Kaas, Frederik Julius BREV TIL: Frederik 6 FRA: Kaas, Frederik Julius (1809-09-10)

Fra Samme til Samme.
Ladegaardsøen, den 10de September 1809.

Allernaadigste Konge!

Da Kurerens Afgang er bleven udsat til i Dag, saa tillader jeg mig allerunderdanigst at indberette Udfaldet af den Samtale, som jeg havde i Gaar Aftes med Hans Durchlauchtighed Feltmarskalken. Den var meget alvorlig fra begge Sider, dog uden Heftighed, thi jeg troede det nødvendigt at forlange Forklaring over alt det, som havde opvakt hos Hans Durchlauchtighed nogen Mistanke mod min Karakter og min Handlemaade.

Jeg kan tydelig spore, at han er meget begjærlig efter at erfare Folkets Dom over ham, samt hvad der siges i Selskaber, Klubber og i de lavere Klassers Forsamlingssteder, at han har Mennesker til sin Tjeneste, som udforske den almindelige Mening og Tale, og derved hører han da meget, som behager, og meget, som ikke behager.

Den Scene, som jeg havde i Svinesund med Kjøbmand Tank, er bleven bragt til Christiania, og da jeg formodentlig ved flere Lejligheder, hvor der var Tale om Kongen af Sverigs trykte Deklaration til Stænderne, har ytret, at samme var højst fornærmelig for Prins Christian August, fordi han deri paa en vis Maade fremstilles som en Landsforræder, saa er alt, hvad desangaaende er blevet sagt, taget i Forbindelse med min heftige Ytring til Kjøbmand Tank, og Prinsen udledede da den Slutning, at jeg arbejder paa at stille ham frem for den norske Nation som en Forræder for derved at gjøre ham forhadt hos Nationen, hvorhos han dog lader mig vedfares den Ret, at jeg handler saaledes mod ham af en overdreven Hengivenhed for Deres Majestæt.

Ved noget koldt Overlæg og Eftertanke vilde Hans Durchlauchtighed let have indset, hvor urigtig denne Slutning var, samt at en saadan Fremgangsmaade fra min Side, uden dertil at have ganske tilstrækkelige Grunde, sikkert vilde vorde misbilliget af Deres Majestæt; men Prinsens heftige Sindsbevægelser, hans bestandige Uro og Mistanke gjør ham uskikket til koldt Overlæg. I Svinesund kunde jeg ikke kalde ham det ene Øjeblik en Forræder og det næste Øjeblik frembringe hans Skaal for Selskabet, det havde været en altfor paafaldende Inkonsekvens. At stille ham frem for Christianias Ind- vaanere som en Landsforræder uden tillige at anklage ham derfor og handle i Overensstemmelse med de Beviser, jeg maatte have for denne Formening, det vilde være meget enfoldigt handlet, da jeg dog maatte vide, at min Fremgangsmaade ikke kunde blive skjult for Prinsen og da maattet frembringe en Scene, som ikke alene paadrog mig Deres Kongelige Majestæts Unaade, men skilte mig tillige ved alle retskafne s. 178Mænds Agtelse; thi et lumskt Angreb paa en Mands Ære er i mine Tanker den sorteste af alle Forbrydelser.

23

Ligesom jeg stedse har erklæret det allerunderdanigst for Deres Kongelige Majestæt, saa har jeg ogsaa sagt det til Prinsen selv og gjør mig det overalt til en kjær Pligt at kunne erklære, at jeg aldrig har tiltroet Hans Durchlauchtighed nogen uredelig Hensigt; jeg er tvært imod overbevist om, at han, med de bedste og reneste Hensigter at gavne Deres Majestæt og sit Fødeland, er bleven ved nedrige Kunster indført i en Labyrinth, hvis Omkreds han ikke formaar at overse, hvis Grænser han ikke kjender, og fra hvilken han ingen Udvej kan finde. Han omgives af usle, intrigante og forfængelige Mennesker, som benytte hans Sindsforfatning til at underholde en bestandig Mistanke hos ham mod de Mænd, som mene det vel og redeligen med ham ; det har jeg ogsaa sagt ham, og jeg har tillige sagt ham, at jeg tydeligen kan spore, at der gives Mennesker, som fra det Øjeblik, min Ansættetse i Norge blev bekjendt, arbejde paa at stifte en Afstand mellem ham og mig. Jeg foragter disse Uslinger, og jeg vilde ønske, han gjorde det samme.

Endskjønt vi nu ere ganske forligte og enige, endskjønt Prinsen har frafaldet sin Paastand, som ikke gik ud paa mindre, end at jeg skulde lade trykke en offentlig Gjendrivelse af de udbredte Rygter eller udsætte mig for de videre Følger af min Vægring — formodentlig for en Duel eller for at blive efter Prinsens Befaling, som er i Besiddelse af den hele exekutive Magt, hæftet paa min Person og anklaget som Oprørstifter, thi dermed har han ogsaa udladt sig, — saa er jeg dog overbevist om, at der ikke hengaar 8 Dage, før der opstaar nye Scener.

Alt, hvad jeg har tilstaaet Hans Durchlauchtighed, er det, at jeg vil erkyndige mig, om disse Rygter virkeligen finde Sted, og skulde det da virkeligen være Tilfældet, da vil jeg erklære for enhver, som jeg kjender og finder Anledning til at tale [med] om den Sag, at jeg foragter disse Rygter og deres Ophavsmænd, og at intet kan krænke eller fornærme mig uden det, at noget fornuftigt og tænkende Menneske vilde værdige dem Opmærksomhed og tiltro mig saa megen Ondskab og Dumhed, at kunne offentligen eller hemmeligen erklære Landets første Embedsmand for en Landsforræder — en Erklæring, af hvilken Prinsens eller min sidste Blodsdraabe umiddelbart maatte flyde, — og hermed er Hans Durhlauchtighed tilfreds samt erklærede at ville med næste Post indberette Sagen for Deres Kongelige Majestæt, hvilket han ligeledes bad mig at gjøre, men dog ikke før næste Kurérs Afgang. Da Prins Frederik af Hessen imidlertid tilskriver Deres Majestæt derom i Dag, og min Depeche af Gaars Dato ligeledes er færdig, saa har jeg alleruuderdanigst tilladt mig at anbringe den hele Sags Sammenhæng med deu Kurér, som nu afgaar.

Til Slutning fordrede Prinsen, at jeg ikke maatte kabalere imod ham eller søge at gjøre mig et Parti og saaledes stifte 2 Partier i Landet, hvoraf kunde flyde mange Ulykker; thi i det Tilfælde blev han min Mand. Hertil svarede jeg, at jeg foragter altfor meget enhver Kabale og s. 179Intrige, som en Mennesket højst uværdig Handling, til at kunne nedlade mig dertil, og hvad tvende Partier angaar, da kjendte jeg kun ét her i Landet, dertil hørte Prinsen lige saa vel som jeg, det var nemlig Kongens; mit Parti blev derfor uadskilleligt fra hans, og skulde der opstaa nogen, som vilde skabe et andet Parti end dette, da kjendte jeg Nordmanden saa vel, at jeg turde garantere, at der dog kun blev ét Parti i Landet, nemlig det, hvoraf jeg var og til mit Livs Ende skulde blive. For øvrigt forsikrede jeg Hans Durchlauchtighed om, at jeg endnu aldrig havde frygtet for at se nogen Mand lige i Øjnene. Vi gave derpaa hinanden Haanden og skiltes ad.

Denne simple og ved min Ære sande Fortælling ønsker jeg maa finde Deres Majestæts allernaadigste Bifald.

Allerunderdanigst
Kaas.