Fra Kaas til Kongen.
Christiania, den 14de Juni 1809.
Allernaadigste Konge!
Den under 9de Juni ankomne Kurér bragte mig Deres Majestæts allernaadigste Skrivelse af 5te d. M.
Fra Sverig modtager man ingen paalidelig Efterretning, og de, som jeg efter min Stilling og med mine Hjælpemidler kan erholde, ere saare ufuldstændige og modsigende. At der gives et ikke uvigtigt Parti i Sverige, som ønsker oprigtigen dette Riges Forening med Danmark og Norge, ja, som indsér, at Nordens Held og Selvstændighed ene dependerer deraf, derom tvivler jeg aldeles ikke. Men disse Mænd maa man ikke søge blandt de privilegerede Klasser, som alene tage Hensyn til deres egen individuelle Interesse og oftest følge deres Meninger. Det værste er, at Armeens hele Korps af Officerer henhører til disse Klasser og derfor stemmes af Hovederne for dem. Ved s. 87frit Valg, ved Samstemning af alle Meninger, vil Deres Kongelige Majestæt næppe erholde Sverigs Krone; thi Deres Majestæt foragter saa ganske de Midler, hvorved den paa saadan Maade alene kunde erholdes, nemlig ved Intriger og Bestikkelser. Erholdes den kun, sent eller tidlig, skulde og ethvert andet Middel være for mig det kjæreste, da det ej vil stemme med mine Følelser at modtage Betingelser af Mænd, som man i sit Hjærte maa foragte. Derfor skulde det inderligen glæde mig, om Omstændighederne tilbød sig, der gjorde en Indmarche i Sverig passende og nødvendig. Da kunde en klog Anfører byde over Begivenhederne og lempe dem til et vigtigt Maal. Men Deres Kongelige Majestæt tilgive mig allernaadigst den Bemærkning: jeg tror ikke, at man i dette Tilfælde bør standse ved Gothenborg. Landskrona og Carlskrona ere Punkter af altfor megen Vigtighed for at tabes af Sigte, og Nordmændene under Prins Christians Anførsel udfører sikkert, hvad der er muligt for en Armé af lige om ikke af større Styrke. Næppe gives der ogsaa nogen Mand i Landet, som jo med den største Velvilje og Anstrængelse stillede sig under hans Kommando, saa det vel ikke blev saa vanskelig at tilvejebringe den fornødne Styrke for en Expedition til Sverig. Kunde oprigtige Ønsker og Opofrelser af alt det, jeg ejer og formaar og besidder, virke noget til Øjemedets Opnaaelse, hvor glad skulde jeg da ikke føle mig!
Norges Forsyning er det andet Hovedobjekt, som paa denne Tid beskæftiger mig. Skulde det ikke være muligt at træffe en eller anden Foranstaltning til at betrygge Transporten fra Jylland til Norge? Det er et Spørgsmaal, som dagligen er Gjenstand for min Pønsen. Jeg kan i saa Henseende kun ytre Meninger, som maa være og blive problematiske for enhver, som er ukyndig om Søvæsen og Sømandskab; men endog disse vover jeg allerunderdanigst at nedlægge for Deres Majestæt. Transporten er til denne Tid fra Here Punkter paa Øst- og Vestsiden af Jylland. Skibene ere successive afsejlede paa blotte Formodninger om, at Farvandet var sikkert, og ved det Haab for med gunstig Vind at kunne om Natten liste sig over til Norge. Stort Tab af Skibe, Folk, af alle Slags Fornødenheder har været Følgen. Man berigede Fjenden. Man afhjalp hans Mangler for Regning af Deres Kongelige Majestæts Kasse. Der spørges altsaa, om dette ikke paa nogen Maade blev muligt at forvisse sig, at Farvandet var frit, og, om det blev muligt, om da ikke Afsejlingsstederne skulde inskrænkes til to, nemlig et for Østsiden og et for Vestsiden, hvor alle tilladte Skibe maatte forsamles, naar de ikke vilde staa egen Risiko, og hvor fra de paa givet Signal skulde afsejle. Midlet hertil kunde efter min Skjønsomhed muligen erholdes ved at anskaffe 12 smaa meget skarpt sejlende Fartøjer, kommanderede af duelige Sømænd og besatte med raskt, kjækt Mandskab. De Søllingske Lodsbaade skal, ved deres ellers gode Indretninger for saadant Brug, ikke sejle godt nok. Af disse maatte 6 ligge ved hvert Afsejlingssted, og naar Omstændighederne viste sig nogenlunde favorable, skulde de efter en nøje Instruktion løbe ud i visse Distancer s. 88fra hinanden, rekognoscere Farvandet, signalere mellem sig indbyrdes og med Landet. Befandtes Farvandet frit, udsejlede Flaaden under bestandig Ledsagelse af' disse Observatører, som, da de ligge lavt paa Vandet, observere et stort Skib, længe før de af det observeres. De svenske Skjær tilbyde under Sagernes nærværende Stilling en Art Tilflugt, hvilket ligeledes faciliterer noget denne Operation. Mangt et Skib vilde muligen paa denne Maade kunne reddes, og Bekost- ningerne saaledes tilbagevindes for Deres Majestæts Kasse. Disse Betragtninger vover jeg derfor allerunderdanigst at forelægge Deres Kongelige Majestæt.
Denne Depeche laa alt færdig, da Major Hommel overbragte mig Deres Majestæts allernaadigste Skrivelse af 8de d. M., og jeg tillader mig derfor i den Anledning allerunderdanigst at tilføje følgende.
Iver for at fremme Deres Kongelige Majestæts Ønske og Landets med hele Nordens Tarv kan muligen forlede en Mand, der føler varmt for Ære og Pligter, til Skridt, som faa Skin af Tvetydighed, fordi man mere tager Hensyn til Sagen end til Midlerne, ved hvilke den bør befordres. For god Vilje, for visses hele Hengivenhed for Deres Kongelige Majestæt og for Danmarks Vel tør jeg borge, for saa vidt det er muligt at skue i Menneskets Hjærte og bedømme hele Hensigten af det, man ser og hører. Mennesket bliver dog altid Menneske, og det vilde derfor være alt for voveligt at sige god for nogen, naar Ære og Pligt komme i Kollision med saa tillokkende Tilbud som en Trone. Samtalerne paa Grænsen behage mig ikke. Jeg har ingen Tillid til Posse og Adiersparre. Sikre Efterretninger fra Sverig og Stockholm kan jeg ikke faa, da jeg savner Midlerne dertil. Intet skal blive forsømt fra min Side. Om Kussernes Marche maa jeg have sikre Efterretninger, skal jeg kunne virke. De, man har, ere modsigende. Paa min ubrødelige Troskab og ubegrænsede Hengivenhed for Deres Kongelige Majestæt beder jeg at stole i alle Begivenheder.
Kunde Deres Kongelige Majestæt ikke finde det tilraadeligt, at jeg, om Armeen marcherer, følger samme for som civil Administrator at tage den Del, som okkuperes, under Bestyrelse? Kan dette ikke gavne, skal det vist ikke skade den gode Sag, for hvilken Deres Majestæt saa ivrigen anstrænger sig. Mere tør jeg ikke sige om denne Materie. Kammerherre Rosenkrantz kan Deres Kongelige Majestæt i saa Fald trygt betro dette Stift. En duelig Officer, som besad Deres Majestæts Fortrolighed, vilde i Forening med mig stifte megen Nytte, da jeg ikke kan alene komme i Erfaring om de militære Operationer og derfra slutte til Hensigten. Her tør jeg ikke betro mig til nogen.
Til Slutning bør jeg tilføje: Paa Nordmanden kan og bør Deres Kongelige Majestæt stole trygt. Det er ikke tænkeligt at rive ham fra Danmark og forene ham med Sverig; derfor borger jeg med mit Hoved.
Allerunderdanigst
Kaas.