Christian Frederik BREV TIL: Frederik 6 FRA: Christian Frederik (1814-05-10)

5.

[I Chifre]

Eidsvoldd. 10. Mai 1814.

Deres Majestæt Kongen af Danmark, Min allerbedste Kusin.

Efter at have afsendt min Skrivelse af Gf. D. til Keiser Alexander ankom inat Løitnant Falsen og bragte mig dit Brev af — — —. Jeg erkjender mere end jeg kan udtrykke dit vennefulde Sindelaug imod mig og mod Norge. Dine Raad og Advarsler er dybt prægede i mit Hjerte; men desuagtet byder Pligt mig at ytre følgende:

Rigsforsamlingen har den ubetvisteligste Ret til at bestemme Rigets Regjeringsform, og dette Verk maa og skal tilendebringes uden Hensyn paa ndvortes Forhold. Overdrages mig Norges Trone, da antager jeg den, om det saa var paa Bredden af Afgrunden, blot for at skaffe min Søn couralisereve [sic] Ret til Riget. At han, om Norge end erobres, engang vil komme til at sidde paa Norges Trone, det omtvivler jeg ikke; thi det svenske Dynasti holder ikkun en Menneskealder ud paa de Svenskes Trone, ja falder maaske med Napoleon.

s. 116Vil Nationen, som jeg er overbevist om, forsvare sig, da maa alt voves for alt, og med Ære underligger man da, naar Forsynet saaledes bar bestemt det.

Trække mig tilbage fra det begyndte Verk var at overlade det til Fraktioner; det hverken kan jeg eller vil jeg forsvare for Gud, mig selv og Folket.

Forener hele Europa sig mod Norge for at paatvinge dette Folk Slavelænker, dadler det end denne Rigsforsamling, som kan bestemme, om Nationen nødtvungen vil indgaa en Forening med de Svenske, da skal Konstitutionen dog holdes i Hœvd og Vilkaarene bestemmes under Englands Mægling.

Afslaaes disse billige Fordringer, da staar det Middel tilbage at forsvare sig med Løvemod og at falde med Ære, og tro mig: at de Svenske skal finde Modstand mod Norges Klipper og kjøbe denne Erobring, ja selv bæve for et Folk, som det norske, naar det drives til det yderste.

Er en Forening under Englands Mægling uundgaaelig nødvendig, og kan jeg da ei virke mere her, da vender jeg med Hæder tilbage til det elskede Danmark, hvor jeg har en Ven i dig og i hver dig tro Mand, som jeg da skal ofre al min Virken.

Alle de Efterretninger, vi hidtil har havt om de Allieredes Sindelaug, er fra Kronprinsen af Sveriges Hovedkvarter eller fra Lord Castlereagh paa Fastlandet; de foruroliger mig ikke. Hvad der kommer fra min Afsending fra England turde være mere afgjørende; men for det første har de Allierede ingen Magt at spilde paa Norge, og Tid vunden kan frembringe Forandringer, hvis Mulighed vi nu ikke øiner. Hvor kan man tro, at de Allierede oprigtig ønsker Kronprinsen af Sverige stor og mægtig paa de Svenskes Trone? Desuden kan et Lod Bly redde Nørge og Norden for denne vor Ransmand. Han staar i en retfærdig Gruds Haand, er os maaske den uretfærdigste af alle Dødelige.

Min Bekymring for Deres Majestæt er større, end jeg formaar at beskrive. Sverige siger, at England og Rusland bar negtet at ratificere Traktaten. Det er den første Virkning af den Tanke, at Danmark handlede i Forstaaelse med Norge, men s. 117denne vil, naar ikke andre skjulte Hensigter mod Danmark leder den, forsvinde ved Erkjendelsen af dine redelige Hensigter til Opfyldelsen af Traktaten, hvilket Sverige selv ikke kunde negte.

Kun tillader jeg mig at bemerke, at Danmark i Krigsstand for Norges Skyld var den største af alle Ulykker, at du i dette Øieblik om fornødent heller maa lade alting falde paa mig. At gjøre mig arveløs er bedre end at tabe Riget for dig selv og for mig. Dette Middel kunde maaske endog give de Allierede en Udvei til Norges Bedring, — desuden vel kun for en Tid for mig personlig uden Følge for min Søn. Vær forvisset om, at Kronprinsen af Sverige ikke lsenge sidder paa de Svenskes Trone.

Forbyde al Kornudførsel fra Danmark, det kan du ikke, det er Landets Ruin; men til Norge lod sig vel [Forbudet] tænke uden Skade, naar de smuglende Ekspeditioner drives med samme Klogskab i Danmark, som de skal blive beskyttede her, og naar Toldkamrene erholdt Tilladelse at udklarere, af hvad Havn det saa er.

Kan Danmark ved disse Vilkaar sikre sig Fred, og hindres derved Krigsstand med Norge, — hvilket Land som svensk Provins man vel neppe kan erklære Krig, — da er det mig, der selv beder dig om ikke af personligt Hensyn til mig at vove mere end fornødent. Men Norge maa du altid underhaanden bistaa, og heri vil jeg se et nyt Bevis paa dit uforanderlige, mig saa dyrebare Venskab.

[Ingen Underskrift.]