hvor meget vi, men fornemlig Norge, maatte opbringes ved det, at de understøttede disse Røvere ved at give dem Tilflugtssteder og at dele Rovet. Jeg igjentog, at det var det eneste Middel til at erholde Fred, hvortil, som jeg formodede, Sverig trængte. I Henseende til Rusland forklarede han, at de vel indsaa, at de ikke for Øjeblikket kunde gjenvinde Finland, at de indsaa, at de maatte lukke Havnene for England, men at Rusland havde paastaaet at ville bestemme eller give dem deres Konstitution, og førend at taale dette, maatte de hellere stride til sidste Mand. Deres Forhold med Frankrig ansés som vaklende, et tydeligt Bevis, at Napoleon har forandret Sproget. Deres Forhold med England var aldeles ikke det venskabeligste. Han forsikrede s. 82paa sin Ære, at de aldrig vilde benytte dem af de paa Expeditionen værende engelske Tropper, at de selv skulde have frabedet Englændernes Medvirkning i bottnisk Havbugt, at Carlskrona var spærret og sat i Forsvarsstand. I øvrigt gjentog han det forommeldte. Disse Ideer og det saa ofte igjentagne, at Sverig isoleret ej kunde bestaa, at Nordens Selvstændighed og Frihed dependerede af Foreningen o. s. v., udfyldte Konversationen for det meste.

11

Det sidst ommeldte Rygte udbreder sig mere og mere; endog Posse lod sig mærke noget derom. Jeg gav ham det at forstaa, jeg sidst ommeldte. Skulde Andragendet virkelig ske, da skal mit Svar blive, som jeg har indmeldt. Er intet andet Middel til nøje Forbindelse imellem de nordiske Riger, da véd Deres Kongelige Majestæt mit Øjemed. Nu og altid skal jeg være beredt til hvert Offer, Fædrelandets Vel krævede. Jeg ansøger Deres Majestæt aldrig at tage Hensyn paa mit Individuum i saa Henseende; men skulde dette Tilfælde indtræffe, da vover jeg at foreslaa, at Deres Majestæt Selv besøger Deres sandelig tro Rige Norge, at De ansætter i mit Sted, om begge Stillinger ej kunde forenes, en Mand udmærket ved hans Fødsel, og som har Energi, af Karakter eller vinder ved sit Udvortes, og for alting ej Haxthausen, som sandelig her i Landet ej er elsket, og hvorunder de ældre brave Officerer ikkun med Misfornøjelse vilde tjene. Denne Prinses Generalstab maatte bestaa af norske, dertil udvalgte Officerer.

Deres Majestæt tilgiver min Frimodighed! Jeg er forsikret, at denne Forestilling ej bliver bekjendt for Uvedkommende! Endnu er jeg pligtig at tilføje, at jeg ansøger allerunderdanigst at tage Hensyn paa mit oven meldte Ønske, i Fald der skulde handles i Ensforstaaelse med Russerne; thi jeg maa aabenhjærtig tilstaa, at virke efter min Overbevisning til Fædrelandets Undergang, dertil jeg ej ser mig i Stand foruden at tabe al Sindsro for den øvrige Tid af mit Liv.

Allerunderdanigst
Christian, Prins til Slesvig Holsten.